Annonce
Skip to content
Find vej til
  • Job
  • Annonceinfo
  • Redaktionen
  • Artikler
  • Anmeldelser
  • Meninger
Skriv et debatindlæg
0
  • OK 26
  • Kunstig intelligens
  • Epx

Mere

  • Adgangskrav Afskedigelser Akademikerne Alkoholpolitik Almendannelse anvendelsesorienteret undervisning AP APV arb Arbejdsglæde Arbejdsmiljø Arbejdspres Arbejdstid AT Autisme Autoriteter Bæredygtighed Besparelse BNP
  • Brobygning campus Corona Dannelse Dans Dansk Deltid Demokratisk dannelse DGS Didaktik Digital dannelse Digital eksamensovervågning Digital krænkelse Digitalisering Efteruddannelse Eksamen Eksamensform Elevboom i gymnasiet Elever med handicap
  • elevfor Elevfordeling Elevtrivsel Engelsk EOP Epx EU Eux Fængsler Fagkonsulent Faglighed Feedback Filosofi Finanslov 2023 Finanslov 2024 Finanslov 2025 fjernundervisning Flersprogethed Folkemøde 2023
  • Folkemøde 23 Folketingsvalg 2015 Folketingsvalg 2019 Folketingsvalg 2022 Folketingsvalg 2026 Forsvaret i gymnasiet Forsvarslinje Forsvarsstudieretning Frafald Fremmedsprog Fremmedsprogsstrategi Fusion gambling GDPR GL's hovedbestyrelsesvalg GLs internationale arbejde Grønland Grundforløb Gruppearbejde
  • Gymnasiale suppleringskurser Gymnasielukning Gymnasiereform 2016 Gymnasiereform 2030 Hf Hhx Historie Høje følelsesmæssige krav Htx Idræt Indeklima Indflydelse Innovation Integration Internationalt It It i undervisning It-forbud Japan
  • Kandidatreform Karakterer Karakterkrav Karakterræs Karakterskala Karrierelæring kinesisk Klager Klasseledelse Klima Kollegial supervision Kommunikation og it Kompetenceudvikling Køn Kunstig intelligens l Lærer-elev-relation Lærerens dag Lærerliv
  • læring Læseforståelse Læsevejledning læsning Lectio Ledelse Lektier Ligestilling Litteratur Litteraturkanon Lokalaftale Lokalløn Løn Magt Matematik Matematik B Min gymnasietid Mobiltelefon Mødekultur
  • Motivation Musik Naturgeografi Naturvidenskab navneskift Nedskæringer Nudansk Ny lærer Nyt skoleår - nye ideer Observation af undervisning OK 13 OK 15 OK 21 OK 24 OK 26 Omsorgsdage optag Ordblind Overenskomst
  • Overgangsalder Pædagogikum Palæstina Pension PISA politik Præstationskultur Praksisfaglighed Praktikant privatundervisning Professionel kapital Psykisk arbejdsmiljø Psykologisk tryghed regeringens gymnasieudspil Religion Repræsentantskabsmøde Repræsentantskabsmøde 2023 Repræsentantskabsmøde 2024 Repræsentantskabsmøde 2025
  • Rettestrategier samarbejde mellem uddannelser Seksualundervisning Selvcensur Seniorarbejdsliv serviceeftersyn Sexchikane Sexisme Skærmfri undervisning Skriftlighed Snyd social arv Sociale Medier Socialt taxameter søgetal SOP Sorgorlov SRP Stress
  • Studiepraktik Studieretning Studietur Sverige Sygdom Talblindhed Taxameter Taxameterordning Teamsamarbejde Tekst Teoretisk pædagogikum Test Tidsregistrering Tillidsrepræsentant Tilsyn Tværfaglighed Uddannelsespolitik Udveksling Undervisning
  • Undervisningsdifferentiering Undervisningsevaluering ungdo ungdomskultur ungdomsuddannelse valg Valgkamp Vejledning Vidensdeling Videregående uddannelse Vikar Virtuel undervisning VUC Ytringsfrihed
  • Kunstig intelligens Gymnasiereform 2016 Gymnasiereform 2030 Eksamen Fremmedsprog Corona Elevfordeling Tidsregistrering OK 13 Uddannelsespolitik
luk
Tilbage
Blog Grønland
Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234

Kunsten at komme for sent i god tid 

12. november 2026
Skrevet af_
Bjørn Bøgh Eld

Da jeg var ung, pendlede jeg ofte mellem familien i Aalborg og studiet i København. Jeg valgte altid toget, selvom bus og fly også var en mulighed. I Danmark kan man som regel selv vælge transportmiddel. I Grønland er valgmulighederne noget mere begrænsede. Her er ingen jernbaner eller veje mellem byerne, og selvom man nogle steder kan sejle, er flytrafikken en helt nødvendig del af infrastrukturen. Som dansk gymnasielærer bosat i Grønland bliver man derfor hurtigt en flittig bruger af landets lufthavne. Familie og venner i Danmark skal besøges, efteruddannelse og kurser foregår ofte i andre byer, og som gymnasielærer kan man også blive sendt af sted som censor. Man lærer derfor at holde øje med vejrudsigten, tage højde for forsinkelser og acceptere, at en rejseplan undertiden mest af alt er et udtryk for optimisme.

Klokken er 5.45, og jeg står i Nuuks splinternye lufthavn med min kuffert. Flyet til Qaqortoq afgår klokken 8.15, og Air Greenland anbefaler, at man møder op to timer før afgang. Som det pligtopfyldende menneske, jeg trods alt forsøger at være, har jeg lagt yderligere en halv time oveni. Jeg har checket ind hjemmefra, printet mit boardingkort og selv sat bagagemærkat på kufferten. Jeg har med andre ord gjort alt, hvad jeg kan, for at sikre, at rejsen forløber problemfrit. Der er ikke meget tilbage at gøre, bortset fra at aflevere kufferten og gå gennem sikkerhedskontrollen.

Desværre er der ingen til at tage imod kufferten.

Terminalen er næsten mennesketom, og bagageskranken står ubemandet. Jeg ser mig omkring, men der er ikke umiddelbart nogen at spørge. Det viser sig, at jeg er mødt så tidligt op, at jeg er kommet før lufthavnen selv. Først omkring klokken syv begynder personalet for alvor at komme på plads, og da der også er tidligere afgange, som skal ekspederes, må jeg vente lidt endnu. Klokken nærmer sig 7.45, før det omsider lykkes mig at aflevere bagagen. Jeg har altså været i lufthavnen i to timer, før jeg får lov til at gøre det, jeg egentlig er kommet for. På det tidspunkt er der en halv time til afgang, og jeg mangler stadig sikkerhedskontrollen. Jeg er med andre ord mødt op i særdeles god tid og er alligevel ved at komme for sent.

Som om det ikke er nok, fungerer bagagesystemet heller ikke, som det skal. Kufferterne må derfor anbringes på en gammeldags bagagevogn og køres væk manuelt. Det er en lidt besynderlig oplevelse i en splinterny international lufthavn, hvor man ellers har gjort sig store anstrengelser for at automatisere bagagehåndteringen. Man har tilsyneladende investeret i fremtidens teknologi, men det er betryggende at vide, at man stadig har en vogn fra fortiden stående, hvis fremtiden skulle være midlertidigt ude af drift.

Inden for arbejdsmiljø taler man om sammenhængen mellem krav og kontrol. Høje krav kombineret med ringe indflydelse kan være særlig belastende. Det handler egentlig om arbejdsmiljø, men passer overraskende godt på en lufthavn. Her forventes jeg at møde rettidigt, overholde procedurerne og befinde mig ved gaten på det rigtige tidspunkt. Til gengæld har jeg ingen indflydelse på, hvornår skrankerne åbner, eller hvor hurtigt køerne bevæger sig. Det er en interessant arbejdsdeling. Systemet bestemmer betingelserne, mens passageren får ansvaret for at overholde dem.

Nu skal jeg gennem sikkerhedskontrollen. Den nye lufthavn er indrettet sådan, at også indenrigspassagerer skal gennem den samme sikkerhedskontrol som de internationale rejsende. Det er der sikkert gode grunde til, men kontrollen åbner først omkring klokken syv, selvom de første afgange ligger omkring klokken otte. Her står derfor allerede en større gruppe passagerer og venter. Man har installeret to imponerende maskiner til scanning af håndbagage. De er store, runde og ligner mest af alt jetmotorer fra et rumskib i en science fiction-film. De lyser blåt og udsender elektroniske lyde, så man næsten får fornemmelsen af, at ens rygsæk er på vej gennem en intergalaktisk portal. Det hele ser umådelig avanceret ud. Problemet er blot, at jeg endnu ikke har oplevet, at begge maskiner har været i drift samtidig. I dag fungerer ingen af dem, og personalet må gennemgå håndbagagen manuelt, hvilket naturligvis tager betydeligt længere tid. Mine bøger bliver undersøgt én efter én. Hvad personalet nærmere leder efter, ved jeg ikke, men jeg får indtryk af, at min litterære smag har påkaldt sig en særlig sikkerhedsmæssig interesse.

Samtidig er det ikke altid helt let at gennemskue, hvad man egentlig forventes at gøre. Skal computeren tages ud af tasken? Hvor meget væske må man have med? Og skal skoene af? Nogle gange ja, andre gange nej. Som passager kan det føles, som om man hver gang skal gætte sig frem til dagens udgave af sikkerhedskontrollen. Det er lidt som at deltage i en quiz, hvor spørgsmålene bliver stillet i et stadig mere utålmodigt tonefald, og hvor man ikke får oplyst reglerne på forhånd.

Jeg går desuden med seler, hvilket tilføjer en ekstra dimension til oplevelsen. Nogle gange får jeg lov til at beholde dem på, andre gange skal de af. Denne gang skal de af. Jeg spørger derfor, om det virkelig er meningen, at jeg skal stå og tabe bukserne foran de øvrige passagerer. Det viser sig, at lufthavnen faktisk har et visitationsrum, men jeg må ikke være derinde alene. En medarbejder skal med ind. Så meget for privatlivets fred.

Omsider kommer jeg igennem sikkerhedskontrollen og om bord på flyet. Jeg finder min plads, spænder sikkerhedsselen og læner mig tilbage. Nu er jeg endelig på vej hjem, og resten af rejsen er overladt til professionelle piloter. Da vi nærmer os Qaqortoq, er vejret imidlertid dårligt. Der ligger tåge over området, og selvom vi kommer så tæt på, at vi kan se landingsbanen, kan piloterne ikke gennemføre landingen. Efter at have kredset omkring lufthavnen får vi besked om, at flyet må vende tilbage til Nuuk. Der er ikke brændstof nok til endnu et landingsforsøg.

Jeg har fuld forståelse for beslutningen. Jeg foretrækker ubetinget, at piloterne lander, når det er forsvarligt, og lader være, når det ikke er. Min interesse for at komme hjem til Qaqortoq er trods alt ikke så stor, at jeg ønsker at afprøve alternative fortolkninger af luftfartssikkerheden. Alligevel er det en besynderlig fornemmelse at vende tilbage til den lufthavn, som jeg har brugt det meste af morgenen på at slippe væk fra.

Tilbage i Nuuk venter en ny besked, efter yderligere ventetid, naturligvis. Air Greenland meddeler, at der ikke er flere ledige hotelværelser, og at passagererne selv må forsøge at finde overnatning. Efter en henvendelse ved skranken lykkes det dog at finde en løsning, og jeg ender med at dele en lille lejlighed med min grønlandske medkursist, som jeg kun kender ganske lidt. Jeg har ganske vist pakket til en rejse, men ikke nødvendigvis til en improviseret bofællesskabsordning.

Vi håndterer belastninger bedre, hvis vi forstår, hvad der foregår, kan gøre noget ved situationen og kan se en mening med det hele.
Bjørn Bøgh Eld, underviser og karrierevejleder
GUX Qaqortoq

Næste morgen forsøger vi igen. Afgangen bliver forsinket, og da vi endelig når frem til Qaqortoq, må flyet endnu en gang kredse over byen på grund af tågen. Jeg overvejer kort, om vi måske burde have beholdt nøglen til lejligheden. Denne gang klarer vejret heldigvis op, og vi kan lande.

Inden for arbejdsmiljø taler man også om oplevelsen af sammenhæng, der blandt andet bygger på tre elementer: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Vi håndterer belastninger bedre, hvis vi forstår, hvad der foregår, kan gøre noget ved situationen og kan se en mening med det hele. Jeg kan godt forstå, at fly bliver forsinket på grund af vejret. Jeg kan også forstå, at sikkerhedskontrol er nødvendig, og at personalet skal prioritere de afgange, der ligger først. Håndterbarheden er dog ikke imponerende. Når man først står i køen, er der ikke meget andet at gøre end at vente. Og hvad meningsfuldheden angår, må jeg indrømme, at jeg endnu ikke helt har gennemskuet den pædagogiske idé i at lade passagererne møde op, før lufthavnen er klar til at modtage dem.

Og så har jeg endda kun fortalt om indenrigsrejserne mellem Nuuk og Qaqortoq. Rejserne til Danmark er ikke nødvendigvis mindre begivenhedsrige. Sidst jeg skulle hjem til jul, strandede jeg først en uge i Qaqortoq og derefter yderligere fire dage i Narsarsuaq, dels på grund af vejret, dels på grund af mangelfuld information om mine muligheder for at komme videre.
Her kunne indlægget sådan set godt slutte. Det gjorde det faktisk også, indtil jeg i begyndelsen af november skulle tilbage til Grønland efter et ophold i Danmark. Det viste sig, at jeg endnu ikke havde oplevet det mest absurde.

Jeg havde taget toget til København dagen før, overnattet på hotel og var mødt op i lufthavnen i god tid. Flyet afgik planmæssigt, men undervejs fik vi besked om, at vi ikke kunne lande i Nuuk på grund af problemer med lufthavnens udstyr. I stedet landede vi i Kangerlussuaq, Grønlands tidligere internationale hovedlufthavn. Her sad vi så. Vi var nået til Grønland, men måtte ikke forlade flyet, ikke engang for at strække benene. I stedet tilbragte vi omkring to timer om bord, mens flyet blev tanket op til turen hele vejen tilbage til København.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hele den øvelse mon kostede. Brændstof til endnu en tur over Atlanten, hotelovernatninger til et helt fly fuldt af passagerer og ikke mindst alle de arbejdstimer og feriedage, der gik tabt. Selv var jeg stået op klokken halv seks om morgenen for at nå flyet. Klokken var over ét om natten, før jeg igen stod med en hotelnøgle i København.

Man kan naturligvis ikke forvente, at flytrafikken i Grønland altid fungerer efter planen. Vejret er, som det er, og sikkerheden skal selvfølgelig komme først. Men det er svært som passager at forstå, hvorfor en mellemlanding i Grønland ikke kan bruges til andet end at tanke flyet op og sende alle tilbage over Atlanten. Og det er ikke kun forsinkelserne, der er frustrerende. Det er også den usikkerhed, der opstår, når man ikke ved, hvad der skal ske, hvem man skal henvende sig til, eller hvem der egentlig har ansvaret for at hjælpe én videre.

Det er selvfølgelig let at gøre grin med den slags oplevelser, og det er måske også den bedste måde at håndtere dem på. Men bag humoren ligger en reel frustration. Som dansk gymnasielærer i Grønland er man afhængig af flytrafikken, både professionelt og privat. Afstandene er i sig selv store, men det er især uforudsigeligheden og den manglende indflydelse, der kan gøre dem vanskelige at leve med. Det er én ting at vide, at livet i Grønland kræver en vis fleksibilitet. Det er noget andet at opleve, hvor meget tid og energi der kan gå med at få selv forholdsvis almindelige ting til at fungere.

I skrivende stund sidder jeg igen i Kastrup og håber at komme af sted klokken ni. Planen er at overnatte et endnu ukendt sted i Nuuk, inden jeg kan fortsætte mod Qaqortoq dagen efter. Måske bliver det til endnu et improviseret bofællesskab. Jeg er efterhånden begyndt at spekulere på, om titlen på dette indlæg er for optimistisk. Jeg er ganske vist kommet af sted i god tid. Jeg er bare ikke nået frem.

Dash 8 på vej fra Nuuk
Til sidst lykkedes det at komme hjem. Her med en Dash 8 på vej fra Nuuk til Qaqortoq.
Link er kopieret
Kommentar til indlægget

Skriv et svar Annuller svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

Fortsæt med Facebook
Continue with Google
Fortsæt med Twitter

Eller opret med din email

Klik her, hvis du har glemt din adgangskode
Relaterede artikler
  • Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234
    Blog

    Hvor robust skal man være i Grønland?

  • Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234
    Blog

    Flersprogethed er mere end dansk som andetsprog

  • Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234
    Blog

    Broen

  • Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234
    Blog

    Grønlandshavn

  • Blogger-Bjoern-Boegh-Eld-aspect-ratio-348-234
    Blog

    Derfor bliver jeg – og derfor skrev mine elever med pen og papir

  • Annonceinfo
  • Job
  • GL
  • Redaktionen
  • Artikler
  • Anmeldelser
  • Meninger
  • Skriv et debatindlæg

Tilmeld nyhedsbrev

Gå ikke glip af nyheder fra Gymnasieskolen

Indtast din email adresse
Copyright Gymnasieskolen 2026

Anbefalede stofområder
  • Arbejdsmiljø
  • Undervisning
  • Karriere
Anbefalede emner
  • Stress
  • Eksamen

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater