Omsorgstræthed ER en ting på ungdomsuddannelserne! Er et job på en ungdomsuddannelse så et omsorgsarbejde?

Måske er vi allerede i gang med at tale om jobbet på en ungdomsuddannelse som et omsorgsarbejde, når vi taler om:

• Unge og mistrivsel
• Klassisk udsathed og ny udsathed
• Røde, gule grønne klasser
• Nye elevtyper og den ny udvidede / inkluderende lærerrolle

På Ørestad Gymnasium er vi ikke de eneste, der taler om det, og måske bliver det en løbende debat fremover, på OEG, og på ungdomsuddannelser generelt. Bliver “den ny lærerrolle” og “omsorgskapacitet” en del af jobbeskrivelsen, ansættelsessamtalen og MUS-samtalen?

Andre i vores omverden forholder sig også til denne debat, og på GL’s digitale blad Gymnasieskolen.dk finder man artikler om emner som “høje følelsesmæssige krav” og “sekundær traumatisering” med bl.a.  disse overskrifter:

• Træt af omsorg
• En gymnasielærer skal nu være en folkeskolelærer 
• Lærerens sociale kompetence er vigtigere end nogensinde
• Psykolog advarer: “Elevernes kriser kan vandre videre til lærerne”

Psykolog Dorthe Birkmose har beskæftiget sig med begrebet omsorgsarbejde i sine to bøger: “Når gode mennesker handler ondt” og “Mennesket ER motiveret”, og Birkmose har to gange været på besøg i Brinkmanns Briks under overskrifterne “Bliver man ond af at være sød?” og “Jeg har prøvet alt og intet virker”. Hos Birkmose er der relevant  inspiration at finde for ungdomsuddannelsernes ansatte og ledere, der gerne vil blive klogere på begrebet “omsorgstræthed”. For noget tyder på, at fænomenet ikke kun opstår hos pædagoger, psykologer, SOSU’er, sygeplejersker og mange andre, der arbejder med mennesker i det traditionelle omsorgsarbejde. I følge krise- og organisationspsykolog Rikke Høgsted er “sekundær traumatisering” et fænomen, der også kan påvirke ansatte med høje følelsesmæssige krav, som undervisere og ledere på ungdomsuddannelserne, ikke mindst, da lærere ofte arbejder i et “solistfag”.

Birkmose har undersøgt fænomenet “omsorgstræthed” i den “traditionelle omsorgssektor”, men flere centrale pointer fra Birkmoses arbejde kan også være vigtige og relevante for os på ungdomsuddannelserne.

Om gymnasielærerjobbet som omsorgsarbejde
Noget tyder på, at der på ungdomsuddannelserne findes nogle nye elevtyper, der, måske på grund af SoMe og eftervirkninger af Corona-lockdown, kræver mere omsorg end tidligere, på tværs af køn og diagnoser, blandt ressourcestærke elever og elever fra ikke-akademiske hjem, rige og fattige, klassisk udsatte og ny-udsatte, og at disse højere følelsesmæssige krav om omsorg kan føre til omsorgstræthed blandt ansatte. Mange ansatte tillægger deres job stor meningsfuldhed og vil gerne gøre det rigtigt godt med alle gode intentioner, men faktisk er de færreste trænet i den type “omsorgsarbejde”, der kan møde dem, og når en elev med “en funktionel lidelse” igen besvimer i armene på en, eller en konflikt optrapper, og man må afbryde undervisningen, siger mange derfor helt legitimt:

“Det her er ikke, hvad jeg meldte mig til” eller “Jeg er slet ikke uddannet til det her”.

Når vi oplever elever, der ikke har “knækket koden” og ikke virker klar til gymnasiet, kan vi som ansatte tænke og føle, at vi “har prøvet alt og intet virker”, og så kan vi, som Birkmose påpeger, glemme, at selvom vores elever rent faktisk ER motiverede for at gå i skole og lære noget, (jvf Birkmoses seneste bog “Mennesket ER motiveret”), så er deres “råderum” for lille og deres “barrierer” for store i forhold til at gøre det, der skal til for at klare sig godt i gymnasiet og lære dét, som VI gerne vil lære dem, OG det som DE gerne selv vil lære, men har svært ved. (Ligesom alle mulige andre borgere, brugere, patienter, klienter har svært ved at gøre det, som deres læger, terapeuter, lærere siger til dem.)

