Hhx-lærer Helle Rodahl Thisted går til psykolog og får karriererådgivning hos Magistres A-kasse. Det hjælper hende med at komme videre efter fyringen.

Fyringen var et chok for Helle: ”Jeg blev simpelthen så vred”

Hhx-lærer Helle Rodahl Thisted blev fyret i januar. Først fyldte vreden alt. Nu er hun mest ked af det - og kæmper for at tro på, at hun nok skal få et nyt job.

Det kom som et kæmpe chok for hende. Ledelsen havde på intet tidspunkt nævnt, at der kunne være fyringer på vej. Så da rektor i starten af januar bad Helle Rodahl Thisted om at komme med ind på hans kontor, var hun helt uforberedt.

”Jeg var lige blevet færdig med dagens undervisning, da jeg blev kaldt ind på rektors kontor og fik beskeden om, at jeg var fyret. Jeg tænkte: Hvad er det, I har gang i? Men jeg sagde ikke så meget. Jeg blev simpelthen så vred og frustreret, min krop sitrede helt,” fortæller Helle Rodahl Thisted, der underviser i dansk og psykologi på hhx på Mercantec i Viborg.

Om aftenen ringede hun og fortalte det til sin søster, sine forældre og tre af sine bedste kolleger. En af dem, der også er en god veninde, kom over og hjalp hende med at få lidt styr på alle tankerne og følelserne.

”Udover vreden begyndte jeg at vende det lidt indad. ’Hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort galt?’ Det var sådan, jeg tænkte lige der,” siger den 33-årige hhx-lærer.

Kolleger græd
Dagen efter mødte hun op på skolen om morgenen som normalt, selvom hun stort set ikke havde sovet om natten. Her fandt hun ud af, at en anden lærer også var blevet fyret dagen inden.

Hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort galt?

Helle Rodahl Thisted, hhx-lærer
Mercantec

Hun aflyste sine undervisningstimer og fortalte åbent om fyringen til kollegerne på lærerværelset.

”Folk græd og græd og græd. Det var så overvældende, så jeg skyndte mig at gå fra lærerværelset og ned til vores forberedelseslokale. Så kom folk lidt efter lidt og snakkede. Det var lidt lettere for mig at rumme på den måde.”

Endnu en lærer blev fyret den dag. Om eftermiddagen tog Helle Rodahl Thisted ud til den ene af de fyrede sammen med fem-seks kolleger.

”Vi fik snakket, grædt og grinet. Det var rigtig rart. Og det hjalp mig, at jeg ikke var den eneste, der var blevet fyret,” fortæller hun.

Mange bliver fyret
Helle Rodahl Thisted er en af de mange gymnasielærere, der i de seneste måneder er blevet fyret. Siden august har cirka 200 lærere på gymnasiale uddannelser mistet deres job, viser tal fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Årsagen er de fortsatte nedskæringer i gymnasiesektoren og fald i antallet af elever.

Læs: Nedskæringer presser gymnasier til flere fyringer

Det er også den begrundelse, Helle Rodahl Thisted og hendes to fyrede kolleger på Mercantec har fået. Fælles for de tre lærere er, at de har fag, der er blevet ”små” i forbindelse med gymnasiereformen.

”Psykologi er ikke længere et studieretningsfag. Vi er gået fra otte til fem hold, og næste år bliver der kun ét hold, så i skolens øjne er jeg nu en etfagskandidat,” siger hun.  

Selvom hun godt kan se det rationelle i beslutningen fra skolens side, er fyringen stadig svær at komme overens med, fortæller hun.

”Jeg føler en magtesløshed, fordi jeg ikke selv har taget valget, og uvisheden er hård. Hvad skal der nu blive af mig? Hvornår får jeg et job igen?”

Blev sygemeldt
Efter fyringen meldte Helle Rodahl Thisted sig syg i to dage for ”lige at lande”, men derefter fortsatte hun med at undervise. Egentlig skulle hun være fortsat skoleåret ud, men da hun kom tilbage efter vinterferien, var kræfterne brugt op, og hun blev sygemeldt.  

”Det blev mere og mere opslidende dag for dag. Jeg græd, havde ingen energi overhovedet og følte mig overbelastet på alle måder. Det var en lettelse at blive sygemeldt, men også et nederlag. Jeg ville jo gerne have fortsat – ikke mindst for mine elevers skyld. Men jeg kunne ikke mere,” fortæller Helle Rodahl Thisted.

Hun har fået det bedre, men ved ikke, hvornår hun er klar til at komme tilbage.

Det var en lettelse at blive sygemeldt, men også et nederlag. 

Helle Rodahl Thisted, hhx-lærer
Mercantec

Hun kan mærke, at vreden er blevet mindre. I stedet føler hun nu en stor sorg over at skulle sige farvel til skolen, hvor hun har været i syv år.

”Det er et helt fantastisk lærerværelse, som det bliver meget svært at forlade,” siger Helle Rodahl Thisted.

Det stærke sammenhold i lærerkollegiet har hun i den grad mærket i den seneste tid.

”Jeg har fået 200 procents opbakning fra mine kolleger. De har simpelthen været så empatiske, opmærksomme og støttende. De ringer og skriver og kommer forbi. Det varmer så meget og er med til at hjælpe mig igennem.”

Et skud motivation
Helle Rodahl Thisted bruger både tilbuddet om fem gratis psykologsamtaler og karriererådgivning, som GL giver fyrede medlemmer.

Hun synes, at det hjælper hende til at komme videre. Psykologen har blandt andet fået hende til at forstå, at hendes reaktion er helt normal.

”Det giver noget ro at få det at vide. Når man aldrig har stået i sådan en situation før, ved man jo ikke, hvad der er normalt,” siger hun.

At tage imod karriererådgivning beskriver hun som ”det bedste, jeg har gjort”.

”Jeg har mødt en stor forståelse for min situation og fået en masse sparring i forhold til, hvad der er godt for mig at gøre nu og her. Og så har jeg også fået et kæmpe skud motivation og gejst i forhold til fremtiden og muligheden for at finde et nyt job.”

Kigger mod andre brancher
Kompetenceafklaring er en central del af karriereforløbet. Helle Rodahl Thisted har fået hjælp til at få øje på de kompetencer, hun har som gymnasielærer, og som kan bruges i mange andre brancher.

”Jeg har fået udvidet mit perspektiv. Jeg elsker at være gymnasielærer, og det vil jeg meget gerne fortsætte med. Men dels virker det urealistisk med alle de fyringer, der er i øjeblikket, dels tror jeg også, det kan være sundt for mig at prøve noget andet,” siger Helle Rodahl Thisted, der er uddannet cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation.

Hun finder det derfor oplagt også at rette blikket mod et job indenfor kommunikation og markedsføring. Men også det kan blive svært.

”Til et af de job, jeg har søgt, var der 233 ansøgere,” siger hun.

Selvom hun er sygemeldt, har skolen accepteret, at hun opkvalificerer sig inden for digital markedsføring hver mandag i to måneder. Hun er nu halvvejs i kurset. Og så kæmper hun for at holde fast i optimismen.

”Det er hårdt. Det kommer sikkert til at kræve en masse ansøgninger. Men jeg må prøve at være i det og tro på, at jobbet nok skal komme,” siger Helle Rodahl Thisted. 

Læs temaet 'Uro på lærerværelset' i næste nummer af Gymnasieskolen. Her sætter vi fokus på, hvad fyringer har af konsekvenser - ikke kun for de fyrede, men for hele lærerkollegiet.