Skal man være en venstreorienteret Bourdieuhippie for at være gymnasielærer? Hvem definerer egentligt det rigtige uddannelsessyn?

Akademisk frihed er selve fundamentet for sand objektiv viden. Det er friheden til at forske, undervise og formidle sin viden, uden restriktioner og politiske indgreb. Men den akademiske frihed er under pres.

En inklusionsmåling på Københavns Universitet har vist, at 39 procent af de studerende, der definerer sig som tilhørende en politisk minoritet, oplever, at de ikke kan være sig selv på studiet. Dertil kommer, at 46 procent af de studerende, som ikke deler flertallets politiske holdninger, ikke tør sige deres mening i gruppediskussioner og undervisning. Især borgerlige studerende beretter om chikane på statskundskab.

Undersøgelsen på KU har startet en yderst berettiget debat om, hvilke politiske holdninger der er plads til på en uddannelsesinstitution.

Men i virkeligheden afspejler undersøgelsen også en større videnskabsteoretisk afhandling om, hvilken diskurs man skal tilgå videnskabelige problemstillinger med? Eller sagt på en anden måde: Hvem definerer det rigtige uddannelsessyn?

Derfor er det ikke kun på universiteterne, at vi bliver nødt til at forholde os til problematikken. I gymnasiesektoren og i den øvrige undervisningssektor findes der ligeledes en dominerende diskurs, der definerer, hvilket uddannelsessyn der er det rigtige. Og det er ikke at være liberal. Men hvorfor egentligt ikke?

I uddannelsessektoren er der en tendens til, at en overvægt af venstreorienterede, via deres majoritet, dikterer, at deres uddannelsessyn er det rigtige? Som en studerende skrev i en fritekstkommentar i KUs undersøgelse: ”Der er lidt en tendens til, at man skal have de rette politiske holdninger (især venstreorienteret, klimaorienteret, vegansk), for at være en del af det sociale.” Men hvordan er man dog endt i den situation?

Forklaringen ligger i en gammel uløst fejde om, hvilket menneskesyn der er godt. Og af en eller anden årsag har venstreorienterede en arrogant selvopfattelse om, at de er de gode, og vi andre per se er onde.

Den amerikanske økonom og historiker Deirdre McCloskey har beskrevet den fastlåste fejde på følgende måde: Venstreorienterede mener, at højrefløjen er ond. Derfor er der intet incitament for at kommunikere med os. Højrefløjen mener, at venstrefløjen tager fejl i dens analyser og vil gerne kommunikere med de venstreorienterede. Den dialog kan man godt skyde en hvid pind efter, fordi venstrefløjen er overbevist om sin moralske overlegenhed.

Hvorfor de har ret, har jeg aldrig forstået, og hvorfor vi er onde, er ligeledes fremmed for mig.

Det er dog klart, at der blandt gymnasielærere eksisterer en misforstået konsensus om, at man bør være venstreorienteret eller radikal. Jeg er f.eks. direkte mod omfordeling i den offentlige sektor og tror på, at konkurrence er godt: Gymnasier skal kunne gå konkurs, løn gives ud fra kvalifikationer og eleverne er autonome individer. Det gør mig måske uenig med flertallet, men ikke til en dårligere underviser eller ond.

Derfor er en lignende inklusionsmåling blandt ansatte på danske gymnasier tiltrængt for at afdække, om politiske minoriteter føler sig diskriminerede. Men det sætter GL sig højst sandsynligt imod – på samme måde som de heller ikke ville undersøge omfanget af selvcensur blandt gymnasielærere. De er bange for resultatet.

Vi kan starte med at se på hinanden til det næste PR-møde og så spørge ud i rummet: Tør du sige din mening, selvom den ikke flugter med det gængse uddannelsessyn, der er på dit lærerværelse?

At nogle undervisere lader deres politiske syn skinne igennem og danne konteksten om de værker, der skal arbejdes med, er efter min mening uprofessionelt. Undervisningslokalet skal være blottet for enhver politisk eller religiøs farvning.

Min personlige mening som underviser skal blive ude af klasseværelset, når vi taler politisk filosofi. Eleverne skal på ingen måde kunne gætte sig til, om jeg favoriserer John Rawls, Thomas Hobbes eller Karl Marx. Analysen ligger hos de studerende.

Undervisningens formål må til hver en tid være sand objektiv viden, der danner konteksten for studie- og arbejdsmiljøet. Dermed bør den metodiske tilgang til, hvordan vi arbejder med akademiske problemstillinger, være normgivende for den akademiske frihed, enhver uddannelsesinstitution bør nyde.

Og dermed defineres min filosofiundervisning heller ikke ud fra, at jeg er liberal – en frihed, mine elever nyder.