Hvorfor må man ikke kede eleverne?

Det er altid lærerens skyld, siger eleverne. Derfor lærer vi ikke noget og derfor gider elever fra folkeskolen heller ikke at lære fremmedsprog, når de kommer i gymnasiet. Det er i hvert i fald konklusionen i en ny stor undersøgelse lavet af Det Nationale Center for Fremmedsprog, NCFF.

Læs: Undervisningen får elever til at miste lysten til at lære sprog

Udfordringen ligger ikke hos dem, men er altså at finde i lærerens undervisning. Eleverne har ifølge undersøgelsen angiveligt lyst til at lære sprog, men når de kommer videre i uddannelsessystemet – typisk på gymnasiet, ja så mister de lysten.

Rapporten bygger på semistrukturerede interviews med ca. 1000 elever fra hhv. folkeskolen og gymnasiet, om hvordan deres motivation er for at lære fremmedsprog. Konklusionen er klar: Lysten er der og eleverne ved, at sprog er vigtigt, men så snart der stilles faglige udfordringer, så falder elevernes interesse.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg som tysklærer har måtte lægge ører til, at eleverne synes tysk er svært og de derfor slet ikke magter at beskæftige sig med det. De stejler, før de overhovedet begynder at beskæftige sig med sproget. Men det er en dårlig undskyldning. Eleverne fraskriver eget ansvar for egen læring ved at sige, vi beskæftiger os ikke med det, fordi tysk er svært. Og det er jo i virkeligheden ikke en indstilling, som kun gælder tysk, men en tilgang, som mange elever kommer med, når de begynder på gymnasiet.

Eleverne virker forkælede og forventer, at man som underviser i hver time skal trylle en hvid kanin frem. Skal vi ikke lave noget sjovt, spøger de. Men at gå i skole er ikke altid sjovt. Undervisningen indeholder også en masse ”rugbrødsarbejde”, som man død pine også skal lære. Samtidig er det jo nærmest blevet ein Unding at kede eleverne med læsningen, oversættelse eller grammatiske opgaver. Men hvordan skal man lære et sprog, hvis man ikke også læser, oversætter og øver, at man på tysk i modsætning til dansk, rent faktisk kan se på sproget, hvem der gør noget. Det hedder ”Du gehst” på tysk, hvorimod man på dansk ikke kan se, hvem der går, da man siger, ”jeg går, du går” osv.

Eleverne har mistet evnen til at sidde ned og koncentrere sig mere end 5 minutter. Og nej deres manglende koncentrationen skyldes ikke, at de konstant bliver forstyrret af mobiltelefoner, men at de har mistet evnen til at gå i skole. Det er som om, de slet ikke forstår, at det er dem, som skal arbejde.

Forleden dag skulle jeg undervise min klasse ud fra en fysisk bog. Det var et bevidst valg og bibliotekaren blev så glad over, at bøgerne kom i brug. Eleverne derimod synes, det er træls, for bogen findes ikke digitalt, hvilket betyder, at de selv skal oversætte teksten og ikke lade Google Translate gøre det. Klassen havde mundtligt og skriftligt fået at vide, de skulle have bogen med. Da timen begyndte, sad nogle elever alligevel uden deres bog, for den havde de ikke lige fået hentet. Må vi hente den nu, spurgte de? Nej, sagde jeg, timen er gået i gang. Du må tage ansvar for egen læring og hente din bog i pausen! Af en eller anden grund syntes eleverne, at det var lidt sjovt sagt og drillede hinanden med det bagefter. De vidste jo godt, at de selv havde glemt at slå hjernen til.

Jeg behøver ikke at nævne, hvor katastrofalt stor en mangel, der er på tysklærere, for at understrege rapportens konklusion. Vi mister elevernes sproglige interesse undervejs i undervisningssystemet, og derfor er vi slet ikke i nærheden af at få uddannet tysklærere nok. Den sproglige fødekæde er brudt, og Danmarks eksporterhverv er endda begyndt at se prisen på det. Men det skyldes åbenbart undervisningen og ikke, at vi har lært eleverne at give op, når noget bliver for svært eller for kedeligt. Som underviser kan man kun trække dem hen til truget. Drikke må de selv.

Dorthe Schmittroth Madsen

Cand.mag i tysk, historie og filosofi