Færre anmeldte ulykker er et tilbageskridt for arbejdsmiljøet

Regeringen lægger nu op til at ændre arbejdsskadelovgivningen. Med forslaget vil arbejdsgivere ikke længere være forpligtet til at anmelde en arbejdsulykke, medmindre den tilskadekomne har mindst tre dages fravær ud over tilskadekomstdagen. I dag skal en ulykke anmeldes allerede efter én dags fravær.

På papiret kan det lyde som en mindre praktisk lettelse for arbejdsgiverne. Men i virkeligheden er det en ændring, der vil få store konsekvenser. Det kan det dels for dem, som bliver ramt af en ulykke, dels i forhold til det mindst lige så vigtige arbejde med at skabe sikre og sunde arbejdspladser.

Elevernes skjulte udfordringer kan medføre usynlige arbejdsskader
Som gymnasielærere oplever vi hver dag elever med enormt mange forskellige udfordringer. Alene indenfor det sidste år har jeg haft en elev med fodlænke. En anden elev måtte forlade undervisningen, fordi han skulle i retten på grund en voldsdom. En pige kom og sagde til mig, at hun nok var lidt ustabil, da hun lige havde været vidne i en sag om et seksuelt overgreb. I alle disse situationer stod spørgsmålene i kø. Men eleven skal give samtykke til, at en eventuel studievejleder eller uddannelsesleder kan informere lærerne. Ofte ved vi derfor ikke, hvilke potentielle konflikter, diagnoser eller traumer som pludseligt kan udfolde sig eksplosivt i et klasserum.

For os i GL er ændringsforslaget derfor særligt bekymrende, fordi mange af de ulykker, vores medlemmer oplever, ikke nødvendigvis giver flere dages fravær med det samme. De ulykker, vi kommer ud for, er ikke nødvendigvis et brækket ben, som ultimativt holder os væk fra arbejdspladsen i en uge eller to. Det er i stedet psykiske arbejdsskader som stress, vold eller trusler – hændelser, der sætter dybe spor, selvom den tilskadekomne gymnasielærer måske møder ind på arbejdet dagen efter.
Hvis de ulykker ikke bliver registreret fra starten, står vi uden et klart billede af, hvad der foregår på vores arbejdspladser.

Konkrete eksempler fra hverdagen
GL bliver jævnligt kontaktet vedrørende denne type af konflikter, som kan forplante sig meget alvorligt som et psykisk traume. En lærer har fx stået i en situation, hvor udefrakommende unge var trængt ind i klassen. De ville tvinge en af klassens elever, som de havde et alvorligt mellemværende med, ud af lokalet. Situationen udviklede sig voldsomt, og læreren udviklede en betydelig utryghed og frygt for, at noget sådant skulle finde sted igen.

En anden type af disse psykisk belastende episoder var en lærer, som havde haft en konflikt med en klasse. Læreren var blevet filmet, og der blev offentliggjort videoer på de sociale medier af konflikten fra undervisningssituationen. I dette tilfælde kan det udvikle sig til en stor belastning at skulle ind i et klasserum igen med risiko for til hver en tid at kunne blive udstillet.

GL får en del henvendelser, som er variationer af lignende situationer. Her kan det sagtens være, at læreren måske har en enkelt eller en halv sygedag for så at møde ind på arbejde igen. Det er ikke givet, at arbejdspladsen i en travl hverdag får fulgt systematisk op på situationen, og hvis en lignende sag opstår for læreren, kan den voldsomme hændelse ende med at forplante sig som et alvorligt traume og medføre en længere sygemelding.

Ulykken skal kunne anmeldes tidligt, og der skal sættes gang i opfølgningen. Hvordan har den tilskadekomne det? Kan de vende tilbage til arbejdet? Og ikke mindst – hvad var årsagen til ulykken, og hvordan kan vi forhindre, at det sker igen? Hvis anmeldelsen først sker efter tre dages fravær, mister vi det tidlige fokus. Små hændelser, som kunne have været et vigtigt varsel om større problemer, risikerer at gå under radaren. At der, som det er tilfældet i dag, er krav om, at sådanne hændelser registreres som arbejdsskader allerede ved første fraværsdag kan derfor være afgørende for, at læreren samles op og får bearbejdet hændelsen.

Hvis regeringens forslag gennemføres, rammes samfundet som helhed
Når færre ulykker bliver anmeldt, mister vi altså et vigtigt redskab til at se mønstre og tendenser på tværs af sektoren. Det er netop disse data, der gør det muligt at lave en målrettet indsats og forebygge nye ulykker. Hvis vi kun får øje på de alvorligste tilfælde, risikerer vi at overse problemerne, før de vokser sig store.

På den måde er forslaget ikke bare en teknisk ændring af reglerne – det er et reelt tilbageskridt for arbejdsmiljøet. Det kan i sidste ende betyde flere ulykker, længerevarende sygefravær og et lavere arbejdsudbud. Det er ikke bare et tab for den enkelte medarbejder, men også for arbejdspladserne og kan have massiv økonomisk konsekvens for samfundet som helhed.

Derfor opfordrer vi regeringen og Folketinget til at droppe forslaget. Det er ikke ved at skrue ned for viden og registrering, vi styrker arbejdsmiljøet. Tværtimod har vi brug for flere oplysninger, mere åbenhed og et stærkere fokus på forebyggelse.

En tryg og sikker arbejdsplads kræver, at vi handler tidligt – ikke at vi venter til skaden er blevet så alvorlig, at det ikke kan overses. Betydningen af dette intensiveres også af, at vi lever i en tid, hvor sektorens antal af invalidepensioner stiger drastisk.