Broen

Jeg holder af at bo i Qaqortoq. Det er en usædvanligt smuk by med de gamle træhuse, fjeldene og havet helt tæt på og med en blanding af mennesker og måder at leve på, som jeg stadig synes er fascinerende. Her mødes fåreholderne fra bygderne, fiskerne, de offentligt ansatte og de unge, der går på gymnasiet. Byen er lille nok til, at man hele tiden møder nogen, man kender, og samtidig er den centrum for en stor del af Sydgrønland. Der er meget, der fungerer, og jeg møder hver dag mennesker, som gør en stor indsats for at få tingene til at fungere. Men der er også problemer, som er så synlige, at det er svært ikke at undre sig over, at de får lov til at fortsætte.

Et af dem ligger midt i byen. En gammel træbro forbinder to dele af Qaqortoq, men broen bliver ved med at gå i stykker. Der kommer huller i træværket, og flere gange har man forsøgt at spærre den af. Første gang blev der stillet betonklodser op. Det var ikke nok. Senere kom der en mere omfattende afspærring med træværk og plastik med symboler, der gjorde det temmelig tydeligt, at man ikke måtte gå over. Noget af plastikken er siden blæst af. Så vidt jeg har fået fortalt, har lokale borgere også på et tidspunkt selv forsøgt at reparere den. Men nye huller er kommet til, og med dem nye afspærringer.

Lokale bruger stadig broen. Det kan selvfølgelig ligne almindelig afslappethed over for en afspærring, men der er også en mere nærliggende forklaring: Broen ligger et centralt sted i byen, og folk har brug for den. Den er ikke blevet overflødig, bare fordi den er blevet farlig at gå på. Man kan sætte betonklodser op, bygge et hegn og sætte symboler på, der fortæller folk, at de skal holde sig væk, men behovet for at komme fra den ene side til den anden forsvinder ikke. Jeg har efterhånden passeret broen så mange gange, at jeg er begyndt at se den som et billede på noget større.

For broen er langt fra det eneste i Qaqortoq, der trænger til mere end en midlertidig løsning. Rundt omkring i midtbyen står huse og forfalder, nogle med smadrede vinduer og i en stand, hvor man skulle tro, at ingen længere kunne bo i dem. Alligevel bliver nogle af dem i sommerhalvåret brugt af mennesker, der ikke har noget ordentligt sted at bo. Husene står side om side med den Qaqortoq, jeg beskrev før, og som jeg tidligere har bragt billeder af her i bloggen: de gamle velholdte træhuse, fjeldene, havet og en levende by. De to billeder modsiger ikke hinanden. De findes samtidig, og det er måske netop det, der gør forfaldet så iøjnefaldende.

Det samme dobbelte billede møder man, når man ser på kommunens situation. Kommune Kujalleq har gennem en årrække haft store økonomiske problemer, og det er svært ikke at forbinde økonomien med nogle af de ting, man kan se omkring sig. Der er selvfølgelig stor forskel på et hul i en bro, et forfaldent hus og problemerne i en folkeskole, og de har ikke nødvendigvis den samme forklaring. Men de findes inden for den samme kommune, og tilsammen efterlader de et indtryk af et lokalsamfund, hvor der på flere områder mangler ressourcer til at løse helt grundlæggende opgaver ordentligt. En kommune kan imidlertid ikke lukke, fordi den mangler penge. Husene står der stadig, vejene og broerne skal stadig bruges, børnene skal undervises, og mennesker skal på arbejde. Hverdagen fortsætter.

Som gymnasielærer er det især problemerne i folkeskolen, jeg ikke kan betragte på afstand. De unge, der forlader folkeskolen, forsvinder jo ikke. Nogle af dem kommer videre til os på gymnasiet, og dermed bliver folkeskolens problemer også vores. Jeg møder elever med meget forskellige forudsætninger, og nogle har så begrænsede danskkundskaber, at det bliver en alvorlig barriere i en gymnasial uddannelse, hvor en stor del af undervisningen foregår på dansk, og hvor de samtidig skal lære engelsk. Det handler ikke om, at de burde tale mindre grønlandsk. Problemet er, at uddannelsessystemet stiller nogle sproglige krav til dem, som de ikke nødvendigvis er blevet rustet til at honorere.

En af mine elever viste mig den anden side af problemet. Hun taler både grønlandsk og dansk flydende og har derfor langt bedre sproglige forudsætninger for undervisningen end nogle af sine klassekammerater. Men det betyder også, at hun igen og igen ender med at skulle oversætte for andre. En dag ville hun pludselig ikke deltage i undervisningen. Da jeg talte med hende udenfor, fortalte hun, at hun var træt af hele tiden at skulle oversætte, og samtidig træt af at blive kaldt “dansker” af de andre, selv om hun er født og opvokset i Grønland, har grønlandske forældre og taler grønlandsk. “Nogle gange bliver det bare for meget,” sagde hun. Hun kunne godt bygge bro over den sproglige afstand, som nogle af de andre elever havde svært ved at krydse, men det burde ikke være hendes opgave at gøre det.

Og her minder folkeskolen mig på en ubehagelig måde om broen. Man kan konstatere, at den har alvorlige problemer, men børnene skal stadig i skole. Der er ikke en anden folkeskole i Qaqortoq, man kan sende dem over på, mens problemerne bliver løst. Hvert år kommer nye børn til, lærerne underviser dem så godt, de kan, og efter tiende klasse skal de unge videre i livet. Nogle kommer til os på gymnasiet, andre fortsætter andre steder. Man kan ikke sætte en afspærring omkring en folkeskole og vente på bedre tider. Den skal fungere, også når den ikke fungerer godt nok.

For nylig var jeg på kursus i Nuuk, og da vi skulle hjem, opstod der kø og problemer i lufthavnen. Det er der ofte, bl.a. fordi man har valgt at alle indenrigsrejsende skal gennem security, på trods af mangel på uddannet personale til at bemande selvsamme security. En af de andre kursister så sig omkring og sagde: “Det virker, som om alt her i Grønland bare er nedgraderinger. Der er aldrig nogen opgraderinger.” Det virkede paradoksalt, fordi vi jo stod midt i en splinterny lufthavn i Nuuk. Men det føles ikke som en opgradering, når tingene ikke fungerer. Qaqortoq har også fået sin egen nye lufthavn, og for os, der bor her, er det en markant forbedring at kunne flyve direkte til byen. Der sker udvikling, og der bliver investeret store beløb i ny infrastruktur.

Alligevel blev ordet “nedgraderinger” hængende hos mig. For et samfund kan godt udvikle sig på ét område, samtidig med at noget andet langsomt bliver dårligere. Man kan investere enorme beløb i nye lufthavne og anden infrastruktur, samtidig med at man har svært ved at vedligeholde det, der allerede findes. Kontrasten er svær ikke at få øje på, når man kommer hjem til en by, hvor gamle huse forfalder, folkeskolen kæmper, kommuneøkonomien er presset, og en træbro midt i byen igen er blevet spærret af.

Det er måske noget af det mest slående ved at bo et sted, hvor problemerne er så synlige: hvor meget almindeligt liv der foregår midt i dem. Qaqortoq er ikke en by, hvor alting er brudt sammen. Tværtimod er det en levende og på mange måder velfungerende by, hvor mennesker hver dag får deres liv til at hænge sammen. Men de gør det samtidig med, at nogle af de strukturer, de er afhængige af, tydeligvis ikke fungerer, som de burde. Man går på arbejde, sender sine børn i skole, besøger familie, køber ind og kommer fra den ene ende af byen til den anden. Dårlig økonomi sætter ikke livet på pause, mens man venter på, at regnskabet igen ser bedre ud.

Der findes naturligvis forklaringer på, hvorfor byen og kommunen er endt med de problemer, de har. Nogle handler om økonomi og politiske prioriteringer, andre om Grønlands geografi og de enorme udgifter ved at opretholde et moderne samfund for en lille befolkning spredt over meget store afstande.

Derfor er broen måske et bedre billede på Qaqortoq, end jeg først havde tænkt. Ikke fordi den er gået i stykker, men fordi den stadig bliver brugt. Folk finder vej uden om betonklodserne og gennem afspærringen, fordi de skal om på den anden side. På samme måde kan børnene ikke vente på en bedre folkeskole, og byen kan ikke vente på en bedre økonomi. Man fortsætter med at bruge det, man har, fordi alternativet ikke findes. Livet stopper ikke, mens man venter på, at nogen får repareret det, der er gået i stykker.