Elevfordelingen i storbyerne bliver endnu en gyser!
Lad det først og fremmest være sagt: Der er brug for politisk regulering af gymnasiernes optag og kapacitet i de byer, hvor der er en stor social og etnisk slagside mellem gymnasierne. I Aarhus, hvor jeg er gymnasielærer, har vi været vidne til en gradvis forskydning af elever fra visse gymnasier til andre. Det er endda gået så vidt, at et af gymnasierne til sidst måtte smide håndklædet i ringen og lade sig ”opsluge” af en større uddannelsesorganisation i byen. Et forløb som selvsagt har været meget ubehageligt for GL-medlemmerne på den pågældende skole.
Der kan siges mangt og meget om rektorernes og regionsrådspolitikernes håndtering og samarbejde om kapacitet og elevfordeling i Aarhus. Det kan i hvert fald siges, at det har været præget af politisk makværk og interne stridigheder mellem både rektorer og gymnasielærere. En del af den regionale løsning på problemstillingen var at kapacitetsbegrænse – grundlæggende god ide – MEN samtidig acceptere åbningen af endnu et STX-udbud i byen med det resultat, at der blev afskediget lærere på velfungerende skoler for at understøtte et nyt udbud som en del af en politisk studehandel. Udbuddet er i øvrigt lukket igen på grund af manglende elevgrundlag, men det hjælper jo ikke de afskedigede lærere.
GL har desværre spillet en meget lille rolle i forhold til de politiske beslutninger, der er blevet truffet i Aarhus. Rektorerne har været meget aktive i deres politiske lobbyarbejde overfor regionsrådspolitikerne, og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har haft et medlem i fordelingsudvalgene. GL kunne godt – uden at tage parti mellem skolerne og medlemmerne – agere TILLIDSMANDEN, der kunne tale imod alle de åbenlyst tossede beslutninger, der er truffet i løbet af processen i Aarhus.
Burde GL ikke have skrevet høringssvar til kapacitetsfordelingsforslagene? Burde GL ikke have holdt møder med regionsrådspolitikerne for at tale gymnasielærernes sag? Burde GL ikke have skrevet debatindlæg i Jyllandsposten og Aarhus Stiftende? Jo – selvfølgelig. Det er jo det, der er interessevaretagelse. Det er klart, at det ikke er nogen nem sag for GL, da der mellem de enkelte gymnasier er medlemmer med modstridende interesser i forhold til jobsituationen. Men GL skal også kunne være en del af spillet, når det er svært.
Efter den 3-årige implementeringsperiode af den nye elevfordelingsmodel er det planen, at fordelingen skal flyttes fra UVM ud i Regionerne. Når det sker, skal GL’s politiske niveau være meget bedre rustet til at varetage medlemmernes interesser regionalt og lokalt.
Af Christian Mortensen
Kandidat til GLs hovedbestyrelse for liste 3.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode