Karin Frykman og Per Kjærsgaard er begge omkring den officielle pensionsalder. Men ingen af dem har lyst til at forlade gymnasielærerjobbet endnu.

Hverken Karin Frykman eller Per Kjærsgaard har lyst til at stoppe med at undervise, selvom de kunne gå på pension.

Jobbet holder os unge

Karin Frykman og Per Kjærsgaard er begge omkring den officielle pensionsalder. Men ingen af dem har lyst til at forlade gymnasielærerjobbet endnu. Fællesskabet med både kolleger og elever trækker – og holder dem i gang.

Ikke en eneste sygedag fortæller meget om Karin Frykmans arbejdsliv som gymnasielærer. Selvom hun har rundet de 66 år og kan se tilbage på næsten 40 år som gymnasielærer, har hun ikke sat nogen deadline for, hvornår det er tid til et velfortjent otium.

“Da jeg studerede, havde jeg måske en forestilling om, at jeg skulle blive amtsbiolog eller noget lignende. Men siden jeg blev gymnasielærer, har jeg egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle andet. Jeg har altid følt, at jeg har udviklet mig og befundet mig i en læringssituation. Samtidig er mine fag også en hobby, og så har jobbet passet godt til det at have børn. Jeg har altid arbejdet fuld tid, selvom især de voksende klassestørrelser har gjort det hårdere. Men man holder sig ung med jobbet, eleverne og kollegerne,” fortæller hun.

Efter nogle kortere ansættelser i Viborg og på det daværende Ballerup Gymnasium kom hun til det på det tidspunkt lille Ishøj Gymnasium, som skulle bygges op fra bunden.

“Vi var en lille lærergruppe anført af en ung, idealistisk rektor. Det var næsten som en familie med et projekt om at lave skole fra bunden af.”

Men efter 20 år tænkte Karin Frykman, at der måske var en verden uden for Ishøj, og at det kunne være sjovt at prøve noget andet. Så i 2004 tog hun springet til Ordrup Gymnasium, hvor hun har været siden.

“Det var nogle fantastiske år i Ishøj, men det var også godt med fornyelse. Jeg tror, det er vigtigt at rykke til et andet sted og starte forfra engang imellem. Det ville de fleste have godt af.”

Sporskifte
Karin Frykmans 65-årige kollega Per Kjærsgaard er heller ikke på vej på pension. Han har haft sit 25-års jubilæum på gymnasiet tæt på Dyrehaven nord for København. Alligevel ser hans karriereforløb en smule anderledes ud, selvom han sådan set allerede under historie- og danskstudierne på universitetet havde tænkt, at han skulle være gymnasielærer.

Men ligesom i dag var det også i 1980’erne svært at få foden indenfor, og Per blev med egne ord ramt af virkeligheden. Derfor tog han nogle merkonomkurser for at vise interesse for et lidt bredere arbejdsmarked. Det bragte ham ind i managementbranchen og i et konsulentfirma, hvor han var med til at udvikle psykologiske test.

“Jeg fik et chefjob, som var vældig godt betalt. Men med den kundekontakt, det også indebar, arbejdede jeg næsten døgnet rundt i nogle år,” fortæller han.

Han var derefter personale- og uddannelseskonsulent i Nykredit, inden han gjorde op med sig selv, at der med mindre børn var fordele og livskvalitet forbundet med den oprindelige plan om at blive gymnasielærer.

“Jeg havde læst psykologi på åbent universitet i Aalborg, og da psykologi kom ind i gymnasiets fagrække, kunne jeg pludselig nærmest vælge og vrage imellem stillinger.
Det betød noget for mig at kunne holde ferie med mine børn og i det hele taget nedbringe den tid, de skulle tilbringe i institution.”

Han er imidlertid glad for kompetencerne fra en anden verden, som han bruger i mange sammenhænge. Måske burde man i virkeligheden tvinge alle lærere ud i nye job eller måske endda andre lande en gang imellem, funderer han.

Karin Frykman mener ikke, at man nødvendigvis behøver at forlade sektoren for at udvikle sig. Udover sit jobskifte i sektoren har hun taget sidefag psykologi og i en periode engageret sig i den faglige forening og undervist i fagdidaktiske kurser.

