GL ind i fremtiden – med en struktur og kommunikation tilpasset nutidens største udfordringer

I 2012 var jeg 26 og i gang med mit andet år som årsvikar. Jeg var også medlem af GL’s hovedbestyrelse som repræsentant for de ikke-fastansatte, ja netop, lige under optakten til den mest omtalte overenskomst – OK13, der stadig er en varm kartoffel og et yndet politisk samtaleemne i forbindelse med det kommende hovedbestyrelsesvalg. Hvorfor er det stadig så stort et emne, kan man undre sig? Det er tydeligt for mig at se, at det skyldes, at GL’s medlemmer blev svigtet af dem, der skulle passe på dem, og vi var nok ganske mange, der ville have foretrukket at strejke dengang, også i hovedbestyrelsen. Hverken OK15 eller OK18 har givet nogen forløsning heller – på trods af en udskiftning af formanden.

Jeg mindes dog ikke tiden før OK13 som speciel idyllisk. Der var også mange problemer dengang, der fik en ung idealist som mig til at stille op. Vikarer, der blev holdt hen og prøvet af i umenneskelige tider inden fastansættelse, tilbageholdelse af pædagogikum langt ud over det acceptable, sårbare elever og kursister. Faktisk husker jeg ikke tiden som en, hvor jeg havde masser af tid til mit arbejde. Lønnen var også lavere dengang, end den faktisk er nu, ikke at det siger særligt meget.

Sandheden er nok desværre, at lige meget hvad vi havde gjort, strejke eller ej, så var vi endt med den forbistrede overenskomst, og tiden fra før kommer ikke tilbage. Vi må derfor forvente af vores fagforening, at den i stedet for at skue tilbage og drømme om en svunden tid, sadler om.
GL er en fagforening, der naturligt nok beskæftiger sig med uddannelsespolitik, da denne uløseligt hænger sammen med vores arbejdsvilkår. Dog fylder den proportionelt for meget, når vi ser på de konkrete problemstillinger med arbejdsmiljø. Før OK13 gav fordelingen i de tre udvalg: overenskomst, uddannelse og arbejdsmiljø måske udmærket mening, men her i 2018 ser vi altså stigende og dybt alvorlige problemer, hvad angår vores arbejdsmiljø. GL må og skal begynde at opprioritere den side af arbejdet. Stress, udbrændthed, folk der går på deltid for at kunne blive ved, øget ulighed, skævvridninger i fordelingen af arbejdstid og urimeligt spidsbelastede arbejdsperioder for bare at nævne nogle få ting. Samtidigt vokser ledelserne rundt omkring, men den enkelte lærer føler stadig større afstand til deres nærmeste leder, jf. artiklen om fusioner i Gymnasieskolen fra september. Vi skal derfor klare det selv, presset, og der er for få, der tør sige fra, især i sparetider, hvor folk afskediges. Hvem kan hjælpe den enkelte lærer? Svaret burde være ligetil: Tillidsrepræsentanten. Når denne dog ikke kan løfte opgaven i samarbejde med sine kolleger, må GL’s konsulenter være med.

Der er penge på kistebunden i GL, og de penge skal selvfølgelig bruges på at hjælpe medlemmerne. Det er for mig helt oplagt, at man ansætter flere i GL’s sekretariat, der kan rejse rundt på skolerne efter behov og bistå TR i forhandlinger med ledelserne om arbejdsvilkår og lokallønsforhandlinger. Jovist, det er bekosteligt, og hvis nogen skulle fortælle mig, at det er der altså ikke penge til, så har jeg et konkret forslag til løsningen. GL frikøber årligt en række såkaldte lokaludvalgsformænd for ret høje beløb. Disse lokaludvalgsformænd er som så meget andet i GL et levn fra fortiden, sågar helt tilbage fra, da vi havde amter. Disse store frikøb kunne netop frigives og fordeles på de lokale TR og et GL-”rejsehold”, eller man kunne begynde at stille konkrete krav for frikøbet.

Sager som VUC Syd skulle aldrig have fået lov at løbe løbsk på den måde. Men et selv nok så hurtigarbejdende sekretariat kan heller ikke fordele sine ressourcer ud på et par hundrede skoler samtidig. Der skal flere folk til! Disse lokal-/ og områdeformænd skulle kunne forpligtes til at bisidde forhandlinger og indhente f.eks. lokale lønaftaler på den enkelte skole sammen med 1-2 konsulenter fra GL-centralt, hvis frikøbet skal fortsætte, ellers må ressourcerne omdirigeres.

For mig at se, er det utroligt, at GL ikke har rykket sig organisatorisk og strukturelt siden det massive medlemssvigt, der var i OK13. Forandringer gør sjældent en formand særligt populær (do ut des!), men det er tankevækkende, at vores arbejdsvilkår har ændret sig så markant over de seneste 5 år, mens vores fagforening ikke har fulgt med.

Jeg ønsker et GL, der arbejder for mine kolleger og mig, med et fagblad, der tør have mere kant, en hovedbestyrelse der får lov at markere sig i den offentlige debat, og et GL, der påtaler mine arbejdsvilkår i offentligheden og ikke kun vores unge menneskers knuste drømme. GL skal ind i fremtiden, og det skal det nu, hvis det skal have nogen som helst berettigelse fremadrettet.

Sandie Langer Christensen, Lektor i dansk, engelsk og italiensk på VUC Lyngby, kandidat til hovedbestyrelsen for Liste 2