Grønland i fokus

Jeg var til demonstration mod USA i lørdags.

Det er en sætning, jeg ikke havde forventet at skrive, da jeg flyttede tilbage til Grønland. Den hører ligesom til et andet sted. Et sted med en ambassade, nogle hegn, lidt mere asfalt og en klar fornemmelse af, at man kan stille sig et sted og være vred i den rigtige retning.

Jeg boede i Aasiaat i fem år, fra 2015 til 2019, og flyttede derefter tilbage til Danmark. I sommeren 2025 fik jeg job som engelsklærer og karrierevejleder på gymnasiet i Qaqortoq, hvilket på mange måder føles som at komme hjem – bare til en virkelighed, der er blevet mere global, end jeg huskede.

Her er det mere åbent. Og mere uklart.

Vi var nogle stykker fra byen, der gik af sted. Ikke fordi vi havde en plan, men fordi der indimellem opstår den kollektive fornemmelse af, at man bliver nødt til at gøre noget – ellers står man bare og ser til, mens verden træffer beslutninger på ens vegne.

På vejen kom en lokal hen og rakte os nogle grønlandske papirflag.

Selvfølgelig tog vi imod dem. Det føltes som en lille gestus, og samtidig som et stykke identitet i A4-format. Vi holdt dem op i luften, sådan som man instinktivt gør, når man vil markere sig.

Det gjorde vi én gang.

Vinden tog fat med det samme. Ikke ondskabsfuldt, bare som vind nu engang gør her. Den var ligeglad med symboler og budskaber og havde kun et forhold til tyndt papir, og tyndt papir taber altid den diskussion.

Flagene begyndte at bukke og flænse, som om de forsøgte at slippe væk fra hele arrangementet, og så gjorde vi det eneste fornuftige: vi sænkede dem.

Det er jo bare papirflag, kunne man sige, og det er det også. Men det er samtidig en af de små ting, man instinktivt griber efter, når man vil vise, at man hører til et sted, og at man gerne vil stå sammen om noget, også selv om man står i en by, hvor protesten ikke rigtig kan afleveres nogen steder, fordi der hverken er ambassade eller konsulat eller et hegn, man kan stille sig korrekt op ad.

Og så står man dér, med et nationalt symbol i hånden, og opdager, hvor hurtigt det kan flosse, hvis man holder det lidt for højt, mens man samtidig bor et sted, hvor naturen i forvejen ikke er typen, der tager hensyn.

Den er ligeglad med vores intentioner, ligeglad med hvad vi mener, og fuldstændig immun over for socialt konstruerede størrelser som protest, identitet og “det rigtige sted at stå”. Den gør bare, hvad den gør, og vi har levet her længe nok til at vide, at det ikke kun handler om flag, men om mennesker. Hvert år er der nogen, der ikke kommer hjem fra en tur, der skulle have været kort. Nogen, der ikke når i havn. Nogen, der ikke får anden forklaring end vinden, mørket, kulden og det der nøgterne grønlandske faktum: at ting kan gå galt, og at naturen ikke forhandler.

Det var nok derfor, papirflagene blev hængende i mig på en måde, jeg ikke helt havde regnet med. For samtidig med at vi stod og lærte vores lille praktiske lektie om modvind og materiale, stod der en anden form for vind og skubbede i baggrunden.

Man kan godt mærke, at det her ikke længere bare er endnu en periode, hvor Grønland “fylder lidt mere i udlandet”. Der bliver talt om Grønland på en måde, hvor man som grønlænder næsten får fornemmelsen af at blive omtalt som en mulighed.

Og i det lys er det svært at høre Trumps udmeldinger som bare endnu en bemærkning, der skal overstås. Når en amerikansk præsident kan skrive, at verden først bliver sikker, når USA har “fuldstændig og total kontrol over Grønland”, og samtidig afvise, at Danmark overhovedet har ret til at eje landet, så lyder det ikke som almindelig politik. Mere som nogen, der mener, at det faktisk kan lade sig gøre.

Det bliver ikke bedre af, at han kobler det til, at han ikke længere føler sig forpligtet til at tænke udelukkende på fred – som om verden lige har glemt at klappe, og han derfor må demonstrere, hvad der ellers kan ske. Det er som at høre Eric Cartman: Hvis jeg ikke får det, jeg vil have, så kan I alle sammen få problemer. Man kan godt være vant til, at Grønland bliver omtalt som strategisk, men der er forskel på strategisk interesse og den der insisteren på kontrol, som om et land og en befolkning er noget, man kan tage på sig, hvis man har lyst.

Og så står man dér med et papirflag, der ikke kan tåle at blive holdt for højt, og kan ikke lade være med at tænke, at Grønlands statsdannelse også er sådan en størrelse, der ser massiv ud på afstand, men som i virkeligheden er bygget af noget mere skrøbeligt: små byer, korte forsyningslinjer, et sprog og et samfund, som hele tiden skal bæres af mennesker, der i forvejen har nok at bære.

På vejen stødte jeg ind i en elev. Hun havde sin søn med. Hun er vokset op på et børnehjem i Danmark og taler tilnærmelsesvis flydende dansk, så jeg spurgte hende på dansk, hvor demonstrationen gik hen.

Hun svarede, at der også var demonstrationer i de andre store byer.

Det tog mig et øjeblik at forstå, at hun ikke havde svaret forkert. Hun havde bare forstået noget andet end det, jeg troede, jeg spurgte om, og så blev jeg igen mindet om, hvor fuld af billedsprog dansk egentlig er. Vi får abstrakte ting til at bevæge sig, som om de var levende, og man tænker sjældent over det, før man pludselig står i en situation, hvor billedet ikke rigtig passer.

Jeg spurgte igen, denne gang hvor vi skulle gå hen.

Og så viste det sig, at det faktisk ikke var så enkelt.

Her er ikke noget amerikansk konsulat, som i Nuuk. Ikke en port, ikke en bygning, ikke et sted hvor man kan stille sig og føle, at protesten har den rigtige adresse.

Vi gik bare.

Og det var dér, hendes seksårige søn pludselig løb hen og omfavnede en af mine kollegaer, som om han havde set noget, han kunne bruge i en verden, der blev lidt for stor.

Min kollega startede heroppe i sommer, ligesom jeg. Han kender drengen, fordi de ofte går den samme vej i skole om morgenen. Folkeskolen ligger lige ved siden af gymnasiet, så man mødes på de samme stier, de samme morgener, og på små steder bliver mennesker en del af hinandens liv, før de egentlig har besluttet sig for det.

Drengen ser kun sjældent sin far, og han har knyttet sig til min kollega, fordi min kollega jævnligt har forsøgt at tale med ham, når de følges. Små sætninger, små øjeblikke, den slags, der ikke ser ud af meget, men som børn åbenbart husker.

Drengen kalder ham “ven” og tror, det er hans navn. Min kollega har prøvet at forklare ham, at han hedder Johnny, men drengen holder fast. Måske fordi “ven” faktisk er vigtigere end “Johnny”.

Sønnen er født og opvokset i Grønland og taler stort set ikke dansk.

Og mens vi stod der, slog det mig, at lige meget hvor meget Grønland pludselig fylder i verdenspolitikken, så lander det stadig i det helt konkrete: mennesker, der prøver at finde hinanden, fordi det er sådan man holder en hverdag oppe, når noget omkring én føles større end før.

Jeg har det ambivalent med, at Grønland er kommet i fokus.

Det er ikke forkert, at Grønland betyder noget. Det har det altid gjort. Men opmærksomhed er ikke det samme som tryghed, og det er ikke det samme for alle at blive trukket ind i de store fortællinger.

Jeg kan godt følge med i det, når det sker. Jeg kan læse mig klog, finde forklaringer, sætte det i system. Mine elever har ikke helt samme afstand til det. For mig er det noget, der sker foran mig. For dem føles det mere som noget, der sker med dem.

Og så er der sproget, som altid sniger sig ind.

For jeg kan godt formulere min uro på dansk og få den til at lyde nogenlunde rimelig. Mange af mine elever står oftere i den situation, at de godt ved, hvad de mener, men ikke helt kan få det sagt i den rigtige rækkefølge på det rigtige sprog, mens alle kigger. Det gør verden mere utryg. Man kan godt være modig, når man føler sig sprogligt hjemme, men det er straks sværere, når man samtidig skal oversætte sig selv.

Jeg kommer til at skrive videre fra klasselokalet. Om de steder, hvor det bliver stille. Om hvem der har adgang til at tale, og hvem der bliver hængende i hovedet, mens de leder efter ordene. Og om det usynlige tab, der opstår, når man faktisk har forstået noget, men ikke kan få det til at se sådan ud på papir.

Men det kan vi tage næste gang.

Jeg skriver udelukkende som privatperson, og synspunkterne er mine egne og repræsenterer ikke min arbejdsplads eller Selvstyret.