Efteruddannelse og den dybe tallerken

Alle lykkelige kurser ligner hinanden, men ethvert ulykkeligt kursus er ulykkeligt på sin egen måde.

Nogle enkelte kurser hænger fast i hukommelsen. Ofte de helt absurde procesorienterede kurser, der tager hele lærerkollegiet som gidsel i en moderne genopførsel af kejserens (kursernes?) nye klæder. Der er bare ikke nogen uskyldige børn tilstede. Der er dog også de givende kurser, som på en eller anden måde inviterer og inspirerer til ny og bedre undervisning eller arbejdsgange. De kurser, der rammer hovedet på sømmet, måske fordi man lige netop har en klasse, som er meget modtagelig overfor en bestemt type undervisning. Eller blot kurser bestående af hardcore fagnørderi, der er fede, fordi faget er fedt. Størstedelen af kurserne synes dog at ligge et sted imellem de to yderpunkter.

Dagen efter genoptager kursusdeltagerne deres undervisning, som om intet var hændt. Kurset evalueres uformelt med kollegerne over frokosten eller måske endda til et kort faggruppemøde, hvor man bekræfter hinanden i, om foredragsholderen var dygtig eller ej.

Jeg har tit oplevelsen af at have været på et super godt kursus, og dernæst den senere erkendelse af, at jeg ikke rigtig har fået det brugt til noget. Gymnasielærere er et travlt folkefærd, selvom det nærmest kun er os selv og vores ægtefæller, der tror det. Inde i forberedelseslokalet sidder man og kigger på de færdige og ganske udmærkede lektionsplaner fra sidste år. Du ved den der, der bare kører. Og så det nye materiale fra kurset. Da det flerfaglige forløb i næste uge ikke planlægger sig selv, så er det mest effektivt at fortsætte undervisningen, som man plejer og prioritere den ledige arbejdstid til næste uges nye flerfaglige forløb. Ugen efter starter de store skriftlige opgaver, så et projekt og så eksamener. Næste gang man sidder i forberedelsen og finder sine kursusnoter, er der gået 2 måneder. Jeg har en 4-5 mapper med noter fra spændende kurser, jeg ikke har fået brugt så meget, som jeg gerne ville.

Personligt synes jeg, at den dyrebare ressource i en gymnasielærerverden efterhånden er ledig arbejdstid. Noget af det, der giver mig allermest arbejdsglæde er at planlægge og gennemføre noget nyt sammen med mine elever. Der er bare en stor tilfredsstillelse ved at have nytænkt noget, der er skræddersyet til en specifik klasse. Men det kræver tid at planlægge. Ledig tid vel at mærke. Og det har jeg ikke rigtigt. Jeg må i hvert fald konstatere, at jeg ofte har haft noget mere vigtigt på kort sigt at tage mig til i stedet for at få implementeret pointerne fra mit sidste kursus.

På det sidste har jeg spekuleret på, om det ikke var bedre at komme på lidt færre kurser for til gengæld at bruge mere tid på at implementere det brugbare, man tog med sig umiddelbart efter hvert enkelt kursus? Altså at kursusmængden havde samme størrelse i min opgavefordeling, men at min skemaplanlægger sørgede for, at jeg ikke havde konfrontationstimer dagen efter et kursus, så jeg kunne sætte mig ned med kurset i frisk erindring og arbejde på at implementere det lærte i min arbejdsgang. Måske endda præsentere det overfor resten af faggruppen, hvis ikke de alle var med. Jeg tror, det vil føre til en mere efteruddannet praksis for mit vedkommende, selvom jeg på papiret vil have deltaget i færre kurser.

Er det den dybe tallerken?