Facebook – der mødes vi
Let’s face it – Facebook bringer sindene i kog! Skal vi forbyde det i timerne? Skal eleverne have lov til at smutte på Facebook ind i mellem, så længe det ikke forstyrrer de andre?
Let’s face it – Facebook bringer sindene i kog! Skal vi forbyde det i timerne? Skal eleverne have lov til at smutte på Facebook ind i mellem, så længe det ikke forstyrrer de andre? Skal vi være venner med vores elever på Facebook? Kan Facebook bruges i faglige sammenhænge? Hvad er egentlig Facebooks styrker og svagheder?
Som jeg ser det, er Facebooks store styrke, at alle elever er på – og helst hele tiden. Hvis vi gerne vil være, hvor eleverne er, så er Facebook et oplagt sted at mødes. Det er nemt og hurtigt at give sin mening til kende, så måske kan der skabes mere dialog, fx i forbindelse med formativ evaluering.
Ulempen ved Facebook er alle distraktionerne fra vennernes opdateringer. Jeg ville ikke forvente at kunne holde elevernes koncentration omkring noget fagligt ret lang tid ad gangen på Facebook, men sandsynligvis i længere tid end uden for Facebook.
Jeg har tænkt mig at bruge Facebook til eksamensrepetition. Min plan er at oprette en lukket gruppe. På den måde behøver eleverne og jeg ikke at være venner, og det, de poster i gruppen, kommer ikke op på deres tidslinje, så jeg undgår problematikken med, at det ikke er så sejt at være med i en undervisningsgruppe. Udefrakommende kan heller ikke blande sig i, hvad der foregår i gruppen. På den måde håber jeg, at gruppen bliver et trygt område for eleverne.
Planen er, at de skal spørge hinanden (og mig) og diskutere muligheder og faglige problemer undervejs i Facebookgruppen i den periode, hvor vi repeterer. De skal udarbejde nogle produkter i grupper: et noteark med disposition og nøglebegreber indenfor et område af kernestoffet samt en 7-8 min. film eller screencast, hvori kernestofområdet præsenteres. Eleverne får via Facebooksiden feedback, både undervejs og på deres produkter. Til sidst skulle der gerne ligge en masse supergodt, velreflekteret og gennemarbejdet eksamensmateriale i Facebookgruppen. Hvis eleverne vil, kan de fortsætte aktiviteten i gruppen i læseferien, og på den måde hjælpe og inspirere hinanden.
Eleverne har i forvejen oprettet Facebookgrupper uden om os lærere. Desværre medfører det ofte, at fejllæring florerer og breder sig uden at nogen stopper det. Derfor vil jeg gerne have dem til at arbejde i min gruppe, så jeg kan hjælpe og støtte fagligt. Jeg vil også gerne fremme, at der foregår noget fagligt der hvor de alligevel hele tiden er. På den måde håber jeg, at der kommer mere diskussion, feedback og idéudveksling.
Om mine intentioner med eksamensrepetitionen lykkes, vil de næste par uger vise. Hvis det ikke lykkes, må eleverne give mig andre ideer til, hvordan Facebook kan bruges konstruktivt i undervisningen.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode