“Jeg kan ikke læse grønlandsk”

Jeg havde for noget tid siden en elev, der skilte sig tydeligt ud fra sin klasse. Hun talte flydende dansk og interesserede sig for, hvad der foregik uden for Grønland. En dag blev det for meget for hende, og hun nægtede at deltage i undervisningen.

Da jeg talte med hende bagefter, fortalte hun, at hun i folkeskolen var blevet mobbet og kaldt “dansker”, selvom hun havde grønlandsk baggrund og også talte flydende grønlandsk. Nu var hun træt af hele tiden at skulle oversætte og hjælpe sine klassekammerater. Jeg kunne ikke hjælpe hende med andet end moralsk støtte. Jeg kunne ikke ændre systemet eller den rolle, hun ufrivilligt var blevet tildelt. Historien blev hængende hos mig, fordi den siger noget om et mønster, jeg møder igen og igen i Grønland: forestillingen om, at sprog ikke bare er et redskab, men også et spørgsmål om identitet og loyalitet.

For nylig havde vi forældresamtaler for de elever, der bor i byen eller i nærområdet. Flere, end jeg havde regnet med, benyttede sig af muligheden, og det var i det hele taget nogle gode og konstruktive samtaler, hvor eleverne i mange tilfælde også deltog. Alligevel var der noget, der undrede mig. Jeg er engelsklærer, og jeg ved, at flere af mine elever ikke er særligt trygge ved at tale dansk. Nogle foretrækker konsekvent engelsk, andre holder sig mest muligt til grønlandsk. Alligevel ønskede forældrene – og i enkelte tilfælde bedsteforældrene – at samtalerne foregik på dansk. Jeg kunne ikke tilbyde samtalen på grønlandsk, men næsten alle forældre talte et udmærket, ofte flydende, dansk.

I flere tilfælde endte situationen med, at forældrene reelt oversatte for deres egne børn. Forældrene forstod og talte dansk uden problemer, men eleverne havde svært ved at formulere sig og nogle gange også ved at forstå det, der blev sagt. Det var ikke enkeltstående tilfælde, men et gennemgående mønster. Det stemmer overens med en tendens, jeg ser langt ud over klasselokalet. I den ældre generation er der mange, som er reelt tosprogede, mens man blandt de unge i stigende grad ser elever, som enten ikke kan eller ikke vil formulere sig på dansk. Det er ikke en moralsk dom, men en konstatering. Problemet opstår, når man placerer denne udvikling ind i den uddannelsesstruktur, vi har i dag.

Gymnasiet er fortsat i praksis dansksproget: bøgerne er på dansk, undervisningen foregår på dansk, og eksaminerne er på dansk. Hvis man vil fastholde det nuværende faglige niveau, kræver det også dansksprogede lærere, og der findes ganske enkelt ikke nok grønlandske gymnasielærere. Midt i dette system står de elever, som faktisk kan navigere i begge sprog, og som ofte betaler en høj pris for det. Samtidig oplever jeg også igen og igen, hvor hurtigt vi alle sammen kommer til at forbinde sprog med bestemte forestillinger om mennesker. Vi forventer, at folk taler bestemte sprog ud fra, hvordan de ser ud, hvor de arbejder, eller hvad vi tror deres baggrund er. Og måske er det netop dér, noget af problemet begynder: når vi gør sprog til en slags identitetsmarkør, som mennesker hele tiden bliver målt på.

Det slog mig for alvor en dag nede i Akiki, Grønlands svar på Netto. Jeg var nede for at købe lidt ind til weekenden. Som tidligere københavner med hang til IPA er det ikke altid helt let hernede i Sydgrønland. Alkohol er dyrt, og udvalget er begrænset. Men jeg har fundet en favorit: en session IPA på fire procent, som kan købes relativt billigt (25 kr.), fordi den holder sig under en afgiftsgrænse. På skrift hedder den Nittaalaq. Udtalen er noget i retning af “ni-taaaar-lek-hrr”, hvor det sidste nærmest foregår nede i halsen på en måde, som mit danske ophav ikke helt har forberedt mig på.

Der stod en ekspedient bag kassen, som jeg ikke havde set før. En stor gut med vildt, sort hår. Jeg stod et øjeblik og vurderede, om dansk eller engelsk ville fungere bedst, men valgte dansk. Det fungerede egentlig perfekt. Han forstod alt, hvad jeg sagde. Jeg spurgte til nogle vine og forskellige ting bag disken, fordi al alkoholen står bag kassen, og det hele gik fint. Lige indtil jeg skulle have min IPA. Problemet er, at ekspedienterne ikke plejer at vide, hvad IPA er, og at jeg stadig har svært ved udtale Nittaalaq. Jeg prøvede et par gange, men han forstod det ikke. Til sidst forklarede jeg bare, at det var de blå dåser nederst til venstre.

“Ahh,” sagde han, og så var problemet løst. Men fordi jeg stadig gerne vil lære at sige det rigtigt, spurgte jeg ham bagefter, hvordan han selv udtalte det. Han grinede og svarede på dansk: “Det ved jeg ikke, jeg kan ikke læse grønlandsk.”

