Kerneopgaven og de kolde hænder

I mit seneste indlæg skrev jeg, at jeg næste gang ville gå tættere på et spørgsmål om, hvad vi danskere laver i Grønland – men det må vente lidt.

For jeg har haft en oplevelse i sidste uge, som jeg ikke helt kan slippe.

Jeg står foran et lokale, jeg bruger hver onsdag mellem 12 og 15.

Det er mit faste vejledningsrum. Her ved eleverne, at de kan finde mig, hvis de har brug for karrierevejledning. Der hænger et skilt på døren. Lokalet er booket i Lectio. Der er en struktur, netop for at gøre mig tilgængelig.

Men døren er åben. Lokalet er optaget.

De, der bruger det, står udenfor. Jeg forklarer, at jeg har vejledningstid, og henviser til skiltet. Svaret er enkelt: De er repræsentanter fra departementet og har fået lov til at være der.

Af hvem? Af skolen.

Og så er den sådan set ikke længere. Jeg må finde et andet lokale.

Problemet er bare, at eleverne ikke ved, hvor jeg er. Hele idéen med en fast træffetid forsvinder. Den relation og tilgængelighed, som vejledning bygger på, bliver brudt.

Og jeg står tilbage med en lidt underlig følelse af at være blevet sat uden for døren på min egen arbejdsplads.

Jeg tror, det handler om noget større.

Jeg underviser på et gymnasium i Grønland. Gymnasierne heroppe fungerer i vid udstrækning stadig efter en struktur, der minder om Danmark før OK 13 – med akkordordninger, uden direktører og bestyrelser og med en mere central økonomisk styring. Men det er ikke lutter lagkage.

Som så mange andre steder er vi underlagt besparelser og krav om at gøre mere med mindre. Der er ikke penge nok, får vi at vide. Her til jul var der hverken råd til julegaver eller en fælles julefrokost, så vi lærere endte med selv at arrangere og betale.

Alligevel er der ressourcer til at flyve kolde hænder fra departementet rundt i landet for at tale med elever om trivsel og deres alt for høje fravær. Problemet er bare, at de blåøjet forventer at møde eleverne på skolen—hvilket er vanskeligt, når eleverne netop ikke møder op.

Projekter igangsættes. Initiativer sættes i gang. Der er tilsyneladende råd til meget. Bare ikke til at passe ordentligt på lærerne. Den daglige undervisning og den nære kontakt mellem lærer og elev bliver derfor presset.

Det er et paradoks.

For det er netop i undervisningen og i relationen, at forskellen bliver gjort.

Når elever trækkes ud af timer til møder i aulaen, oplæg udefra eller andre aktiviteter, sker det ofte med gode intentioner. Men konsekvensen er den samme: undervisningstiden bliver mindre.

Og den tid er i forvejen knap.

Det er i timerne, progressionen sker. Det er her relationerne opbygges. Det er her, vi som lærere har mulighed for at gøre en reel forskel.

Alligevel behandles denne tid igen og igen som noget, der kan disponeres over til andre formål.

Episoden med samtalerummet er ikke en enlig svale. Den er et symptom.

Et symptom på en praksis, hvor andre hensyn – ofte udefrakommende – får forrang, uden at det koordineres med dem, der faktisk står med eleverne til daglig.

Det er os som lærere, der løfter kerneopgaven. Det er os, der underviser. Det er os, der har den daglige kontakt til eleverne.

Jeg er således helt på linje med det, Marie Trier for nylig skrev i et andet blogindlæg her på Gymnasieskolen: “Bedre arbejdsvilkår for lærerne kommer i både første og sidste ende eleverne til gavn” .

For undervisning kræver tid, ro og stabile rammer. Relationer kræver tilstedeværelse. Det er ikke noget, der kan skabes i fragmenterede forløb mellem møder, afbrydelser og projekter.

Man kan godt få det indtryk, at løsningen på skolens udfordringer findes i nye projekter og nye initiativer.

Måske er problemet et andet sted.

Måske handler det ikke om at gøre mere, men om at beskytte det, der allerede er skolens kerne.

Undervisningen. Relationerne. Tilstedeværelsen. De varme hænder.

Det er i hvert fald dér, jeg oplever, at forskellen bliver gjort.