Hvorfor underviser du ikke bare på grønlandsk?

En dag skrev en dansk kollega til mig og spurgte, hvorfor undervisningen i Grønland ikke bare foregår på grønlandsk. Det ville jo være langt mere naturligt. Og ja, i den bedste verden burde undervisning foregå på elevernes modersmål.

Problemet er bare, at den verden ikke findes.

Mange af os, der underviser i Grønland, er ansat til at undervise på dansk og engelsk. Der er generelt stor mangel på lærere – også lærere, der kan undervise i grønlandsk som fremmedsprog. I mine seks år i Grønland har det været muligt for mig at modtage undervisning en gang om ugen i sammenlagt under et år. Frivilligt, ulønnet og i fritiden, naturligvis. Sådan er realiteterne ude på kysten (dvs. uden for Nuuk). Det sætter nogle helt konkrete grænser for, hvad der overhovedet er muligt i praksis.

Det var egentlig der, mine tanker begyndte at glide et andet sted hen. For når man først står i et klasselokale, hvor sproget ikke længere er en selvfølge, begynder spørgsmålet at presse sig på: Hvorfor er det egentlig dansk – og ikke grønlandsk – der fylder så meget i det grønlandske uddannelsessystem? Og endnu mere grundlæggende: Hvorfor taler vi overhovedet dansk i Grønland?

Der er noget næsten absurd ved, at et af de mest grundlæggende spørgsmål i Grønlands nyere historie pludselig er blevet til et aktuelt politisk stridspunkt: Har Danmark overhovedet et legitimt claim på Grønland? For når Trump igen taler om at overtage Grønland, og både han og folk omkring ham samtidig sår tvivl om Danmarks ret til at kontrollere territoriet, bliver det tydeligt, hvor hurtigt historien kan blive gjort til nutid.

Trumps udmeldinger rammer ind i en gammel fortælling om tilknytning, som aldrig har været helt så selvindlysende, som den ofte fremstilles. Forbindelsen mellem Grønland og Danmark har historisk været præget af tilfældigheder, skiftende begrundelser og et magtcentrum, som ligger meget langt væk.

Grønlands ønske om større selvstændighed er langt fra nyt, og utilfredsheden med den måde, Danmark historisk har forvaltet sit forhold til Grønland på, har eksisteret i årtier. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt den debat kan blusse op igen, når relationen udefra bliver gjort til genstand for storpolitik. Også her aktiveres velkendte fortællinger, som gør det muligt hurtigt at placere ansvar, skyld og retfærdighed.

Som historielærer kan jeg ikke lade være med at se på sagen i et længere historisk perspektiv. Hvis vi holder os til den historiske tid, altså den periode, vi faktisk har skriftlige kilder fra, begynder Grønlands historie som et nordisk bosættelsesområde. Nordboere anlægger Østerbygden og Vesterbygden i middelalderen. I dag ville vi måske kalde det kolonier, men på det tidspunkt var der tale om landnam – man bosatte sig i et område, hvor der ikke allerede boede mennesker.

Disse nordboere kom ikke direkte fra Danmark, men fra Island, Færøerne og muligvis Hebriderne i det nuværende Skotland. Grønland blev senere en del af det norske kongerige, og det forblev sådan indtil nordbosamfundene forsvandt i løbet af 1400-tallet. Hvorfor de forsvandt, ved vi ikke med sikkerhed, men tilbage stod et Grønland uden europæisk bosætning.

Senere indvandrede inuit, og da missionæren Hans Egede i 1700-tallet ankom til Grønland, valgte han – af både politiske og religiøse grunde – at kalde inuit for grønlændere. Det gav ham legitimitet. Han var sendt afsted for at omvende grønlænderne til den rette kristne tro, og ved at fremstille inuit som efterkommere eller slægtninge til de gamle nordboere, kunne han hævde, at han blot genoptog kontakten til et gammelt kristent folk. Det var ikke blot en teologisk manøvre, men begyndelsen på en fortælling, der gjorde tilstedeværelsen legitim.

Om Egede reelt troede på, at der stadig fandtes nordboere i Grønland, er tvivlsomt. Men det var afgørende for hans ærinde at italesætte inuit som grønlændere, og ikke f.eks. som calaler, som de faktisk kaldes i andre kilder fra samtiden – et ord, der tydeligvis er afledt af kalallit. På den måde kunne han – og dermed også den dansk-norske konge – hævde, at Grønland var en gammel del af riget, som man både havde ret og pligt til at herske over. I virkeligheden var det i høj grad et norsk projekt, men i kraft af personalunionen blev det også et dansk anliggende.

Det er altså baggrunden for, at Danmark overhovedet bliver involveret i Grønland. I 1700-tallet er den danske konge også konge af Norge, og riget bliver i praksis administreret som én samlet politisk enhed, med København som centrum. Set fra magtens perspektiv giver det derfor mening, at Grønland bliver betragtet som en del af riget – også selvom afstanden er enorm, og forbindelsen i praksis er svag.

I denne periode bliver Grønland først og fremmest en missionsmark. Det vigtigste formål med Hans Egedes rejse og det efterfølgende engagement er at omvende befolkningen til den kristne tro. Det fremgår tydeligt af samtidens kilder, at handel ikke er et mål i sig selv, men snarere et middel. Handelen skal finansiere missionen, sikre forsyninger, skibe og forbindelsen mellem Grønland og rigets centrum. Missionen er det officielle projekt; handelen er understøttende.

Det ændrer sig gradvist. Grønlands tilknytning til Danmark bliver mere entydig efter Napoleonskrigene, hvor Danmark lider nederlag, og Norge overgår til den svenske konge. Grønland, Island og Færøerne forbliver under den danske krone. Vi befinder os stadig i et enevældigt kongedømme, og selvom der også tidligere har været danskere involveret i Grønland, har projektet samlet set haft et tydeligt norsk udgangspunkt.

Et afgørende skifte sker, da Danmark i 1800-tallet bevæger sig fra enevælde mod demokrati. Omtrent samtidig ophører Grønland med at blive betragtet som missionsmark. Missionen anses for fuldført: grønlænderne er blevet kristne. Allerede her kan man fornemme, at begrundelsen begynder at vakle. Hvis det oprindelige formål var missionen, hvad er så fortællingen nu?

I danske kilder fra 1800-tallet beskrives Grønland ofte som et samfund i forfald: normer og moral er brudt sammen, fællesskabet er svækket, og der mangler autoritet og sammenhængskraft. Set med datidens øjne opstår der derfor et nyt argument for det danske engagement. Når missionen er fuldført, og de gamle strukturer er væk, føler man sig forpligtet til at opbygge noget nyt. Og i et Danmark, der nu bevæger sig i demokratisk retning, bliver svaret netop demokrati og folkestyre. Her tager den moderne danske fortælling om tilstedeværelsen i Grønland form.

Anden Verdenskrig bliver et afgørende vendepunkt. Under krigen bliver det for alvor tydeligt, at resten af verden betragter Grønland som en dansk koloni. Det er bemærkelsesværdigt, for i danske kilder har man sjældent omtalt Grønland som en koloni i klassisk forstand. Man har ganske vist talt om kolonier i Grønland, men her har ordet haft en mere snæver betydning som handelsstationer.

Ikke desto mindre ønsker Danmark ikke at blive opfattet som kolonimagt. Derfor lykkes det – i samarbejde med den førende grønlandske politiske elite – at fremme ideen om, at Grønland ikke skal være en koloni, men en ligestillet del af Danmark. Flere grønlandske politikere formulerer på dette tidspunkt et klart mål om ligestilling. Det er denne fortælling, der realiseres i 1953, hvor Grønland bliver et dansk amt.

Netop her opstår et paradoks. For perioden efter 1953 er den, mange grønlændere i dag forbinder mest direkte med dansk kolonialisme. Forklaringen ligger i den oplevede danisering.

I denne periode ændrer skolevæsenet karakter, og dansk bliver et centralt undervisningssprog. Indtil da havde både kirke og skole været grønlandsksprogede. Men den grønlandske elite, der ønskede ligestilling, ønskede også dansk sprog og danske uddannelser. Som Augo Lynge formulerede det: Vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god, dansk borger.

Den danisering, som mange grønlændere i dag oplever som et overgreb, begyndte altså ikke som et rent dansk diktat. Den var – i hvert fald i sin begyndelse – også et grønlandsk ønske, formuleret af den politiske elite. Samtidig er det vigtigt at erkende, at det primært var denne elite, der kom til orde. Almindelige grønlænderes holdninger er svære at afdække, netop fordi de sjældent blev spurgt og sjældent fik mulighed for selv at skrive sig ind i historien.

Når man når frem til daniseringen og den rolle, dansk sprog får i skolen, bliver historien meget konkret. For den lever videre i dag – i klasselokalerne, i gymnasiet, og i den sproglige kløft, som alt for mange unge falder ned i.

Det er måske den vigtigste pointe her: at det ikke kun er et historisk spørgsmål, hvem Grønland tilhører, men et nutidigt spørgsmål, hvem der får lov til at høre til – og i kraft af hvilken fortælling.