Vores fantastiske arbejdsplads blev et utrygt sted

En massakre. Et kæmpe chok. Som et lyn fra en klar himmel.

De hårde ord falder på rektors kontor på Horsens HF og VUC, hvor lærere, tillidsrepræsentanter og rektor sætter ord på, hvordan det føltes, da skolen for tre år siden måtte afskedige ni medarbejdere. Året efter fulgte yderligere to afskedigelser.

“Det kom simpelthen som et kæmpe chok for alle, og vi er vel egentlig først ved at komme os helt over det nu,” siger tillidsrepræsentant Martin Skov Petersen.

Inden da havde først ledelsen og siden­hen en særligt nedsat gruppe arbejdet på at undgå afskedigelser, men til sidst var der ingen vej udenom. Skolens økonomi var presset af en voldsom elevnedgang og nedskæringerne.

Dan Ørbæk Lysgaard var en af de lærere, der dengang var med i den særlige gruppe med ledelsen og tillidsrepræsentanter, som skulle nærstudere skolens økonomi i håb om at finde nye løsninger.

“Det gibbede helt i mig, da jeg indså, at der ikke var nogen anden udvej. For mange af mine kolleger, som ikke sad i gruppen, havde stadig en forhåbning om, at vi kunne klare de økonomiske udfordringer ved at afmelde aviserne eller ­stoppe frugtordningen. Men der skulle meget mere til,” fortæller Dan Ørbæk Lysgaard, der sidenhen er blev suppleant for tillidsrepræsentanten.

“Først kom chokket over, at der skulle afskediges lærere – så kom angsten for at blive fyret. Pludselig var vores fantastiske arbejdsplads et utrygt sted,” siger ­Tina Dunø, der underviser i dansk og billedkunst.

Fra den dag, hvor ledelsen informerede medarbejderne om, at der skulle afskediges ni lærere, til dagen, hvor lærerne blev varslet afskediget, begyndte lærer Paw Amdisen pludselig at tænke over, hvad han sagde på arbejdet.

“Det var virkelig en ubehagelig periode, hvor jeg tolkede på alt. Og tankerne var tunge: På den ene side håbede jeg selvfølgelig på, at det ikke var mig, der skulle afskediges, men samtidig kunne jeg ikke holde tanken ud, at det så skulle gå ud over en god kollega,” siger Paw Amdisen, der underviser i samfundsfag, filosofi og mediefag.

De afskedigede blev usynlige
Processen omkring afskedigelserne blev drøftet grundigt i skolens samarbejdsudvalg. Det blev besluttet, at man skulle have beskeden per mail sidst på eftermiddagen. Det blev ændret ved anden fyringsrunde, hvor man fik mailen om morgenen.

“Vi fandt ud af, at det var forfærdeligt at skulle undervise en hel dag. Man ­kunne ikke koncentrere sig, fordi man gik og ventede på beskeden om, hvorvidt man var købt eller solgt. Derfor ændrede vi det den anden gang,” siger Martin Skov Petersen.

Det stod klart, at afskedigelser var uundgåelige i december måned, en ­måned, hvor mange organisationer ikke ønsker at afskedige, så timingen af afskedigelserne blev også drøftet mellem lærerne og ledelsen.

“Enten ville alle få en dårlig jul, ­fordi medarbejderne vidste, at afskedigelserne ville blive meldt ud efter jul, eller ­også skulle afskedigelserne meldes ud ­inden jul, men så skulle de afskedigede holde jule­ferie med den forfærdelige nyhed,” ­siger rektor Dinna Balling.

Lærerkollegiet valgte at få de dårlige nyheder inden juleferien.

“Det var en frygtelig dag,” siger Dan Ørbæk Lysgaard og uddyber: 

“Først var angsten dér, så kom lettelsen, som til sidst blev afløst af den ­dårlige samvittighed over at føle glæde, når der var kolleger, der var blevet afskediget,” siger han.

Lærerne havde oprettet en Facebookgruppe, hvor man kunne fortælle sine kolleger, at man var blevet afskediget, hvis man havde lyst til det. 

“Det var godt, at de fleste meldte det ud på Facebook,” siger Tina Dunø og tilføjer: “Der blev krammet enormt meget næste dag på lærerværelset.”

At de fleste medarbejdere var åbne omkring deres afskedigelse, gjorde det lettere både for dem og for kollegerne at tackle, mener arbejdsmiljørepræsentant Flemming Fischer. 

“Vi har altid været en god arbejdsplads, og vi rykkede tættere sammen, da krisen kom,” siger Flemming Fischer. Både tillidsrepræsentanter og ledelse opfordrede de afskedigede til at tage en samtale med ledelsen efter den officielle tjenstlige samtale. Det var der mange, der gjorde. “Det var jo frivilligt, men vi var nok ret opsøgende, for det er så vigtigt, at kontakten ikke stopper med den triste samtale,” siger Dinna Balling. 
Hun mener også, at det kan være en af årsagerne til, at ingen af de afskedigede sygemeldte sig.

Martin Skov Petersen fortsætter: 

“Det er vigtigt at holde den gode kontakt – for ellers kan vreden eller usikkerheden vokse.” Inden afskedigelserne havde lærerne talt om, hvor vigtigt det var, at de afskedigede ikke blev usynlige. “Men det blev de jo lidt – desværre. Det er en rigtig svær situation. Hvor meget skal man spørge? Det er jo meget individuelt, hvor meget man ønsker at tale om det,” siger Martin Skov Petersen.

Dan Ørbæk Lysgaard nikker: 

“Det kan let blive en lidt ensformig snak, hvis man hver gang spørger til, om der er noget nyt, og om der er nogen job at søge,” siger han. Også de, der ikke var blevet afskediget, var påvirket af stemningen. “Jeg begyndte at fundere over, hvorfor det lige var de lærere, som var blevet afskediget, og ikke mig. Jeg var jo ikke en bedre underviser eller kollega end dem. Så jeg ledte efter årsager og mønstre, og det tror jeg, at vi var mange, der gjorde,” siger Paw Amdisen og tilføjer: 

“For hvad nu, hvis der skulle fyres igen.”

Ledelsen spiller med åbne kort
Afskedigelserne havde sat deres præg på arbejdsmiljøet. 

“Chokket påvirkede os længe, samtidig med at vi alle kunne mærke besparelserne,” siger Flemming Fischer og ud­dyber: 

“Der var mange snakke om ‘sikre’ fag rundtomkring på gangene.”

En lærer sagde også op uden at have et andet arbejde på hånden. 

“Hun valgte simpelthen at sige op, fordi hun ikke kunne klare presset fra besparelserne. Hun kunne ikke se sig selv som underviser på den måde. Det gav voldsomme dønninger på lærerværelset,” siger Martin Skov Petersen. 

Ledelsen opfattede signalerne og fik erhvervspsykolog Ejnar Bryld til at køre et forløb for alle på skolen. Det har været rigtig godt, lyder det samstemmende omkring bordet.

“Det betyder meget, at vi blev taget alvorligt af ledelsen. Det har været godt at tage temperaturen på arbejdsglæden og at arbejde med, hvad vi kan gøre i hver­dagen,” siger Paw Amdisen. 

“Selvom afskedigelserne skyldtes udefrakommende faktorer, så blev de jo alligevel oplevet lidt som et tillidsbrud, og derfor havde vi brug for at få hjælp udefra til at få det bearbejdet og komme videre med samarbejdet,” siger Dinna Balling.

Det hjælper også på arbejdsmiljøet, at ledelsen spiller med åbne kort i forhold til hver enkelt lærers portefølje, påpeger lærerne.

“Vi kan se, hvordan kagen bliver skåret, og det giver ro og forhindrer, at der bliver skabt myter om arbejdsfordelingen,” siger Dan Ørbæk Lysgaard og under­streger vigtigheden af, at lærerne og ledelsen arbejder videre på at finde løsninger på arbejdspresset, når besparelserne fortsætter.
Det bruger de meget energi på nu. 

Arbejdsglæden er stille og roligt steget på skolen igen. Men lige omkring den tid, hvor skolen får ansøgertallet til det kommende skoleår, vender uroen lidt tilbage, fortæller Paw Amdisen. 

“Grundlæggende er der jo sket noget med trygheden, så ansøgertallet er altid lidt af en gyser,” siger han.