Eksamen- gaven til den flittige elev- eller kampen for overlevelse.

Dengang jeg var elev, hed det sig altid, at eksamen var gaven til den flittige elev. Man havde intet at frygte, hvis man blot havde været til sine timer, læst lektier og ellers deltaget aktivt i klassedebatterne. Jeg var flittig, gjorde som de sagde, men da eksamenen nærmede sig, vendte min mave sig, og kvalmen steg voldsomt. Jeg læste og læste, men jo mere jeg læste, jo mere syntes jeg til tider, bogstaverne dansede rundt på siderne. Normalt havde jeg ikke svært ved at huske, men det havde jeg, når ordet eksamen meldte sig. Gentagne gange oplevede jeg, at det der skulle have været min gave, var blevet min kamp- kampen for overlevelse, så jeg ikke skuffede mig selv og mine lærere. Jeg turde ikke engang melde mig til eksamenstræning, for tænk hvis jeg blev bedt om at præstere foran nogen.
Man siger ofte, at jo flere gange, man prøver situationen, jo mere vænner man sig til den. Det skete ikke for mig. Tværtimod blev min eksamensangst værre med tiden. Blot synet af den grønne dug, fik min mave til at vende sig og til at føle, at jeg ikke var god nok. Det hjalp heller ikke, at mine lærere konstant bemærkede, at jeg manglede den røde tråd, at jeg virkede forvirret- en lærer spurgte mig sågar, om jeg havde glemt hjernen foran døren. En bemærkning, der kun gjorde ondt værre. Vendepunktet for mig blev hypnose. Her skulle jeg visualisere eksamenssituationerne og noget, jeg virkelig fandt ud af trickede min angst, var den grønne dug og klasselokalet, der med det halvtomme rum føltes truende og sterilt.

Ovennævnte glemmer jeg ikke sådan, og hver gang eksamenstiden nærmer sig for mine elever, føler jeg med dem. En eksamen kræver ikke blot flid, det kræver også, at man kan ”sælge” sin viden ved at virke selvsikker- og det kan man sjældent, når man er angst. Jeg fortæller tit mine elever, at jeg har stået i selvsamme situation, og jeg vil gøre alt for, at de skal få en positiv oplevelse ud af eksamen.  Af samme årsag har jeg kasseret den grønne dug. Til gengæld har jeg valgt at placere en lille vase med blomster mellem eleven og jeg, således stemningen virker langt mere afslappet. På bordet har jeg ligeledes sat en kande med vand, plastikkopper, en skål med nem håndterbar frugt samt en skål med vingummier eller kiks. Jeg vælger kort sagt at gøre en del ud af det indtryk, eleven skal konfronteres med, inden han eller hun skal præstere. OG det batter. For få år siden havde jeg en elev, der normalt præsterede til 12. Eleven manglede normalt ikke selvtillid, men da han kom til eksamenen, gik han helt kold. Han kunne hverken huske teksten eller finde sit papir med noter. Jeg hældte stille og roligt lidt vand op til ham og tilbød ham en ”Tudekiks” (det hed kiksen nemlig). I det jeg sagde det, kunne jeg godt høre, det lød helt forkert, og jeg blev helt forfjamsket, men det at stemningen blev knap så alvorlig, fik eleven til at grine og slappe af, og inden jeg havde set mig om, havde han sit 12-tal i hus. Senere fortalte han, at kiksen havde reddet hans eksamen. 

Jeg tror, det er vigtigt, vi husker på, der findes elever, der har så meget angst, at det bliver en hindring for dem, og det er vigtigt, at vi får italesat denne angst. I stedet for at fokusere på, at det nok skal gå for eleven (for det tror en angstfyldt elev alligevel ikke på), så skal vi få eleven til at mærke stemningen i eksamenslokalet, få øjenkontakt med eleven og så smile. Jo mere tryg eleven føler sig, jo bedre vil han eller hun kunne præstere.