Skriftlige udfordringer

Jeg talte i fredags med en dansk-kollega om elevernes mange afleveringer og forskellige rettestrategier. Vi blev hurtigt enige om én ting: Rettearbejdet kan dræne os. Men måske dræner det også eleverne?

I løbet af tre år skal landets gymnasieelever lære at skrive tre genrer i dansk alene. Derudover skal de lære at skrive i en hel del andre meget forskellige fag, fra matematik og fysik over fransk og engelsk til musik til samfundsfag. Ud over den faglige mangfoldighed og de konkrete begrebskrav, er der i hver enkelt aflevering forskellige formelle krav til opgavens opbygning og forskellige måder at formulere sig på i fagene. Endelig er der de store opgaver, som måske skal skrives i fag, eleverne ellers kun har lidt eller slet ingen skriftlighed i - som for eksempel et fag som historie, eller når man har de små valgfag med i SRP.

Gad vide, om den store bredde gør det sværere for eleverne at lære at skrive godt?

Måske er der forskel på skoler, men min erfaring er, at eleverne fra begyndelsen har udfordringer skriftligt, også med det førfaglige sprog. Ja, nogle få er så dygtige, at de bare skal lære at skrive akademisk. Men mange kæmper med at lære dels at skrive grammatisk korrekt, dels at formulere sig tydeligt. Nogle ved faktisk ikke helt, hvordan man bygger en fornuftig sætning op. En lille andel har svært ved at forstå, hvad en sætning overhovedet er.

Reformen lagde i højere grad skriftlighed ud i undervisningen (også). Det gør det nemmere som underviser at identificere problemer, både på klasse- og elevniveau. Desværre frigiver det ikke tid til at sætte ordentligt ind over for de problemer - hverken for elever eller lærere.

Jeg ved også godt, at man ikke kan tale skriftlighed uden at nævne det korte ord med de store muskler: Snyd. Om de snyder, fordi det er den nemme løsning, eller om de snyder, fordi de er for pressede, er svært at afgøre. Der er sikkert lige så mange forskellige grunde til snyd, som der er elever. Men hvis vi vender tilbage til den manglende tid, så har man måske en del af forklaringen. I hvert fald er begrebet ‘fordybelsestid’ tomt, når eleverne tilsyneladende oplever at have meget svært ved at nå det, de skal nå, i løbet af en uge.

I dette morads af elever, der ikke kan skrive, skal lære at skrive en masse forskelligt, og som ikke har tid til at fordybe sig i den enkelte aflevering, sidder lærerne med hver deres faglighed og hver deres indstilling til det skriftlige arbejde og retter sig igennem en temmelig stor del af deres arbejdstid. Det er sjældent, man møder nogen, der føler en stor personlig tilfredsstillelse ved rettearbejdet.

Måske kunne man koge de skriftlige krav ind til benet, så fokus er på dybde frem for på bredde.

Marie Trier, lærer
Rødovre Gymnasium

Når man nu er blevet gymnasielærer, fordi man godt kan lide mennesker (og fordi man godt kan lide at høre sig selv tale), så er det også barsk at tilbringe 10-15 arbejdstimer om ugen sammen med en bunke opgaver. Men måske er det ikke så barsk, hvis man synes, det giver mening?

Min vej ud af mørket er minimal marking og meget konkret formativ feedback, fokuspunkter i afleveringerne og elev-logbøger. Men skal jeg se sandheden i øjnene, så er det kun de elever, der gider faget, som virkelig rykker skriftligt. En række elever sidder tilbage og har fået fra meget lidt til absolut intet ud af den feedback, jeg ellers har været så grundig med. Og så ryger meningen i allerhøjeste grad.

Så hvad gør vi? Hvordan får vi det her tidsrøveri til at gå op i en højere enhed? Hvem er det præcis, der vinder ved at overbebyrde eleverne med afleveringer, de sjusker eller snyder med, fordi de ikke har tid til at fordybe sig, sådan at lærerne kan blive overbebyrdet med rettearbejde, som eleverne måske alligevel ikke får noget ud af?

Den danske gymnasieskole kan selvfølgelig bare skrive sig - eller snyde sig - direkte ind i den sproglige afblomstring, der ses f.eks. blandt danske journalister, der i bedste fald er sprogligt uopfindsomme og i værste fald begår deciderede fejl, når de skriver (og taler, for den sags skyld).

Men måske kunne man faktisk gøre noget ved denne deroute. Når man nu alligevel forhåbentlig skal til at afskaffe (eller ‘fjerne’, som det hedder på vissent dansk) grundforløbet, så kunne man måske kigge på resten af pakken også? Måske kunne man overveje, hvilken form for hjertemassage gymnasieskriftligheden har brug for for at overleve? Måske kunne man sigte mod reel fordybelse. Måske kunne man stykke et gymnasieforløb sammen, der motiverer eleverne til at arbejde for at forbedre sig og formulere sig mere præcist i alle fag. Måske kunne man få rettearbejde og formativ feedback kørt ind i en meningsfuld sammenhæng. Måske kunne man koge de skriftlige krav ind til benet, så fokus er på dybde frem for på bredde. For elevernes skyld. For lærernes skyld. For sprogets skyld.