Gymnasielærernes arbejdsmiljø i stormvejr

Af Helene Caprani, Manisha de Montgomery Nørgård og Gorm Kristoffer Bentsen, medlemmer af GL’s arbejdspladsudvalg

For nylig gennemførte GL og DG det årlige arbejdsmiljøseminar med deltagelse af ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra hele landet. Det står klart, at vores arbejdsmiljø er præget af en række nye tendenser, som vi skal være opmærksomme på.

Højere arbejdspres og færre hjernepauser
Det stigende arbejdspres er den absolutte topscorer blandt gymnasielærernes arbejdsmiljøproblemer. Særligt i de ti år, der er gået siden tabet af de centrale akkorder ved OK 13 og nedskæringerne i det såkaldte omprioriteringsbidrag, har vi løbet stærkere og stærkere. Stresssygemeldinger og deltidsansættelser er i fortsat vækst. Accelerationssamfundet forventer højt tempo, multitasking, digitalisering og fleksibilitet – også af gymnasielærere.

Et højere arbejdspres skaber enten mere intensivt arbejde, hvor man løber stærkt og risikerer at få stress, eller mere ekstensivt arbejde, hvor man løber i længere tid og risikerer udmattelse. Hvis vi er fleksible, men ikke på vores egne præmisser, skaber det ikke mere luft og frihed, men i stedet grænseløshed og arbejde-/privatlivskonflikt.

Det er et grundlæggende behov, at man kan stemple ud og restituere, og ikke konstant er til rådighed. Et meget vigtigt fokus er pausen. Der er en grund til, at pauser er overenskomststof…! Både vi og eleverne fungerer markant bedre, når vi får jævnlige ’hjernepauser’ – men de fleste skemaer levner ikke ordentlig tid til pauser, frokostpausen bliver ofte inddraget til møder (og den er ellers sikret i overenskomsten), og nogle skoler har heller ikke de fornødne faciliteter, hvor man kan samle energi i løbet af dagen. Nogle lærere bliver planlagt med spidsbelastningsperioder på flere måneder, hvilket selvsagt ikke er hverken sundt eller hensigtsmæssigt for at levere god undervisning.

Nye krav til lærerrollen
Høje følelsesmæssige krav er et begreb fra arbejdsmiljølovgivningen, der har vundet indpas over de seneste år i de fag, hvor man arbejder med mennesker. Når man bruger sig selv og giver af sig selv så meget, som man gør som gymnasielærer, trækker det på de følelsesmæssige ressourcer. Den tendens er kun blevet forstærket af de såkaldte nye elevtyper, der kræver en ændret lærerrolle med mere fokus på relationsarbejde, opdragelse, viden om psykiske diagnoser med mere. Det er hårdt arbejde at rumme andre mennesker, og der er grundlæggende to måder at reagere på, når bægeret flyder over: Enten bukker man under, fordi man overinvolverer sig, og så brænder man ud – eller også distancerer man sig og giver eleverne skylden; den såkaldte forråelse.

Faglig sorg og teknostress
De nye generationer af kunstig intelligens har sendt chokbølger gennem vores sektor. Vi har et akut behov for nye evalueringsmetoder og prøveformer, og tilliden mellem os og eleverne er sat alvorligt på prøve. Samtidig er respekten for vores dyrebare faglighed på spil, når elever – og andre – tror, at en maskine sagtens kan erstatte en gymnasielærer. Vi oplever det, der kaldes ’faglig sorg’.

Udviklingen af den nye teknologi går så stærkt, at det er umuligt at følge med. Vi bliver ramt af ’teknostress’, når vi skal være superbrugere af alle skolens platforme og kende de mest populære botters muligheder og begrænsninger per dags dato, så vi både kan evaluere eleverne korrekt og lære dem at bruge botterne på den mest hensigtsmæssige måde.

Hold øje med faresignalerne
Når arbejdsmiljøet først er på vej op i det gule eller røde felt, kan det være svært at komme ned på grøn igen. Derfor skal vi hjælpe hinanden med at forbedre arbejdsmiljøet, før det går galt – og holde øje med faresignalerne. En god idé er at bruge stresstrappen til at holde øje med, hvornår man begynder at vise symptomer på stress.

Det er også en god idé at være opmærksom på symptomer på forråelse. Det kan for eksempel være, at man undlader at hjælpe eleverne, taler grimt om dem eller reducerer dem til tal i et regneark eller borgere i konkurrencestaten. Her er det vigtigt at huske, at de handlinger ikke gør os til dårlige mennesker, men at vi prøver at passe på os selv i en presset situation – om end på en uhensigtsmæssig måde.

