Hvor bliver de af?

“Jeg tror, du overtænker det.”

Sådan skrev en dansk kollega til mig, efter jeg tidligere havde skrevet om sprogsituationen i Grønland og de problemer, der opstår, når store dele af uddannelsessystemet fungerer på dansk, samtidig med at mange elever er grønlandsksprogede. Kommentaren blev fulgt op af spørgsmålet om, hvorfor man ikke “bare” underviser på grønlandsk. Det var ikke bare et udtryk for uvidenhed, men også for en bestemt form for arrogance, som ofte præger diskussioner om Grønland set fra Danmark. Forestillingen om, at problemerne grundlæggende er simple, og at løsningerne derfor også må være simple.

Hvor langt den forestilling er fra virkeligheden, blev meget tydeligt i et indslag på TV2 News den 28. maj 2026 om krisen i det grønlandske sundhedsvæsen. Udsendelsen handlede om nye planer om såkaldte stafetordninger for danske sygeplejersker. Tanken er at skabe mere stabilitet ved at få danske sygeplejersker til at arbejde i Grønland i længere og mere faste perioder, fordi sundhedsvæsenet mange steder er hårdt presset af mangel på personale og høj udskiftning. Sundhedsminister Anna Wangenheim sagde direkte i udsendelsen, at Grønland har brug for “en stabil og kontinuerlig medarbejderstab”, samtidig med at hun understregede, at Grønland ikke selv kan tilføre de nødvendige kompetencer og ressourcer i tilstrækkelig grad lige nu.

Mens jeg så udsendelsen, slog det mig igen og igen, hvor meget af det, der blev sagt, lige så godt kunne have handlet om gymnasierne i Grønland. For også her forsøger man i praksis at holde centrale institutioner kørende gennem en stor afhængighed af tilkaldt arbejdskraft. Også her lever man med høj personaleudskiftning, mangel på kontinuitet og store problemer med at fastholde lokalt uddannede fagpersoner. Der bliver uddannet flere grønlændere end tidligere, men mange ender andre steder — i Danmark, i administrationen eller i andre sektorer med bedre muligheder og mindre belastning. Resultatet er, at gymnasierne fortsat er stærkt afhængige af lærere fra Danmark for overhovedet at kunne fungere.

I udsendelsen interviewede TV2 flere danske sygeplejersker, som allerede arbejdede i Grønland, og noget af det mest interessante var, hvor åbent de talte om dilemmaerne. En af sygeplejerskerne sagde blandt andet: “Der bliver faktisk færre og færre grønlandske sygeplejersker. Jeg ved ikke helt, hvor de bliver af — nogle af dem tager vist til Danmark.” Hun fortsatte med at sige, at hun “ikke rigtig kan se løsningen på det”. Det er interessant, fordi det peger på noget langt mere grundlæggende end individuelle sproglige valg. Det peger på et samfund, som i stigende grad kæmper med at fastholde lokalt uddannede fagpersoner i nogle af sine vigtigste institutioner.

En anden del af interviewet ramte også noget centralt. Sygeplejersken beskrev de spændinger, der kan opstå mellem mennesker, som kommer til Grønland udefra, og mennesker, som er født og opvokset i Grønland og taler sproget. Hun sagde direkte: “Jeg tænker ikke nødvendigvis, at det gavner samarbejdet mellem os,” og spurgte derefter, om de lokale ansatte så kommer til at tænke, at “vi skal rende endnu hurtigere end dem”. Det var bemærkelsesværdigt ærligt sagt. Ikke fordi hun kritiserede de lokale ansatte, men fordi hun satte ord på nogle forskelle i erfaring, sprog og tilknytning til arbejdspladsen, som eksisterer, men som man sjældent taler åbent om. Mange tilkaldte lærere i Grønland vil sandsynligvis kunne genkende den følelse. Man kommer udefra for at hjælpe med at holde et system kørende, fordi der konkret mangler arbejdskraft og kompetencer. Samtidig bliver man en del af en institution og et samfund, hvor man sprogligt og kulturelt aldrig helt står det samme sted som dem, der er vokset op i Grønland.

Det er også derfor, sammenligningen med Danmark ofte bliver misvisende. Når nogen spørger, hvorfor man ikke “bare” underviser på grønlandsk, forestiller de sig typisk situationen som parallel til, at en person i Danmark burde lære dansk. Men situationerne er ikke sammenlignelige. Mange tilkaldte lærere, læger og sygeplejersker er i Grønland, fordi systemerne ellers ikke ville kunne fungere. Samtidig er mulighederne for faktisk at lære grønlandsk mange steder stærkt begrænsede, især uden for Nuuk. Grønland er allerede på mange områder afhængig af arbejdskraft udefra, også i brancher hvor man umiddelbart kunne forestille sig, at det ville være lettere at rekruttere lokalt.

