Den perfekte storm

Når jeg taler med kolleger rundt om i landet, kommer jeg ofte til at tænke på begrebet “den perfekte storm” – idéen om, at bestemte vejrmæssige faktorer i kombination skaber en drastisk forværring af en given situation. Der er nemlig nogle indtryk, der går igen, og som peger i en bestemt retning.

1. Jeg har nogle meget samvittighedsfulde kolleger, som tager deres arbejde alvorligt og ønsker at give eleverne den bedste mulige undervisning (nogle siger læring), og elevernes vel ligger dem meget på sinde.
2. Mange kolleger ønsker at være med til at diskutere, udvikle, forandre og afprøve forskellige idéer om, hvad god undervisning er. Man vil gerne forandre sin praksis, hvis det er til fordel for elevernes faglige udbytte, og man lytter gerne til andres erfaringer.
3. Man oplever, at der er en stor uoverensstemmelse mellem de meget konkrete frustrationer, man oplever i sin hverdag, de beslutninger, som vedtages af politikerne, og det fokus en del af ledelserne lægger i sit daglige virke.

Alle disse indtryk er naturligvis subjektive, og sammenfatningen af dem står for min regning. Der findes skoler, hvor ledelsen arbejder målrettet med at give de bedst mulige rammer for de ansatte. Der findes kolleger, som ikke oplever uoverensstemmelser mellem deres eget arbejde og de beslutninger, som tages. Men indtrykkene er alligevel mange nok til, at jeg tør bruge dem til et forsøg på at sætte ord på den splittelse, mange oplever i deres dagligdag på arbejdet.

Udgangspunktet er nemlig, at mine kolleger i hele landet vil det bedste. De vil bruge deres tid fornuftigt med fokus på kerneopgaven, og de vil respekteres som højtuddannet arbejdskraft. Og her opstår frustrationen. I disse år oplever vores sektor massive nedskæringer, som sættes i gang af Finansministeriet og klappes igennem af undervisningsministeren, som i hvert fald indtil for nylig og muligvis snart igen gentager sit mantra om ”tillid til de lokale rektorer”. Lærerfyringer er ikke nødvendige, forstår man, selvom der er 1000 færre lærere i år end sidste år.

Mens der skæres ned med den ene hånd, søsættes en gymnasiereform og diverse eksperimenter med den anden hånd.
Seneste skud på stammen er eksperimenter med karakterfri klasser, som i stedet skal modtage feedback. Og så samler skyerne sig. For mange af mine kolleger er enige i, at der er en usund karakterkultur, at elever ikke ønsker at lære, men at få høje karakterer, og at det skal laves om. Men de politikere, som på den ene side skærer ned, sætter i samarbejde med de lokale ledelser gang i forsøg, hvor lærere skal tale med deres elever om deres læring en gang om ugen. Det er ganske enkelt uholdbart. Det er der ikke ressourcer til. Mine kolleger vil gerne tage udfordringen op – de vil gerne ændre den usunde kultur. Men de noterer sig også den massive koldfront, som er på vej. De spørger med rette sig selv, hvordan de skal undervise flere og flere elever hvert år og samtidig danne tættere og tættere relationer til dem alle, tale med dem hver uge og sørge for, at samtalerne får et reelt indhold og ikke blot bliver opfordringer til at sige noget mere i timerne. Men mine kolleger får alt for sjældent et svar, som reelt kan bruges til noget.

På et tidspunkt bryder stormen for alvor løs – når forskellen mellem højtryk og lavtryk bliver alt for stor. Det sker, når man møder manglende respekt for overarbejde, og når oplevelsen af, at de strukturelle problemer, som opstår sammen med nedskæringerne, ikke anerkendes, men i stedet læsses af på den enkelte lærer. Tidsregistreringen respekteres ofte slet ikke (og her diskuterer jeg ikke, hvorvidt tidsregistreringen overhovedet er det rigtige svar på problemerne), og folk mødes med afvisninger, antydninger om overforberedelse, manglende effektivitet osv. Der sidder altså nogle steder et ledelseslag, som har en tendens til at bruge tid og kræfter, og dermed ressourcer, som ikke bruges på undervisning, på at udforme overordnet strategi, mål og visioner, som bliver stadig mere og mere absurde for den kollega, som underviser flere og flere elever hele tiden.

Således opstår den perfekte storm i hovedet på en kollega: Den manglende sammenhæng mellem ressourcer, anerkendelse af de problemer, man skal løse til daglig og en stadigt mere insisterende udviklingsdiskurs, som man skal honorere kombineret med et oprigtigt ønske om at være med til at gøre det bedste for skolen, eleverne og uddannelserne – tilsat en ordentlig omgang nedskæringer, som ikke officielt må føre til forringelser.
Første skridt til en forandring må være, at vi hele tiden sætter ord på de elementer, der indgår i den perfekte storm – og forholder os kritisk til dem. Både internt og eksternt. Men jeg frygter, at stormene raser videre i lang tid, for der skal en helt anden indstilling til hos alle dem, der sætter rammerne for de gymnasiale uddannelser.