Mange af os springer pauserne over, fordi vi hellere vil løse en arbejdsopgave eller ikke ønsker at virke uproduktive – vi har ’pauseskam’. Men pauserne er strengt nødvendige for, at vi og vores hjerner kan præstere, som vi ønsker, og som eleverne fortjener. Derfor skal vi hjælpe hinanden med at frede frokostpausen og sikre os, at skemaet og de fysiske rammer på skolen underbygger et konstruktivt pauseregime.

Vi kan også drage inspiration fra et nyligt projekt i Danmarks Lærerforening, hvor de har lavet ’mikro-APV’er’ på teammøderne efter hver større ændring på skolen: Hvordan påvirker den seneste ændring vores arbejdsmiljø? Den diskussion kan hjælpe os til at fange problemerne i opløbet.

Sammen om løsningerne
Forudsætningen for et godt arbejdsmiljøarbejde på skolen er, at man har etableret et fælles sprog, har en respektfuld dialog om problemerne og søger kollektive løsninger.

Indflydelse på arbejdet er den faktor, der forskningsmæssigt har størst indflydelse på vores arbejdsmiljø. Faktisk viser en række forskningsresultater, at mængden af indflydelse er ligefremt proportional med kvaliteten af det psykiske arbejdsmiljø. Bemærk: Indflydelse skal ikke forstås som frihed til at gøre, hvad der passer én, men som metodefrihed, indflydelse på planlægningen af arbejdet, fleksibilitet på de ansattes præmisser og ikke mindst oplevelsen af meningsfuldhed – sød musik i gymnasielærerører. Måske skal vi ønske os tilbage til dengang, hvor Pædagogisk Råd i høj grad satte rammerne for skolens udvikling?

Så længe der ikke kommer flere penge til vores sektor, hvilket ville være den logiske løsning på problemet med arbejdspres, må vi finde andre veje til at håndtere det. Den umiddelbare no-brainer er at afskaffe grundforløbet, der skævbelaster så mange lærere hen over skoleåret. En anden spændende idé er en 4 dages arbejdsuge – næsten, i hvert fald. Vi skal stadig levere de timer, som eleverne har krav på, men det er faktisk lykkedes flere skoler at gennemføre forsøg, hvor man får en række forlængede weekender i årets løb. Både lærerne, eleverne og lederne er begejstrede og ønsker at fortsætte, og flere skoler er på vej med lignende modeller.

Uanset hvilket hjørne af arbejdsmiljøet, som vi arbejder med, skal vi huske, at nogle af vores kolleger er særligt udsatte, eksempelvis de ikke-fastansatte, de deltidsansatte og de uerfarne lærere. Det kan være en god idé at se på, hvor mange kolleger man har på skolen fra de grupper, når man adresserer et arbejdsmiljøproblem, der kan ramme skævt.

Hvad gør GL?
Det er naturligvis ikke kun op til de enkelte lærere, tillidsfolk eller lærerkollegier at finde løsninger. I GL’s arbejdspladsudvalg forsøger vi at klæde tillidsfolkene godt på med kurser og netværk, og vi udvikler løbende forskellige værktøjer, som kan bruges ude på skolerne – som APV’en Professionel Kapital, som er blevet brugt af over 175 skoler siden 2014. Senest har undersøgelsen af gymnasielærernes arbejdsmiljø fra Københavns Professionshøjskole affødt et sæt dialogkort, som man kan bruge til at starte snakken og det fælles sprog på skolen.

I år har vi særligt fokus på høje følelsesmæssige krav, som en håndfuld skoler har arbejdet målrettet med. Erfaringerne fra de projekter vil vi sørge for at få bredt ud, så man ikke er nødt til at opfinde den dybe tallerken selv ude på hver skole, der bokser med dén udfordring. Det samme gælder projekterne med 4 dages arbejdsuge.

Et ordentligt arbejdsmiljø er et fælles ansvar for det centrale GL og det lokale GL ude på skolerne. Og ligesom man ikke stormsikrer sit hus ved bare at binde trampolinen fast, mens alle vinduerne står åbne, så kræver det en kontinuerlig og kollektiv indsats at sikre, at både vi og naboerne står der endnu, når vindbøjtlen igen hænger lodret.