Playing Indian  

Jeg bor og arbejder i Grønland, men jeg er ikke grønlænder. Eller rettere: I kulturel og etnisk forstand er jeg ikke grønlænder. I juridisk og statistisk forstand er jeg det sandsynligvis allerede, eftersom jeg er dansk statsborger og har boet i Grønland i mere end seks måneder. Der findes nemlig ikke noget grønlandsk statsborgerskab. Jeg kender mange ”ægte” grønlændere, og de er ikke ens. Det burde være en banal pointe, men den er åbenbart ikke så banal, når man bevæger sig lidt væk fra virkeligheden og ind i fortællingerne om, hvad det vil sige at være grønlænder.

I Danmark findes der jævnligt nogen, der taler, som om de repræsenterer alle grønlændere. Et eksempel var, da den dansk-grønlandsk sangerinde Julie Berthelsen for nogle år siden udtalte, at betegnelsen “eskimo” var racistisk og burde droppes. Hvis man læste kommentarsporet på avisen sermitsiaq.ag, fik man et andet billede. Der var mange grønlændere, som ikke følte sig krænket. Tværtimod var der flere, heriblandt tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen, der skrev, at de var stolte af betegnelsen. For dem var “eskimo” ikke et skældsord, men et andet ord for det, vi i dag kalder inuit. Samtidig er det værd at huske, at ingen med sikkerhed ved, hvor ordet oprindeligt stammer fra, eller hvad det betød, før det via fransk blev brugt om de arktiske folk. Pointen er ikke at afgøre, hvem der har ret, men hvor hurtigt vi begynder at tale om “os” og “dem”, som om mennesker var entydige og uforenelige størrelser.

Vi gør det hele tiden, både negativt og positivt, og også når vi gerne vil finde noget i “de andre”, som vi selv mangler. Det er ikke noget nyt. Tacitus gør det allerede i antikken, når han beskriver germanerne som en slags moralsk modbillede til det romerske samfund. De bliver fremstillet som enkle, ærlige og ubestikkelige — ikke nødvendigvis fordi de var det, men fordi romerne havde brug for dem som kontrast. Flere århundreder senere dukker den samme figur op hos John Dryden i skuespillet “The Conquest of Granada”, hvor helten Almanzor beskriver sig selv som “as free as Nature first made man”. Her bliver den “ædle vilde” idealiseret som et menneske, der står uden for civilisationen og derfor fremstilles som mere frit, naturligt og moralsk rent end det samfund, han spejler.

Det er svært ikke at tænke på forestillingen om “den ædle vilde”, når man læser den version af Chief Seattle’s tale, der i årevis har været brugt i engelskundervisningen. Den er næsten for perfekt: en indianerhøvding fra 1800-tallet, der taler om naturen på en måde, der passer præcist til en moderne, vestlig miljøbevidsthed. Problemet er bare, at versionen, der er brugt i engelskbøger fra 1985 og 2012, er skrevet i 1971 som del af et filmmanuskript. Det interessante er ikke kun, at teksten er blevet brugt forkert, men at den så længe har fået lov til at fungere som noget, der ligner en autentisk historisk stemme. Måske fordi den passer så godt. Den giver os en fortid, der bekræfter vores egne værdier, en “anden”, der siger det rigtige. Og når noget føles rigtigt på den måde, bliver vi mindre kritiske.

Det gjaldt også i mit eget møde med teksten. Jeg skrev til forlaget Systime og gjorde opmærksom på problemet, ikke som polemik, men som en faglig henvendelse. Jeg havde sammenlignet versioner, fundet kilden og kunne dokumentere, at teksten var fra et filmmanuskript. Svaret var ikke nysgerrighed, men henvisninger til tidligere værker, som begik den samme fejl, til “uklarhed” og til, at man ikke kan gennemgå alle kilder. Jeg skrev igen med samme resultat. Da jeg senere skrev om det i engelsklærernes fagblad, blev det trykt, men kort efter fik jeg at vide, at forlaget var utilfreds med, at indlægget overhovedet var blevet bragt. Ikke fordi det var forkert, men fordi det stod der.

Senere blev teksten ændret, så det nu fremgår, at versionen, der kan findes i ibogen ”Wider Contexts”, stammer fra et filmmanuskript fra 1971 skrevet af Ted Perry. Der fulgte ingen egentlig indrømmelse med, blot en opdatering. Det er svært ikke at læse det som en forlængelse af den samme mekanisme: Hvis en tekst passer ind i det billede, vi gerne vil have, forsvarer vi den lidt længere, end vi burde.

Det handler ikke bare om, at Systime har begået en fejl og ikke rigtig vil indrømme det. I USA bruges begrebet ”playing Indian” om en lang tradition, hvor hvide amerikanere romantiserer, performer og overtager forestillinger om “indianeren” som symbolsk figur. Pointen er, at dette især bliver muligt, efter at Native Americans ikke længere opfattes som en reel politisk eller militær trussel. Når de først er blevet marginaliseret, fordrevet eller besejret, kan majoritetssamfundet begynde at bruge dem som moralske, spirituelle eller nationale symboler i fortællinger om sig selv.

