Banner_Ann-Britt-Østdahl

Jeg har elever, der drukner i mængden

”Der er kommet flere elever i mine klasser. Klasser med 32 elever er ikke ualmindeligt. Nogle år har jeg haft seks klasser. Det er meget at skulle rumme omkring 180 elever. Lære deres navne, huske, hvad de har af særlige behov. Jeg bliver tit ramt af følelsen af, at jeg ikke har godt nok øje på dem alle. At nogle drukner i mængden. Mit fokus kommer typisk til at være på de fagligt svage, som jeg ved har brug for hjælp, og på de dygtige, som vil have flere udfordringer. Eleverne i midtergruppen, som følger nogenlunde med og typisk ikke gør opmærksom på sig selv, kommer jeg let til at overse. Eleverne kan godt mærke, at jeg er presset. Der kan være beskeder, jeg ikke får svaret på, og jeg kan glemme, at jeg har lovet en elev en snak.

Jeg får ikke rykket eleverne så langt, som jeg ved, jeg kunne, hvis rammerne var anderledes.

Ann-Britt Østdahl
Roskilde Handelsskole

Jeg har også fået flere undervisningsmoduler end tidligere, blandt andet fordi jeg nu underviser i samfundsfag B i stedet for C. Det betyder, at jeg har mindre tid til forberedelse. Det taber alle elever på. Genbrug kan være udmærket, men har jeg et godt forløb i tysk, som jeg lavede til en klasse, der havde svært ved grammatikken, fungerer det jo ikke optimalt, hvis min nuværende klasse primært har problemer med at udtale ordene. Jeg tænker nogle gange, at jeg rammer én elevgruppe den ene dag og en anden gruppe næste gang, jeg har klassen. Men det er en virkelig utilfredsstillende følelse.

Det går mig på, at jeg ikke får rykket eleverne så langt, som jeg ved, jeg kunne, hvis rammerne var anderledes. Det kan godt gå ud over min arbejdsglæde. Havde jeg lidt mere tid, kunne jeg skabe en bedre kontakt til den enkelte og i højere grad lave opgaver tilpasset de forskellige elevgrupper. Det er det, der for alvor kan rykke dem.”