Få succes med ”Usynlig Læring”
”Synlig læring” er det buzzword, man skal føre sig frem på i dag, hvis man ønsker at blive taget alvorligt i undervisningsverdenen.
De to store læringsguruer Kagan og Hattie gør begge et stort nummer ud af, at de arbejder med ”Synlig læring”.
Så jeg har tænkt lidt på, hvad man skal gøre for at tjene penge (og måske endda store penge) på et læringskoncept i den nærmeste fremtid.
Det var ikke så svært, jeg nåede frem til, at jeg skal lave et nyt, smart koncept, der hedder ”Usynlig Læring”. Det skal sælges på, at eleverne lærer noget, men har det så sjovt med det, at de ikke lægger mærke til, at de lærer noget. Det skal nemlig ikke opfattes som hårdt at være studerende, nej det skal da være en leg. Allerede nu kan flere læsere se, at konceptet ”Usynlig Læring” passer godt ind i tidsånden. Lærerne kan så komme på undervisning i Stand-Up Comedy didaktik, hvor de lærer at bruge Stand-Up komikkens redskaber. Samtidig lærer de også at vinkle de faglige mål på en subtil måde, som gør, at eleverne fanger det og tænker over det, mens de samtidig griner og morer sig gevaldigt.
Som supplement til konceptet kan jeg skrive en bog om, hvordan man kan integrere små vittige kommentarer, som får undervisningen til at glide lettere ned. Samt et afsnit om, hvordan man med små kreative lege ved bordet, får integreret både formler og begreber i legene. På den måde kan eleverne blive bedre til at huske begreberne. Med en anden leg, som går ud på at lave et skuespil, kan eleverne så arbejde med anvendelse af begreberne. Det skal selvfølgelig ske ved hjælp af en video-app, som svarer til VideoStar, som både er nem og underholdende at bruge. Bogen, som jeg her kunne skrive, skal være i en form, der gør, at den kan ligge på lærernes natborde og fungere som godnatlæsnings-inspiration. Lidt ligesom unge mennesker havde Formand Maos ”Lille røde” liggende i halvfjerdserne.
Derudover kan jeg ansætte coaches, som for et pænt højt konsulentgebyr kan komme ud på skolerne og vise, hvad man skal gøre, hvis lærerne ikke er i stand til at levere ”Usynlig læring”. For der er jo nogle lærere, som bare altid vil være imod ”de nye tendenser i uddannelsessektoren”. Når coachene så kommer ud, har de et færdigpakket koncept, som de fyrer af, og får det hele til at se nemt og godt ud. Imens kan lærerne stå desillusionerede tilbage og tænke: ’Ok, hvordan arbejder vi så lige videre med det?”.
Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg med få midler og det kendskab, jeg har til markedsføring, meget nemt ville kunne få en sådan gesjæft op at stå. Der skal ikke meget til, før man kan ændre vores nuværende fokus på ”Synlig læring” som bærende, til at det i stedet bliver ”Usynlig Læring”, der kan blive det nye sort. For det er jo fuldstændig ligegyldigt, om det er usynligt eller ej. For både ordet ”synlig” og ”usynlig” lyder som gode ord. Hvis de så kombineres med ordet læring, jamen så kan det da kun lyde godt. Så nu er spørgsmålet så bare, om ”Usynlig Læring” virker.
Hov nej, det gør det ikke. Man kan ikke bare lave et koncept, der hedder et eller andet smart, og så presse det ned over hele uddannelsesverdenen som det nye sort og tro, det virker. For der er altid noget, som ikke virker. Det er eksempelvis ikke alle lærere, der ville være i stand til bare at være det mindste morsom eller underholdende. Det gør dem ikke til dårlige lærere, men det er bare ikke alle, der har den evne. Det er heller ikke alle lærere, der er i stand til tænke faglige lege ind i undervisningen, og det er heller ikke sikkert, at de lege overhovedet virker.
Det ændrer ikke på, at der stadig vil være mange penge at tjene på et sådan koncept. For det er da lige meget, om det virker eller ej, bare det lyder fedt og lover guld og grønne skove. Det svarer til alle de slankebøger, der bliver solgt i hobetal, som bygger på koncepter, der ikke har nogen reel gyldighed. Bogforlagene er jo også ligeglade med om en eller anden slankebog baseret på detoxing virker eller ej, bare det lyder godt og spændende, så de kan sælge deres oplag. Sådan er der mange livsstils- og helsebøger, der bliver solgt. De bygger på ideer, der kun virker for de få, men ikke fungerer for alle, på trods af at de bliver promoveret på, at de virker for alle. Så derfor tror jeg desværre, at det kunne være ret nemt at sælge et ubrugeligt undervisningskoncept, hvis bare man giver det den rigtige indpakning.
Hvis man i stedet skulle lave et undervisningskoncept, der har dokumenteret virkningskraft, så skulle det være et system, som gør, at lærerne er og bliver begejstrede for deres job og oplever, at de har tid og overskud til at lave god undervisning. Men når politikerne opdager, at det system ikke duer til at finde besparelser på, skal jeg nok ikke forvente alt for meget her. For det koster penge at have god undervisning, og det går jo ikke. Så det koncept kan jeg nok ikke tjene ret meget på. ØV. Måske skal jeg bare nøjes med at sælge ”Usynlig Læring”.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode