Vores efteruddannelse er under heftigt pres

Gymnasielærerne får for lidt efteruddannelse. Vi får færre kursustimer end tidligere, og vilkårene er vidt forskellige fra skole til skole og fra lærer til lærer. Nogle får endda at vide af ledelsen, at på deres skole bliver der slet ikke givet tid eller midler til efteruddannelse, selvom et sådant forhåndsafslag er i strid med overenskomsten.
Coronanedlukningen har naturligvis skruet voldsomt ned for efteruddannelse i 2020-’21, men det er ikke hele forklaringen. Samtidig betyder de mange aflyste kurser i perioden, at der nu er et kraftigt efterslæb i efteruddannelse, som må tages alvorligt. Det gælder ikke mindst på det erhvervsgymnasiale område, hvor efteruddannelsen halter mest.

GL’s seneste undersøgelse om efteruddannelse viser, at blot 48 procent af gymnasielærerne deltog i efteruddannelse i ’21, mod cirka 70 procent i både ’13, ’16 og ’19. På erhvervsgymnasierne er andelen helt nede på 31 procent. To tredjedele af de lærere, der ikke har fået efteruddannelse, angiver nedlukningen som den primære årsag, mens en tredjedel peger på manglende tid. Det harmonerer desværre alt for godt med vores andre undersøgelser, der viser, at vi som stand er voldsomt tidspresset. Det kan ikke passe, at vi oven i det pres også skal betale med vores efteruddannelse.
Går man dybere ned i besvarelserne, tegner der sig et endnu mere dystert billede. Flere fortæller, at hvis de tager efteruddannelse, tæller det ikke med i timeregnskabet: ’Alting giver 1680 på min skole’, ’Der skal jo bare løbes det hurtigere, når man kommer hjem’, ’Planlægningsmæssigt er alt bare overslagsregning’. Står man i den situation på sin skole, kan det ikke undre, at efteruddannelsen er et af de første ofre, når man skal få arbejdslivet til at hænge sammen.

Hver femte lærer fortæller endda, at de slet ikke har modtaget efteruddannelse de sidste tre år! Af dem angiver hele 45 procent, at de ikke selv kan finde tiden, mens 18 procent kan fortælle, at det er ledelsen, der ikke vil give tid – eller midler – til efteruddannelse. Det er naturligvis ikke acceptabelt, at ens mulighed for efteruddannelse afgøres vilkårligt af, hvilken ledelse man har.
Hvilken type efteruddannelse efterspørger lærerne så? Langt de fleste, 79 procent, ønsker at blive ajourført i deres fag, og det lykkes for 59 procent. Derfor er det en skam, at de faglige foreninger, der udbyder en lang række af de efterstræbte kurser, også kan melde om store udfordringer med at skabe tid til arbejdet. Langt fra alle medlemmer af de faglige foreningers bestyrelser får tildelt tid eller endsige plads i skemaet til at udføre dette vigtige arbejde.
Samtidig er de faglige foreningers kurser under pres fra FIP. På sidste møde i GL’s Pædagogiske Samarbejdsudvalg kunne flere foreninger fortælle, hvordan deltagelse i FIP opsuger mange læreres tid til efteruddannelse. GL’s undersøgelse viser tilsvarende, at mange angiver FIP – eller andre kurser, som ledelsen har bestemt – som deres eneste efteruddannelse. FIP er naturligvis ikke i sig selv et problem, men de er langt fra dækkende for det indhold og de kompetencer, som gymnasielærere efterspørger. Efteruddannelse kan ikke alene være et spørgsmål om arbejdsgiveres eller ministeriers aktuelle fokuspunkter.

De årlige MUS-samtaler, der er et logisk sted at rejse spørgsmålet om efteruddannelse, bliver ikke i tilstrækkelig grad brugt til det. 48 procent har ikke diskuteret efteruddannelse på MUS i ’21, og 9 procent har ikke engang deltaget i MUS de sidste 3 år…! Der er ledelser derude, der burde sidde med røde ører – og det er en sag for tillidsrepræsentanten og GL-klubben at rejse spørgsmålet om ikke bare MUS, men efteruddannelse i det hele taget, lokalt. Efteruddannelse skal ikke være en individuel udfordring, men en kollektiv opgave, og vi må arbejde for at finde gennemsigtige og retfærdige modeller for tildeling af den. Det pres skal GL centralt også være med til at lægge.

Helene Caprani, medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1
Anne Sophie Huus Pedersen, medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 1