For nylig oplevede jeg noget, som egentlig virker banalt, men som alligevel blev ved med at sidde i mig bagefter. Jeg havde glemt at tage mad med på arbejde og tænkte derfor, at jeg ville gå ud og spise til frokost. Jeg gik ned på den lokale cafe, bestilte en pizza og satte mig til at vente. Der gik en time, uden at der skete noget. Da jeg til sidst gik op og spurgte, fik jeg at vide, at bestillingerne fra kassen ikke altid går videre til køkkenet. Det uvirkelige var ikke fejlen i sig selv. Fejl sker jo alle steder, og jeg har tidligere haft mange goder stunder i cafeen, hvor betjeningen var upåklagelig. Det mærkelige var den, i dette tilfælde, fuldstændige ligegyldighed over for, at en kunde havde siddet og ventet i en time. Jeg ser det desværre flere steder i Grønland. At tingene ganske enkelt ikke rigtig forventes at fungere ordentligt.

Og det hænger måske sammen med noget større. For hvorfor er det, man henter kinesere ind til fiskefabrikkerne? Hvorfor henter man filippinere og thailændere ind til servicefagene? Hvorfor henter man danske lærere ind til gymnasierne og danske sygeplejersker og læger ind til sundhedsvæsenet?

Det gør man, fordi store dele af systemet efterhånden ikke kan fungere uden.

Det er samtidig et paradoks, fordi de fleste grønlændere både vil have selvstændighed og også gerne vil udvikle mere turisme. Men turisme kræver netop, at ting fungerer stabilt og professionelt. At service fungerer. At transport fungerer. At mennesker møder op til tiden og bliver i deres arbejde.

Noget af det samme gør sig også gældende i folkeskolen. Man mangler uddannede lærere, undervisningen bliver dækket af vikarer eller personale uden fuld uddannelse, og hverdagen bliver præget af brandslukning i stedet for langsigtet faglig udvikling. Problemet er ikke, at de mennesker, der arbejder i systemet, gør et dårligt arbejde. Problemet er, at store dele af systemet efterhånden fungerer under konstant pres.

Konsekvenserne bliver tydelige længere henne i uddannelsessystemet. Som gymnasielærer møder man elever, der allerede tidligt har vænnet sig til aflysninger, lærerskift og en skolehverdag præget af uro og uforudsigelighed. Mange elever møder gymnasiet med meget begrænset tillid til skolen som institution, ikke nødvendigvis fordi de mangler evner eller motivation, men fordi de kommer fra et system, hvor stabilitet ikke længere er noget, man kan tage for givet. Når det bliver normalen, påvirker det selvfølgelig både faglighed, fremmøde og frafald senere i uddannelsessystemet.

Det, der langsomt træder frem, er et bredere billede af et samfund, hvor stadig flere centrale institutioner er ved at miste deres bæreevne. Når sundhedsvæsenet mangler sygeplejersker, folkeskolerne mangler lærere, gymnasierne kæmper med store faglige og sociale problemer, og store dele af arbejdsmarkedet samtidig er afhængigt af arbejdskraft udefra, så er det svært at blive ved med at betragte problemerne som isolerede fra hinanden. De hænger sammen.

Samtidig er der ved at opstå et stadig tydeligere socialt og sprogligt skel i samfundet. En mindre, flersproget elite — især koncentreret omkring Nuuk — kan navigere mellem grønlandsk, dansk og engelsk og får dermed adgang til uddannelse, administration og store dele af arbejdsmarkedet. Mens en stor del af den grønlandsksprogede befolkning i praksis får langt sværere ved at få uddannelse, stabile jobs og adgang til de institutioner, som samfundet bygger på.

Det er måske også derfor, det bliver så misvisende, når problemerne reduceres til spørgsmål om individuel vilje eller moral. For det handler ikke bare om, hvorvidt folk “burde lære sproget” eller “tage sig sammen”. Det handler om et samfund, hvor stadig flere funktioner kun opretholdes gennem hjælp udefra, samtidig med at de interne sociale og sproglige skel vokser.

Måske er det i virkeligheden det mest tankevækkende ved TV2-indslaget. At sygeplejerskerne og sundhedsministeren ikke beskriver en midlertidig krise, men et samfund, hvor store dele af velfærdsstrukturen gradvist er ved at bryde sammen.