Det er jo eleverne, der er vores arbejdsmiljø! Refleksioner i forlængelse af Trivselskommissionens rapport

”Jeg føler ikke, at den tekst, du har givet os, er relevant for mig, for den handler jo om Gambia, og vi skal til Ghana på studietur, derfor har jeg ikke læst den.

Nogenlunde sådan sagde en elev i en af mine timer for ikke så længe siden. Eleven ville mig ikke noget ondt, og er en type, hvor man ofte får tingene serveret lidt ”råt og konkret”.

Selv om jeg selvfølgelig ikke lod mig mærke med det i situationen, gik udsagnet mig dog på efterfølgende. Jeg oplever nemlig flere og flere elever, som ikke rigtigt har lært, hvordan man agerer og opfører sig ordentligt og læringsparat i undervisningsrummet, og den konkrete situation blev derfor endnu en lille dråbe malurt i et ”psykisk arbejdsbelastnings-bæger”, som jeg kan mærke for alt i verden ikke må blive for fyldt. Og med det in mente ved jeg selvfølgelig også fra mit arbejde i GL, at jeg er privilegeret, og at mange kolleger kan opleve endda langt hårdere konfrontationer og konflikter med eleverne, end det jeg var udsat for i denne undervisningstime.

Det psykiske arbejdsmiljø er en hjørnesten i GL’s arbejde. Og der er meget på dagsordenen i disse år, for lærerne er under pres, og det kan ofte være svært direkte at anvende den gængse arbejdsmiljøforskning i forbindelse med gymnasielærerarbejdet. Det skyldes, at vi er relativt selvledende og bestrider et job, som i meget høj grad er individuelt. Selvfølgelig har vi vores gode og støttende kolleger i pauserne i personalerummet, men vi glemmer ofte, at det i praksis er vores elever, der i virkeligheden definerer vores arbejdsmiljø. En lidt slidt, men stadig meget rammende og gyldig metafor i arbejdsmiljøforskningen lyder, at ”vi er hinandens arbejdsmiljø”, og vi må desværre konstatere, at når gymnasielærerne i stigende grad oplever arbejdet som sværere, hårdere og mere stressende, er en væsentlig men måske lidt overset årsag, at eleverne er blevet langt dårligere forvaltere af vores fælles arbejdsmiljø, end de var tidligere – og i et relativt individuelt gymnasielærerjob rammer denne udvikling os hårdt.

Trivselskommissionen har netop offentliggjort deres anbefalinger, og de er tiltrængte og relevante i denne kontekst. I anbefaling 17 (som er den anbefaling, der mest direkte vedrører ungdomsuddannelserne) står der følgende: 

Styrket karakterdannelse er en central forudsætning for trivsel hos alle børn og unge. Ved karakterdannelse forstås tro på egne evner, vedholdenhed, ansvarsfølelse, selvregulering og nysgerrighed samt evnen til at deltage i og tage ansvar for og forpligte sig i fællesskaber. Karakteristika, som forskning adresserer som vigtige for trivsel.

Anbefalingen sætter i mine øjne fingeren på et meget ømt sted og rammer direkte ned i en væsentlig del af problemerne, der er forbundet med vores psykiske arbejdsmiljø som gymnasielærere. Mangle elever mangler simpelthen i for høj grad evnen til ”selvregulering”, ”vedholdenhed” – det er simpelthen ikke blevet trænet – og deraf udspringer bl.a. også den koncentrations- og læsekrise, som mange af os oplever hos eleverne i dagligdagen. Hertil skal lægges, at eleverne forventer en udpræget grad af individuel behandling og hensyntagen, hvilket de selvfølgelig også i et eller andet omfang har ret til, men et for individualiseret klasserum kolliderer netop med de forpligtende læringsfællesskaber og den almene dannelse, som er så afgørende for vores undervisning, og for vores samfund generelt. 

Mange problemer opstår også i familierne i en lidt for ”forhandlingspræget” og rammeløs opdragelse, hvilket Trivselskommissionen også påpeger. Opdragelsen må og kan ikke alene foregå i klasseværelset, og når de unge mennesker stadig mangler opdragelse i gymnasiealderen, står det virkelig skidt til! Og så har jeg endda slet ikke åbnet hele diskussionen om skærme og sociale medier – den er så stor, at den skal tages for sig. Desværre synes jeg, at Trivselskommissionens afrapportering svigter lidt og mangler ambitioner, når det gælder den overordnede rammesætning i samfundet, som man ikke for alvor tør tage livtag med, for hvis vi virkelig vil ændre udviklingen, så flere får det bedre, og færre har det rigtig svært, skal vi tage fat på de ting, der skaber stressede familier, øget tempo og præstationspres – og som er medskaber af koncentrationskrisen. 

Overordnet set giver Trivselskommissionens rapport imidlertid et godt grundlag for, at vi i GL kan fortsætte og forstærke arbejdet med gymnasielærernes psykiske arbejdsmiljø. Trivselskommissionens rapport er i mine øjne i lange stræk en balanceret tilbagevenden til noget, man kunne kalde et lidt mere traditionelt opdragelses- og dannelsesideal med lidt klarere rammer og tydeligere autoritet. Det er er der (også) brug for på gymnasierne, og nu har vi i GL et stærkere afsæt til at fremme vores arbejde – ikke kun for de unge menneskers skyld, men også for gymnasielærernes psykiske arbejdsmiljøs skyld.