Denne type omsorgsarbejde, og dét, at man udfører arbejde, som man ikke er uddannet til eller trænet i, kan tære på de ansatte og kan ende med at udtømme den ansattes omsorgskapacitet og dermed også den kapacitet, som man har brug for efter arbejde, derhjemme, til familien, og til omsorg for sig selv.

En udtømning af de ansattes omsorgskapacitet kan, i mangel af en bedre copingstrategi, føre til, hvad Birkmose kalder “forråelse”, som viser sig ved at ansatte kan komme til at tale hårdt og nedladende til og om eleverne, og dette kan føre til dårligt psykisk arbejdsmiljø og trivsel for både ansatte og elever (fravær, manglende fastholdelse mm.)

I følge GL’s udgivelse “Professionel kapital på gymnasieuddannelserne- en håndbog”, fra 2024, s. 50, er “høje følelsesmæssige krav” i arbejdet som underviser en stigende udfordring i sektoren, og det faktum, at håndbogen introducerer “høje følelsesmæssige krav” som en del af en ny spørgeramme viser, at undervisere, der bringes i krævende følelsesmæssige situationer i deres arbejde, er et nyt og relevant fænomen.

Med høje følelsesmæssige krav menes der, “evnen til at rumme og sætte sig ind i andre menneskers følelser og tænkning, samtidig med, at man tilpasser sin egen adfærd til andres behov” (Professionel kapital på gymnasieuddannelserne- en håndbog”, 2024 s. 50)

Undervisere er mennesker, der arbejder med mennesker, og skal derfor kunne rumme elever, der har det psykisk svært og kunne håndtere konflikter, der opstår i klasserummet pga. vrede eller utilfredse elever.

De stigende følelsesmæssige krav til underviserne øger risikoen for sygefravær, udbrændthed, depression og stress. Der tales om den stille risikofaktor, som betragtes som et vilkår i jobbet som underviser.

For at støtte underviserne anbefales, at skolerne kortlægger:

• I hvilke situationer møder underviserne høje følelsesmæssige krav
• I hvilken grad er medarbejderne klædt på og støttet til at håndtere kravene
• Er der brug for særlige kompetencer, der kan styrke medarbejderen i arbejdet med håndtering af de høje følelsesmæssige krav
• Hvordan kan ledelse, team, kollegaer, studievejleder støtte lærerne i dette arbejde

Den gode nyhed fra Birkmoses arbejde i omsorgssektoren er, at et alternativ til “forråelse som copingstrategi” er faglighed! Ikke mere dybdefaglighed (fag-faglighed), ikke mere “to fag og et pædagogikum”, men mere breddefaglighed, dvs mere af dét, som vi måske allerede er i gang med at definere som den ny lærerrolle.

Om vi vil, eller ej, kommer vi på sigt nok ikke udenom “den ny lærerrolle”, men som Hans Elgaard Mogensen, fra Aarhus Katedralskole indsigtsfuldt argumenterer  i et indlæg på gymnasieskolen.dk: “… det giver ikke meget mening, at gymnasielærere ud fra egne værdier og standarder skal afgøre, hvornår en opgave (omsorgsopgave, red.) er løst tilfredsstillende.”

Sagt med andre ord: Det stigende behov for (professionel) omsorg blandt eleverne er et vilkår (ikke kun på OEG og blandt vores “elevtype”), og kræver noget mere eller noget andet af lærerne, …, men “Hvad er for lidt?”, “Hvad er for meget?” “Hvad er godt nok?”, og hvem bestemmer og definerer, hvordan og hvor meget “omsorgsopgaven” skal løses?

