Forskel og lighed mellem grise og gymnasieelever

Da jeg startede på at skrive dette indlæg, havde TV2 dokumentaren ”Hvem passer på grisene?” lige haft premiere. I forlængelse og inspireret af det skulle dette indlæg hedde ”hvem passer på eleverne?” Men nu er der gået en del tid, så titlen ikke ville have samme effekt. Derfor må jeg vælge denne mere provokerende titel for at kæmpe lidt om opmærksomheden.

Det skal ikke handle om paralleller mellem grisenes og elevernes intelligens – selvom man kunne score billige point ved at slå på dannelsespessimismen og pege på, at ”grise er nysgerrige og indsigtsfulde dyr, som menes at have højere intelligens end et gennemsnitligt 3-årigt barn”[1] og jf. min anekdotiske evidens sommetider endda overgår gymnasieeleverne på sidste række på disse punkter.

Det kan virke vovet og provokerende at ville sammenligne grise og gymnasieelever, men jeg ser bekymrende lighed: Hvis man filmede mine klasselokaler, ville man se påfaldende overlap med de skandaløse forhold i industrilandbrug, som vi har set afsløret i medierne. For mange individer presset sammen på for lidt plads, dårlig luft og et støjniveau, der gør det svært at koncentrere sig. Her er parallellen trukket med et glimt i øjet, men desværre ligger der en alvorlig kerne bag. Så lad mig fortsætte lidt med grise-sammenligningen.

Det skal handle om de strukturelle skævheder i de vilkår og krav, vi har til fødevareindustrien og uddannelsessektoren. Hvad stiller vi af krav til maden på vores tallerken, og hvordan vil vi have, at vores børn opvokser og trives i skolen? Her ser jeg faktisk forskelle – til fordel for grisene.

Danish Crown fortæller, at en økologisk gris skal have 2,3 kvadratmeter plads[2]. Man kan lige stoppe op og overveje – hvor meget plads har vores elever mon? I folkeskolen eksisterer debatten og her ønskes minimumsrettigheder på 2,7 kvadratmeter[3] – marginalt bedre end vores øko-grise. Men hvordan stå det så til på gymnasiet? Min hurtige undersøgelse kom frem til, at der ikke findes konkrete krav på antal kvadratmeter per gymnasieelev i et klasselokale.

Men kvadratmeter er heller ej tilstrækkeligt. Corona har bl.a. lært os, hvor vigtigt godt indeklima og udluftning er. Det er snarere kubikmeter, der er afgørende. I folkeskolen bør der være 6 kubikmeter luft pr elev og 12 for læreren[4]. Ligeledes kræver arbejdstilsynet også 12 kubikmeter luft per person på et kontor. For gymnasierne er reglerne mere uklare. Der findes generelle retningslinjer for CO2-niveau og luftkvalitet, men ingen klare konsekvenser når grænserne overskrides[5]. Min daglige erfaring fra et bygymnasium viser, at dårligt indeklima er et reelt problem, selvom det næppe gælder alle gymnasier.

Men det er måske heller ikke et matematisk spørgsmål om meter. Man kunne løse problemet ved at skrue på andre parametre. Og her kan vi nok alle blive enige: Færre elever per klasse ville være en optimal løsning. Vi ved alle, at mindre hold giver bedre undervisning. Når jeg f.eks. underviser tysk på A-niveau med 10-15 elever, oplever jeg det optimale læringsmiljø. Eleverne tør deltage, alle kommer til orde, og der er tid til at møde den enkelte elev, hvor de er.

Men de fleste klasser nu til dags skal rumme omkring 28 elever. Ikke fordi det er pædagogisk fornuftigt, men fordi taxametersystemet tvinger os til at tænke i kvantitet frem for kvalitet. Vi er blevet så afhængige af “stykprisen” per elev, at vi ikke tør tale om mindre klassekvotienter – det ville jo være at save den gren over, som vi selv og vores kolleger sidder på.

Lad mig vende tilbage til grise-metaforen. Grisebonden kan faktisk satse på øko- eller andre premium-grise og derved reducere styktallet og hæve prisen. Men i gymnasieverden er fokus på kvalitet tilsyneladende desværre ikke længere en option. Gymnasiet kan kun satse på kvantitet, idet vi er underlagt den faste pris, som taxameteret er villigt at give os for vores elever.

Jeg vil derfor lige trække socialist-kortet og sige, at det da også var for dumt, at vi senest siden 2007 (selvejereformen) er underlagt disse skæve markedsvilkår. Og det bliver endnu mere spøjst, hvis man tænker over, at regeringen med den nye taxameter-reform nu vælger at straffe de institutioner, der har tilpasset sig bedst til netop disse markedsvilkår. Systemkritikken bør ytres, men vi må være realistiske og erkende, at det nok foreløbigt ikke kan ændres. Til gengæld ser jeg nogle realistiske mål, vi som undervisere kan kæmpe for. I sidste ende er det ikke kun elevernes kvadratmeter, indeklima og arbejdsmiljø, men i den grad også vores egen. Tak for opmærksomheden.