Stor indflydelse
Da Per Kjærsgaard første gang kom til Ordrup Gymnasium, til ansættelsessamtalen, strømmede sang og en forførende stemning ud ad de åbne vinduer. Og ligesom han var glad for at kunne bruge sine akademiske færdigheder i konsulentbranchen og på den måde komme ind på arbejdsmarkedet, har han aldrig fortrudt, at han skiftede karrierespor og gik ned i løn. Nogle gange er det altså hårdere på det private arbejdsmarked, forklarer han. Der er der ofte nogle kontante resultatkrav, som skal indfries, ellers kan du hurtigt ryge ud.

“Der er vi måske – og det er positivt ment – lidt forkælede. Gymnasielærerjobbet er på mange måder trygt, også i forhold til ledelsen, hvilket er en virkelig god ting, synes jeg. Vi har en kultur med meget indflydelse, og hvor vi er vant til at kunne sige vores mening. Sådan er det ikke i det private,” siger Per Kjærsgaard, som også fremhæver den flade struktur med fravær af intern konkurrence imellem kollegerne.

Faktisk er han så glad for at være gymnasielærer, at han har tænkt sig at fortsætte fem år mere – altså til han runder de 70.

“Nogle vil måske sige, at det er unfair over for de unge, der gerne vil være lærer. Men jeg er utrolig glad for kollegerne og eleverne og følelsen af at være fælles om noget. Jeg er her ikke på grund af penge. Det er selvfølgelig heller ikke af rent altruistiske årsager, men jeg synes, at jeg stadig har noget at byde ind med, og føler ingen tilskyndelse til at søge væk. Hvis jeg ikke var her, ville jeg arbejde et andet sted.”

Karin Frykman fremhæver ligeledes fællesskabsfølelsen som en vigtig drivkraft i dagligdagen. I forhold til problematikken med at gøre plads til unge lærere har hun dog gjort sig visse tanker:

“Vi har her på skolen heldigvis været forskånet for de afskedigelsesrunder, som andre har været igennem. Men hvis det skulle ske, ville jeg tænke mig om en ekstra gang i forhold til de yngre kolleger og børnefamilierne.”

Mangler tid
De to rutinerede Ordrup-lærere kan se tilbage på en periode, hvor der på en række områder har været forringelser af gymnasielærernes rammebetingelser. Alligevel vil de ikke anbefale unge med drømme eller tanker om jobbet at holde sig væk. At det er hårdt i starten, er sådan set ikke noget nyt. Karin Frykman mener, det generelt er blevet hårdere. Og fagbeskrivelserne kan være voldsomme og behandle noget af stoffet overfladisk og ‘stedmoderligt’, mener Per Kjærsgaard. Til gengæld har den teknologiske udvikling gjort det lettere at dele forløb, materiale og viden mellem kollegerne.

“Det, der er tidskrævende, er nye projekter. Men det er også spændende at være med til at igangsætte dem. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan du kan bruge dit fag i det her job,” siger han.

Karin Frykman forstår dog godt, at mange yngre og mindre rutinerede lærere kan synes, det er hårdt på grund af de flere elever i klasserne, mindre forberedelse og flere undervisningstimer, der medfører længere arbejdsdage. Og de senere års stigning af deltidsansatte lærere – oftest yngre kvinder – talerfor sig selv.

“Jeg oplever også presset på den måde, at jeg synes, der mangler tid til refleksion og faglig efteruddannelse. Folk har simpelthen ikke tid til efteruddannelseskurser.”

Der er i øvrigt også forskel på undervisningen før og nu, tilføjer hun – før lærte de dybest set det samme, men mere enkelt med tavle og kridt. I dag er der mange flere smarte hjælpemidler, men det går ud over fordybelsen og dermed på nogle områder det faglige niveau.

Per Kjærsgaard er enig og tilføjer vigtigheden af et ‘angstfrit’ rum, som kan udfordre eleverne og præsentere dem for forskellige indgange som modvægt til alle de ekkokamre, de ellers møder. Netop muligheden for at påvirke eleverne og se dem vokse igennem gymnasietiden er nemlig en af de store frugter ved jobbet.

“Når man får positiv respons på gaden fra en tidligere elev, eller når en tidligere elev pludselig en dag er kollega i ens fag, så må man have gjort et eller andet rigtigt,” siger Karin Frykman.