Fra den anden side af eksamensbordet
Efteruddannelsen har været horisontudvidende og berigende, hvor jeg har været sammen med andre end gymnasielærere. Det har været en fornøjelse at møde engagerede forskere og undervisere indenfor IKT og læring.
Mens jeg skriver dette, sidder jeg og venter på at komme til eksamen – med sommerfugle i maven og hvad dertil hører. Det er den afsluttende eksamen på masterstudiet i IKT og læring, og jeg skal forsvare mit masterprojekt om kemi som almendannende og it-baseret fag på stx.
Det har været nogle lærerige og milepælsflyttende år. Første og største milepæl, jeg mødte, var da vi læste og diskuterede læringsteorier lige efter studiestart. Jeg troede, at jeg var god til at reflektere over min egen undervisning, men det var lidt af en øjenåbner at reflektere i forhold til forskellige teorier sammen med studiekammerater med mange forskellige undervisningsrelaterede jobs. Det viste sig, at der er mange flere måder at undervise på, end jeg havde forestillet mig. Og da jeg først fandt mit eget læringsteoretiske ståsted, fik det store konsekvenser for min undervisning: Jeg blev nødt til at praktisere det, jeg troede på, og det ændrede alt.
På studiet har jeg blandt andet arbejdet med projekter indenfor virtuel undervisning, videndeling på gymnasier, udvikling af kurser i elevaktiverende og it-baseret undervisning, e- og i-bogsdesign, sociale medier og digital dannelse. Alt er blevet afprøvet og videreudviklet i min egen praksis som gymnasielærer og gymnasiekonsulent, og jeg er bestemt ikke færdig med at lære nyt.
Jeg startede på studiet, fordi jeg efter mere end 10 år som gymnasielærer (og før det et par år som folkeskolelærer) var begyndt at kede mig i jobbet, selvom jeg elsker at undervise. Det var blevet for rutinepræget, den samme trummerum år efter år – trods reformen i 2005. Jeg trængte til, at der skulle ske noget. Skulle jeg læse et tredje fag, skulle jeg skifte job, skulle jeg noget helt andet? Jeg valgte master i IKT og læring fordi jeg syntes, at jeg vidste for lidt om begge dele, fordi jeg gerne ville kvalificere min praksis, og fordi det ikke kun var for gymnasielærere. Det tiltalte mig også, at studiet var it-baseret og kollaborativt, hvilket var en skarp kontrast til min studietid på Københavns Universitet.
Jeg har været utrolig glad for studiet. Det har været en fornøjelse at møde engagerede forskere og undervisere indenfor IKT og læring, og det har været horisontudvidende og berigende også at være sammen med andre end gymnasielærere.
Det er en stor glæde at få lov til at efteruddanne sig. Det kan anbefales. Det har kostet masser af fritid, men til gengæld har det givet ny energi, engagement og overbevisning, og jeg har fået arbejdsglæden mangefold tilbage.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode