Problemer med SRP-censur?
Det er ret fascinerende, hvordan man hvert år hører historier om, at SRP-censorer bedømmer opgaverne radikalt anderledes end de to vejledere. Det forekommer heldigvis forholdsvis sjældent, men det sker alligevel hvert år. Bizarre vurderinger, hvor vejlederne er enige om, at opgaven ligger til 12, og censor så spiller ud med et lille 02-tal?
Det modsatte gør sig nok også gældende. Man hører bare ikke så tit om det.
Det er ret mærkeligt, at der blandt fagpersoner kan være så stor spredning i opfattelsen, af hvordan en opgave skal vurderes?
Det, at den slags historier optræder hvert år, rejser nogle principielle spørgsmål omkring elevernes retssikkerhed i forhold til SRP-karakteren. For, som jeg forstår det, så må rektor, hvis censor og vejleder ikke kan enes og derfor indgiver dissens, give gennemsnittet mellem de to karakterer. Hvis dette gennemsnit ligger og vipper mellem to karakterer, så afgøres karakteren i retning af censors vurdering.
Umiddelbart kan det lyde meget retfærdigt, men på den anden side, så har man to fagpersoners vurdering af en samlet opgave over for en censor, som (i de fleste tilfælde) kun kan vurdere opgaven ud fra sit eget fags præmisser. I sin konstruktion er den model potentiel uretfærdig. For hvordan kan censor vurdere opgaven samlet set? Dertil kommer der de faglige uenigheder, strømninger og personlige kæpheste, som tilsyneladende stadig præger enkelte i censorkorpset.
Inden det kommer til at lyde som om, jeg skyder på det samlede SRP-censorkorps, så anerkender jeg naturligvis, at langt de fleste censorer går til deres opgave med seriøsitet, professionalisme og oprigtighed. Langt de fleste vejledere har gode og produktive samtaler med censor, hvor karakteren afgives i enighed, og hvor for-og-imod er afvejet i mindelighed.
Men selv i de situationer, hvor vejleder og censor har en produktiv samtale, kan elevens retssikkerhed være i fare. For uanset hvor godt ens vejlederkollega har klædt en på, så kan det være umådeligt svært at følge censors argumentation i et fag, som man ikke selv har. Jeg har siddet med en matematikcensor, som havde mange tilsyneladende gode argumenter for at opgaven skulle vurderes sådan og sådan. Argumenter som jeg overhovedet ikke forstod med min humanistisk drejede hjerne.
Så spørgsmålet er, om man ikke burde omstrukturere SRP-censuren, så den ligner censuren i skriftlig dansk. Altså en model, hvor to censorer vurderer opgaven uafhængigt af vejlederne. Det er måske en dyrere model, men det vil fritage vejlederne for en problematisk dobbeltrolle, hvor de skal være loyale overfor den vurdering, de har foretaget sammen med censor, som de måske ikke er helt enige i, og derfor ikke kan rådgive eleven sagligt i forhold til muligheden for at klage over vurderingen.
Et alternativ kunne være, at man holdt telefonmøder, hvor begge vejledere taler med censor. Det vil afhjælpe problematikken, hvor den ene vejleder har svært ved at følge censors argumentation i det andet fag. Problemet med denne model vil til gengæld nok være, at sådanne telefonmøder kan trække unødigt ud. Som det er nu, så gør mange det, at hvis uenigheden mellem vejleder og censor er for stor, så afbryder man voteringen og vender tilbage til sin kollega. Det løser måske nogle uenigheder, men umiddelbart har jeg personligt fundet det svært at videreformidle de argumenter, som censor har fremført – igen fordi jeg ikke har vedkommendes fag. Denne model vil også give problemer i forhold til vejledernes mulighed for at rådgive eleverne om deres klagemuligheder.
Jeg ønsker naturligvis ikke et system, hvor elever klager i flæng. Men i de situationer, hvor vejlederne siger 12 og censor siger 02, er det ubehageligt for vejlederne at være fanget mellem følelsen af en påtvunget kollegial loyalitet overfor en censor, som de er voldsomt uenige med, og så en elev, de gerne vil hjælpe. I eksemplet med skriftlig dansk, så er det kutyme, at en utilfreds elev får sin lærer til at læse eksamensstilen igennem, som derefter rådgiver eleven om muligheden for at klage.
Så måske er det på tide, at der bliver kigget på SRP-censurens opbygning i gymnasiet. Det kunne nok være i alles interesse.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode