Erhvervsgymnasier driver rovdrift på deres elever og lærere

Anders Frikke, formand for GL, har ret, når han problematiserer, at erhvervsskoler samlet set bruger færre penge til gymnasial undervisning end det almene gymnasium.

Tallene taler sådan set for sig selv, når erhvervsskolerne brugte 95 procent af undervisningstaxameteret i årene 2022 og 2023 mod de 100 procent, som det almene gymnasium brugte.

Provokerende er det derfor, når formanden for Danske Erhvervsskoler og -gymnasier Allan Kortnum, affejer Frikkes kritik med at sige, at det er et ”politisk ideologisk ærinde, GL retter mod erhvervsskolerne, mere end en egentlig faktabaseret tilgang.”

Det er sandt, at man kan forstå ordet “bøsse” på to forskellige måder, men det forholder sig anderledes med tal. Enten bruger man 95 procent, eller så bruger man 100. Vi andre, bortset fra Kortnum, kalder det for aksiomatisk viden.

Men hvis undersøgelser baseret på tal volder problemer, så vil jeg gerne spæde til med en lille fortælling fra livet som tysklærer på hhx overfor stx.

Jeg havde nær mistet lysten til at være tysklærer. Sproget, som altid har været ved min side, var lige pludselig også blevet til mit hadefag. Følelsen af at være en undervisningsslave, der talte for døve øren og slet ikke trængte igennem med min lidenskab, blev til sådan et drænende sort hul inde i mig. Og hullet sugede livet ud af mig og fratog mig min lidenskab, drivkraft og mit anker. Mit professionsvalg var lige pludseligt blevet til jordens mest utaknemmelige job.

Når jeg stod i klassen med 36 elever på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, hvor Allan Kortnum er direktør, kunne det tage mig op til 10 minutter at føre fravær. Og de næste 10 minutter gik med at gøre timens opgave relevant. For hvorfor skulle man dog af alle steder have tysk på et erhvervsgymnasium, brokkede eleverne sig?

Selv var jeg gået til opgaven med stor interesse, da man som tysklærer netop på et erhvervsgymnasium har mulighed for at gøre faget meget mere praksisorienteret, end på stx. Som tysklærer har man mange flere muligheder for at bruge cases fra erhvervslivet og inddrage dem i undervisningen, hvilket gør faget mere relevant. Det, synes jeg stadigvæk, er erhvervsgymnasiet store force, set med en tysklærers briller på. Den helt store udfordring er, at man som lærer ikke bliver behandlet særlig godt på et erhvervsgymnasium i modsætning til de arbejdsvilkår, du møder på det almene gymnasium.

Efter et par måneders ansættelse på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasium nærmede timefagfordelingen sig for kommende skoleår, og jeg fik tildelt et 1.g-hold. Da jeg mødte klassen, sad der 34 elever i den. Yderlige 3 kom til. Pludselig var vi 37. Jeg rettede henvendelse til min tillidsrepræsentant (TR), som undrede sig over, at skolen var begyndt at lave så store klasser, for det var ikke første gang. I mit team spurgte jeg mig lidt frem. En kollega pjattede og mente: “Dorthe det er skam ingenting – jeg har haft en klasse med 39 til international økonomi”. Okay, tænkte jeg – så ved jeg hvor min plads er.

Jeg bad ledelsen om at finde et større lokale, da der ikke var plads til mine elever. Nu tog det lige pludselig 15 minutter at føre fravær, og jeg kendte næsten ingen af eleverne. I timerne kom jeg aldrig i kontakt med dem alle sammen. Jeg opfordrede eleverne til at få deres forældre til at klage. Mig ville ledelsen ikke lytte til. Det handlede alt sammen om økonomi. Selv skrev jeg om den grelle oplevelse i Politiken.

Min forberedelsesfaktor på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier var 1-1, samtidig med at jeg fik afleveringer, der svarede til to klasser, men fra ét tyskhold. Dertil kom, at man på Herningsholm først indenfor de sidste 3-5 år var begyndt at give medarbejderne mulighed for – efter en heroisk indsats fra tillidsrepræsentanten fra GL – at søge om funktions- og kvalifikationstillæg. Skolen var bagud på den front.

Som tysklærer efterlyste jeg efter- og videreuddannelseskurser for faggruppen. Vi kunne komme på FIP, sagde min uddannelsesleder. Nå ja, hvem kan ikke det? Mens jeg var HHX-lærer prøvede jeg at få et samarbejde op at stå med Virksomhedskommunikation i tysk på Aarhus Universitet. Det blev syltet. Personalet fra AU skulle selv sørge for at komme til skolen. Der var ikke meget at rutte med, var beskeden, og kalenderen var også fyldt. Vigtigere var, at der var afsat tid og ressourcer til, at Kortnum kunne sidde på første række og lade sig fotografere, når nu Andreas Mogensen mod honorar kom til skolen, frem for at bruge penge på den daglige undervsining.

Umiddelbart tænker jeg som tysklærer, at mit tiltag med at få AU til skolen, heller ikke gav så meget på sociale medier, som da Herningsholm for nogle unger siden inviterede Annie Matthisen (V), sammen med SVMdanmarks formand Niels Techen til skolen for at promovere, hvor vigtigt det er, at eleverne kan tale tysk. Der ligger nemlig et stort potentiale i det tyske marked! Hovsa – det var pudsigt. Efter mødet har Mattias Tesfaye (S) underskrevet den såkaldte Herning-erklæring, der sætter retning for det europæiske samarbejde om erhvervsuddannelserne i perioden 2026-2030. PR er vigtigere end alt andet.

Det er en skændsel, at man ikke bruger alle pengene fra undervisningstaxameteret på hhx-elever. Pengene skal gå til dem og underviserne. Men Herningsholm er et konglomerat, hvor de penge, som eleverne på hhx får tildelt, også bliver brugt på andre ting end dem. Eleverne er dermed ‘cash cows’, der sørger for, at erhvervsuddannelserne får tilført ’tilstrækkelige’ ressourcer.

Herningsholm står dog ikke alene. I min hjemby Vejle er Campus Vejle opbygget på samme måde. Ad omveje ved jeg, at forberedelsesfaktoren er 1,2 for de ansatte.

Jyllands-Posten har i disse dage en fremragende serie med fokus på danskernes løn. Gymnasierne er selvejede og – desværre – styret af en lokal forankret bestyrelse. Derfor er gymnasierne i Danmark utrolige forskellige. Ønskescenariet ville være, hvis vi kunne få ansatte til at fortælle om deres arbejdsforhold på de forskellige skoler. Desværre er alt for mange bange for at sige noget og blande sig i debatten. Dermed er de ansatte på erhversgymnasierne på paradoksal vis, selv med til at holde deres løn og arbejdsvilkår nede, fordi de ikke højt siger: På stx gør man sådan, hvorfor bliver vi ikke behandlet på samme måde?

Efter min ansættelse på Herningsholm blev jeg ansat på Tønder Gymnasium, hvor jeg blandt andet fik et A-hold i tysk med 9 elever. Det var sårheling for mit blødende tyskhjerte. Allerede inden jeg begyndte, spurgte faggruppen, om jeg ikke vil med til en faggruppedag i tysk. Projektet var ganske vist delvist finansieret af Region Syddamark, men alligevel har det stor signalværdi, når ens arbejdsgiver investerer i en. Hhx i Tønder deltog også. Og der er som sagt stor forskel på gymnasierne.

Men uanset om man er lærer på hhx eller stx, så er og har lærerne altid været skolens maskinrum. Hvis ikke de fungerer eller bliver anerkendt for deres arbejde, så bliver undervisningen også derefter. Skolen mister derfor kvalitet og retning, da vi mister dygtige medarbejdere til andre sektorer. Og de, der er tilbage, bliver zombier uden undervisningsglæde.