I praksis overtages Chief Seattles stemme, identitet og autoritet. Perry skriver ikke bare et filmmanuskript inspireret af en historisk tale; han skaber sin egen vestlige og kulturkristne version af Chief Seattle og lader denne figur formulere moderne værdier, som i høj grad er Perrys egne. På den måde bliver Chief Seattle reduceret til en symbolsk figur, der får lov at tale, så længe han siger det, den moderne vestlige offentlighed gerne vil høre.

Det er denne neokoloniale og racistiske proces Systime har været med til at videreføre i Danmark. Ikke som et bevidst valg, håber jeg, men som et resultat af manglende kildekritik. Forestillingen om den ædle vilde virker umiddelbart positiv, men bygger på den samme grundlæggende logik: at “de andre” først og fremmest eksisterer som projektioner af vores egne længsler, moralske fantasier og kulturelle behov. I praksis betyder det ofte, at kompleksitet, uenighed og intern variation forsvinder.

Det samme mønster genfinder man i andre historiske fortællinger. Når en fortælling passer godt til de værdier og identiteter, vi allerede har investeret i, bliver kildekritikken ofte mindre skarp. Dokumentaren ”Grønlands hvide guld” er efterhånden blevet omgærdet af så mange problemer og kontroverser, at det er værd at spørge, hvorfor den fortsat har så stor gennemslagskraft. Først faldt de økonomiske påstande fra hinanden under faglig kritik, hvorefter blev den afpubliceret. Nu viser det sig, at den internationale filmpris, som dokumentarens bagmænd og deres støtter har fejret, stammer fra det, der ifølge mediet TjekDet ligner en falsk filmfestival og et rent pengemaskine-koncept. Alligevel fortsætter flere grønlandske politikere med at rose dokumentaren og henvise til den som en troværdig fremstilling af Grønlands historie. Måske fordi dokumentaren fortæller en historie, som mange allerede gerne vil tro på. Den tilbyder en fortid, der føles genkendelig, moralsk klar og politisk anvendelig: Danmark som udbytteren, Grønland som offeret, og enhver indvending som udtryk for kolonial benægtelse.

Historikeren Sam Wineburg har skrevet om faren ved at gøre fortiden for genkendelig og bekvem. Når fortiden først og fremmest bruges til at bekræfte nutidens værdier og identiteter, holder vi op med at undersøge den kritisk. Det er muligvis en del af forklaringen på, hvorfor dokumentaren fortsat har så stor gennemslagskraft blandt grønlandske politikere og meningsdannere. Måske burde de begynde at udvise lidt mere kildekritisk sans. Især når en fortælling passer lidt for godt til det, de allerede mener.

Diskussionen bliver særlig interessant i Grønland, fordi der juridisk set ikke eksisterer noget grønlandsk statsborgerskab. Alligevel dukker ønsket om klare afgrænsninger jævnligt op i den politiske debat. Pele Broberg fra partiet Naleraq har foreslået et register over inuit-baggrund, som blandt andet skulle bruges til at afgøre, hvem der bør have stemmeret ved en fremtidig folkeafstemning om selvstændighed. Broberg henviser selv til internationale rettigheder for oprindelige folk og til ordninger som det norske Sameting. Kritikere har derimod sammenlignet tankegangen med Nürnberglovene fra Nazityskland, fordi politiske rettigheder i så fald ville blive knyttet til afstamning og etnicitet snarere end statsborgerskab og bopæl.

Men ønsket om klare kategorier handler ikke kun om, hvem der er grønlænder. Det handler også om, hvem der får lov til at tale på grønlændernes vegne. Aqqaluk Lynge, forfatter, politiker, medstifter af partiet IA og en af de mest markante skikkelser i Grønlands moderne historie, er et oplagt eksempel. I Danmark bliver han ofte fremstillet som en stemme for Grønland eller ligefrem for grønlænderne som gruppe. Det skyldes ikke mindst digtet Ode til danaiderne, der i årtier er blevet læst som et opgør med kolonialisme og dansk dominans. Men Lynge har gennem årene udviklet og nuanceret sine synspunkter. For nylig udtalte han: “Vi kæmpede ikke for selvstændighed – vi kæmpede for anerkendelse.” Samtidig har han argumenteret for, at en ensidig fokusering på løsrivelse risikerer at styrke Donald Trumps argumenter for amerikansk indflydelse i Grønland.

Det bemærkelsesværdige er, hvad reaktionerne på Aqqaluk Lynges udtalelse fortæller os. Forestillingen om den autentiske grønlandske stemme har det med at bryde sammen, så snart virkelige grønlændere begynder at være uenige med hinanden. Hvis man forventer, at alle grønlændere tænker ens om selvstændighed, kolonihistorie eller forholdet til Danmark, bliver enhver afvigelse let opfattet som et brud med identiteten snarere end som det, den faktisk er: et udtryk for politisk uenighed inden for et mangfoldigt samfund.
Det interessante er derfor ikke kun spørgsmål om jura, selvstændighed eller stemmeret. Det er, hvor stærkt ønsket om klare kategorier tilsyneladende er. Først forsøger vi at afgøre, hvem der er grønlænder. Derefter forsøger vi at afgøre, hvad grønlændere mener. Men mennesker er sjældent så entydige, som vores fortællinger om dem gør dem til. Hvem er egentlig “vi”, og hvem er “de andre”?