Bagefter fandt jeg ud af, at han sandsynligvis var fra Filippinerne, ligesom flere af de andre ansatte i Akiki. Og de taler jo typisk engelsk. Men på en eller anden måde havde jeg alligevel automatisk placeret ham i en bestemt kategori inde i hovedet på mig selv. Jeg havde set en mand bag kassen i et grønlandsk supermarked og ubevidst forventet, at han selvfølgelig kunne grønlandsk. Men hvorfor egentlig? På mange måder passer han jo slet ikke ind i de kategorier, vi normalt arbejder med, når vi taler om sprog i Grønland. Måske er han filippiner, måske har han lært dansk et helt andet sted, måske taler han flere sprog, end jeg gør. Jeg ved det ikke. Og det er vel netop pointen. Virkeligheden passer ofte dårligt ned i de sproglige og kulturelle kasser, vi forsøger at placere mennesker i.

Lige nu er der over 2.000 personer fra Asien i Grønland, typisk fra Thailand eller Filippinerne. De tæller som udenlandske statsborgere, i modsætning til danskere som mig selv, der er, som grønlænderne, statsborgere i samme rigsfællesskab. Og der bliver sandsynligvis kun flere i fremtiden. I praksis er filippinsk og thailandsk arbejdskraft allerede blevet en helt central del af servicebranchen i Grønland. Man møder det særligt i restauranter og supermarkeder. Men selv den lokale afdeling af Blue Water her i Qaqortoq bliver drevet af filippinere. Det samme gælder mange af de lavtlønnede jobs, for eksempel rengøring, som det ellers kunne virke oplagt at besætte lokalt.

Det rejser selvfølgelig et oplagt spørgsmål: hvorfor rekrutterer man arbejdskraft fra Filippinerne og Thailand i et samfund, hvor der stadig findes arbejdsløshed blandt grønlændere? Det er en længere historie, men noget af forklaringen handler om ønsket om stabil arbejdskraft. Jeg har fået fortalt af en lokal butikschef, der selv er filippiner, at de faktisk gerne vil ansætte grønlændere, men at folk også skal møde til tiden og møde stabilt op. Derfor bliver udenlandsk arbejdskraft nogle steder set som nødvendig for at skabe en stabil kerne af medarbejdere, man kan regne med i hverdagen. Vi ser det samme i industrien. Royal Greenland har været nødt til at hente kinesisk arbejdskraft ind til fabrikkerne. Ikke fordi man ønsker udenlandsk arbejdskraft frem for lokal, tværtimod; men fordi virksomhederne har brug for medarbejdere, som møder på arbejde hver dag.

Det bringer mig til dokumentaren “Flugten fra Grønland”, som jeg så for efterhånden mange år siden, men som jeg siden ofte er vendt tilbage til. I dokumentaren stiller en folkeskolelærer et meget enkelt spørgsmål i forbindelse med planerne om de dengang nye universitetsbygninger i Nuuk: Det er jo fint nok at bygge dem, men hvem skal gå der? Spørgsmålet ramte dengang, og det rammer stadig. Hvis folkeskolen i praksis er grønlandsksproget, og gymnasiet i praksis er dansksproget, hvem er det så, man forestiller sig, der skal tage springet? Hvem er gymnasiet egentlig for?

Sådan som systemet er indrettet nu, risikerer man at skabe et gymnasium, der reelt er forbeholdt en to- eller flersproget elite, ofte koncentreret i Nuuk – og deres børn. Unge i byer uden for Nuuk, hvor danskkundskaberne i folkeskolen ofte er begrænsede, får ikke samme muligheder. De bliver hægtet af, ikke på grund af manglende evner eller motivation, men på grund af sprog. Den historie står ikke alene. Jeg kender flere grønlændere, som er vokset op her, taler grønlandsk og har boet i Grønland hele deres liv, men som er flyttet til Danmark. Ikke fordi de ikke føler sig grønlandske, men fordi de er trætte af den diskurs, de oplever derhjemme. En diskurs, hvor alt skal være på grønlandsk, og hvor det at være dansksproget grønlænder let bliver gjort forkert.

Jeg har også grønlandske venner, som er blevet kaldt “danskere” i nedsættende forstand, fordi de i offentlige debatter forsvarer forbindelsen til Danmark eller det danske uddannelsessystem. Diskussionerne foregår ofte på grønlandsk, men deres loyalitet bliver alligevel draget i tvivl.

Måske er det netop dér, den grønlandske sprogdebat nogle gange kører fast. Ikke fordi grønlandsk ikke er vigtigt – selvfølgelig er det det – men fordi sprog alt for ofte kommer til at fungere som en test af, hvem der er “rigtig” grønlandsk, hvem der hører til, og hvem der ikke gør. Men et moderne samfund kan ikke bygges på sproglig mistænkeliggørelse. Et lille land som Grønland har tværtimod brug for mennesker, der kan bevæge sig mellem sprog, kulturer og verdener uden konstant at få deres loyalitet sat under lup.

Jeg tror ikke, Grønlands udfordring er, at der findes for mange sprog. Problemet opstår først, når mennesker bliver reduceret til deres sprog. For så bliver grønlandsk, dansk og engelsk ikke længere redskaber til at forstå verden og hinanden, men markører for, hvem der hører til. Flersprogethed burde være en styrke, ikke et identitetsproblem. Og måske burde spørgsmålet i sidste ende ikke være, om folk er grønlandske nok, danske nok eller noget tredje, men om vi kan skabe et samfund, hvor mennesker ikke hele tiden skal bevise deres tilhørsforhold gennem det sprog, de taler.