Grønlandske myter

Når fælles institutioner begynder at sprække, opstår der ofte et behov for andre forklaringer.

Vi har om Grønland under den Kolde Krig i historie. Vi har gennemgået kilder, der med al tydelighed viser, at USA har ret til at bygge baser overalt i Grønland uden at skulle betale for det. Alligevel slutter timen med, at en elev siger:

”Jeg tror stadig, at USA betaler Danmark 27 milliarder om året i leje for Thulebasen.”

I det øjeblik begyndte jeg at tvivle på, om det overhovedet gav mening at undervise i historie i Grønland.

Det var ikke, fordi eleven var dum. Og det var heller ikke, fordi hun ikke havde hørt efter. Det var noget andet. En fornemmelse af, at dokumenterne ikke rigtig havde adgang til rummet. Som om de stod udenfor, mens fortællingen allerede havde sat sig til rette. Ikke som én fortælling, men som flere overlappende fortællinger, der gav mere mening end dokumenterne.

Måske er det det, der gør fortællinger så sejlivede. Ikke at de er forkerte, men at de fungerer. De binder noget sammen. De forklarer en verden, der ellers let falder fra hinanden.

Når fællesskolen begynder at sprække, forsvinder der noget mere end undervisning. Der forsvinder en fælles ramme at stå i. Og når en fælles ramme bliver svagere, bliver fortællinger ofte stærkere. Ikke som nostalgi, men som forklaring.

I de seneste år er Grønland pludselig blevet et emne, man kan høre blive udtalt med stor selvsikkerhed langt fra landet selv. Og jo mere Grønland bliver talt om udefra, desto tydeligere bliver det, at kampen ikke kun handler om sikkerhedspolitik, råstoffer eller diplomati. Den handler også om fortællingen: hvem har ret til at definere Grønland – og på hvilke præmisser?

Reaktionerne følger et velkendt mønster. Fra amerikansk side bliver ønsket ofte præsenteret som pragmatisk og fremadskuende. Fra dansk side som absurd. I Grønland bliver det i højere grad læst ind i en længere erfaring, hvor beslutninger om øen gentagne gange er blevet truffet udefra, med henvisning til strategiske hensyn, som sjældent har haft lokal forankring. Her indgår de aktuelle udmeldinger i en allerede eksisterende fortælling om at blive talt om, snarere end talt med.

Det er derfor, debatten om Donald Trumps gentagne udmeldinger om at overtage Grønland rammer så hårdt. Det lyder, på papiret, som en af de der udtalelser, man kan ryste på hovedet af og scrolle videre fra. Men det er svært at gøre det, når en amerikansk præsident samtidig skriver, at verden først bliver sikker, når USA har fuldstændig og total kontrol over Grønland.

I Danmark bliver det ofte kaldt absurd, og det er det også. Men absurditeten er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at det er en stormagt, der taler. Og stormagter har det med at gøre deres fortællinger meget konkrete, når tiden passer dem.

Det er måske her, fortællingerne begynder at spille en rolle, som man let undervurderer. For i en situation, hvor historien bliver brugt som politisk værktøj, bliver kampen om fortiden hurtigt til en kamp om nutiden.

Det så man også i debatten om dokumentaren Grønlands hvide guld. Diskussionen gled hurtigt væk fra de konkrete beregninger og metodiske spørgsmål og over mod noget mere grundlæggende: hvem der har ret til at definere historien – og dermed fortællingen om relationen mellem Grønland og Danmark.

For nogle fungerer dokumentaren som en bekræftelse af en velkendt fortælling om økonomisk udbytning og strukturel ulighed. Kritikken af dokumentarens tal og metode bliver i den sammenhæng ikke hørt som neutral faglighed, men som endnu et forsøg på at afmontere en grønlandsk erfaring gennem tekniske indvendinger.

Dokumenter, regnskaber og arkiver kommer derfor ikke til at fremstå som neutrale kilder, men som repræsentanter for en vidensform, der historisk har haft magt til at definere, hvad der tæller som sandhed. Spørgsmålet bliver mindre, hvad der kan dokumenteres, og mere, hvilken fortælling dokumentationen tjener.

Et eksempel på, hvordan denne type fortælling cirkulerer i dag, kan ses i et opslag på sociale medier:

Grønlændere og færinger er dem, der har sørget for, at Danmark har penge nok, og vi er også danske statsborgere. Hvorfor skal vi så ikke have den samme økonomiske hjælp fra Danmark? Hvis vi skal være i rigsfællesskabet, synes jeg, at Danmark, Grønland og Færøerne deler indtægterne lige, i stedet for at Danmark får 100 % af indtægterne.
Vi ved, at Danmark tjener over 100 milliarder på grund af det grønlandske folk og vores land. Vi vil have den samme pensionsordning til vores ældre som Danmark har tjent godt af.

Pointen her er ikke, om tallene holder. Pointen er, at opslaget fungerer som en samlet fortælling, hvor erfaring, økonomi og historie bindes sammen. Tallene fungerer ikke som noget, der inviterer til undersøgelse, men som noget, der lukker spørgsmålet og gør fortællingen hel.

Jeg kom til at tænke på det igen for nylig, langt fra både arkiver og klasselokaler. En aften i byen mødte jeg en grønlænder, som i ramme alvor forklarede mig, at hvis det ikke havde været for spiralsagen – som han uden tøven kaldte et folkemord udført af danskere – så ville der i dag leve 200.000 mennesker i Grønland.

Det blev sagt roligt, næsten konstaterende, som noget selvindlysende.

Jeg nåede at overveje at spørge, hvad de mange mennesker i så fald skulle leve af, og hvilke forudsætninger der egentlig lå bag tallet. Men jeg lod spørgsmålet blive hos mig selv. Ikke fordi det var rigtigt, og heller ikke fordi det blot var en fejl, der kunne rettes. Men fordi tallet ikke fungerede som noget, der skulle undersøges. Det fungerede som en fortælling.

Og på den måde bliver fortællinger – det, man ofte kalder myter – ikke bare noget, man kan afvise som forkert eller upræcist. De bliver en del af et større mønster: et forsøg på at holde fast i en fortælling om sig selv og sit samfund, når andre forsøger at overtage den.

Det er derfor, kampen om Grønland også bliver en kamp om, hvad der tæller som viden. Ikke kun i politiske rum, men også i samtalerne mellem folk. I avisspalterne. I dokumentarerne. Og i klasselokalet.

For hvis man først begynder at tvivle på, hvem der har ret til at definere sandheden om Grønland, så dukker et af de mest grundlæggende spørgsmål op igen – og det kommer sjældent alene:

Hvad laver vi danskere i Grønland – og hvorfor tales der dansk så langt fra Danmark?

I næste indlæg går jeg tættere på de spørgsmål.