Vi skal ikke alle være terapeuter, coaches og behandlere, socialpædagoger og folkeskolelærere. Gymnasiet er ikke et behandlingssted, og man kan ikke hjælpe alle. Men alle kan hjælpe nogen, og det bør være en del af en ansættelse på en ungdomsuddannelse at vide, hvad man gør og hvordan, når eleverne oplever lidelse, der ikke har med faget at gøre.

Her vil det være meget gavnligt for ungdomsuddannelserne, at vi alle, ansatte og ledelser, går med på præmissen om, at det at undervise, udover selvfølgelig at være et vigtigt vidensarbejde, også er et vigtigt omsorgsarbejde, som også kræver sin egen form for faglighed, en faglighed, der mangler udvikling, og hvor der er plads til forbedring, netop fordi vi i sektoren har negligeret at definere vores lærerjob, som dét, det også er, nemlig et omsorgsarbejde.

Dorthe Birkmoses argument er, at mere uddannelse i breddefaglighed er en modstrategi mod forråelsen, det vil sige uddannelse i at håndtere det omsorgsarbejde, som man er ansat til. Det kræver dog, at man starter med at definere det som netop dét, et omsorgsarbejde.

Jo før vi anerkender lærerjobbet som et omsorgsarbejde, jo før kan vi komme i gang med at uddanne ansatte på ungdomsuddannelserne til mentalt at kunne håndtere den del af jobbet, der ikke handler om vores to fag og vores pædagogikum og om at sekvensere og differentiere og lave Cooperative Learning, men at kunne håndtere elevernes lidelse med medfølelse (compassion, at føle med og kunne forstå baggrunden) frem for medlidenhed (at lide med, uden at kunne forstå).

Der er en grund til, at GL udbyder kurser i compassion, og at man i omsorgssektoren længe har tilbudt compassion-kurser til de ansatte omsorgsmedarbejdere.

Relevante spørgsmål i den debat, som dette nok vil og bør føre til, kan være:

• Hvad vil vi som skole?
• Hvad vil “lederen”?
• Hvad vil “ledelsen”, rektor og resten af ledelsen?
• Hvad vil de ansatte?
• Hvad er forskellige positioner blandt de ansatte, og hvad vil vi som minimum / maximum?
• I hvilken grad er det ok ikke at ville arbejde med den ny lærerrolle?
• I hvilken grad er det ikke ok at arbejde for meget med den ny lærerrolle?

Vi vil herfra opfordre til, at man på ungdomsuddannelserne, i sektoren, og på den enkelte skole, ledere og ledelser, ansatte lærere og vejledere, DG og GL, sammen, og måske inspireret af Birkmoses arbejder, finder gode måder at definere behovet for denne nye faglighed, så det ikke bliver “random”, hvad vi tilbyder, og hvad eleverne møder, men at “den ny lærerrolle” bliver bygget op om en konsistent professional faglighed i hele vores organisation, på praktisk og teoretisk pædagogikum og på alle ungdomsuddannelser, landet over. Ligesom elever jo, selvfølgelig, oplever at møde en konsistent professionel faglighed i den fag-faglige undervisning landet over!

For os at se er denne debat om omsorg central for ungdomsuddannelserne, fordi den hænger tæt sammen med ansattes psykiske arbejdsmiljø og trivsel, hvilket igen er forbundet med hele sektorens evne til at tiltrække og fastholde ansatte OG elever!

På den enkelte skole og på ungdomsuddannelserne som sådan kan vi ikke tillade os at lurepasse og vente på den næste lærerforsamling eller på, at ministeriet / styrelsen / konsulenterne melder noget ud.

Fremtiden er nu! Og vi har brug for denne samtale nu, for selv og sammen at opfinde de nødvendige løsninger på ungdomsuddannelserne.

Vi håber, at alle med ungdomsuddannelserne på sinde vil gå konstruktivt ind i denne vigtige debat.

Hanne Lillemose Sørensen, lektor og arbejdsmiljørepræsentant, Ørestad Gymnasium

Morten Smith-Hansen, lektor, Ørestad Gymnasium