Den svære skolestart

Der er løbende blevet skrevet og talt meget om det nye, korte grundforløb, der blev indført med gymnasiereformen i 2017. Senest peger en ny undersøgelse fra Danske Gymnasier på, at strukturen med grundforløbsklasser i 3 måneder efterfulgt af opbrud og nye klassedannelser giver trivselsmæssige udfordringer. Jeg har indtil nu været i tvivl om, hvad jeg skulle mene om det nye grundforløb, der både indeholder fordele og ulemper. Den mest oplagte fordel er selvfølgelig, at det giver eleverne mulighed for at blive afklarede omkring deres studieretningsvalg. Derudover har jeg i de syv grundforløbsklasser, jeg har haft de seneste tre år, forsøgt at ”sælge idéen om”, at det også er en fordel, at man efter endt grundforløb ikke kun kender elever i sin egen klasse, men har skabt relationer på tværs af hele årgangen. Men indrømmet; det sidste har nok mest været et forsøg på at finde noget positivt ved en struktur, som for en del elever ER udfordrende. Den største ulempe ved det nye grundforløb er jo åbenlyst de allerede omtalte trivselsmæssige udfordringer, der opstår, når elever først skal bruge energi på at etablere sig i én klasse for kort tid efter at skulle bruge energi på at etablere sig i en ny klasse. Trods den ulempe har jeg som sagt ikke indtil nu været entydigt imod det nye grundforløb. Men i år har det ændret sig. Min holdning er nu, at det nye grundforløb ikke fungerer i sin nuværende form. Og hvorfor er det så lige i år blevet mere tydeligt for mig? Jo, det er der to helt konkrete grunde til.

Den første grund har direkte med mine nuværende grundforløbsklasser at gøre. I ugerne op til efterårsferien har jeg afholdt evalueringssamtaler med begge mine grundforløbsklasser om studieretningsvalg og det at være begyndt på STX og på Horsens Gymnasium og HF. Det har jeg også gjort de andre år, men i år tegnede der sig et tydeligere billede. Måske fordi jeg i år var bedre til at lytte og forstå, hvilket hænger sammen med den anden konkrete grund til min holdningsændring. Den vender jeg tilbage til om lidt. Som sagt viste evalueringssamtalerne et ret entydigt billede: Det er bare hårdt at begynde i gymnasiet. Men det er ikke hårdt af de grunde, som eleverne selv har forventet, og som vi måske også forventer. Det er nemlig ikke et spring opad i det faglige niveau, den øgede lektiemængde, de nye typer af skriftlige opgaver, der udfordrer de fleste af de nye elever. Tværtimod – her har der ikke gemt sig ubehagelige overraskelser for dem, og mange af dem er glade for den faglighed, de har mødt, og de lærere, de har fået. Nej, det, de stort set allesammen har tilkendegivet, er, at det er hårdt at begynde på noget helt nyt, at lære nye mennesker at kende, at skulle skabe nye relationer, at prøve at finde sin plads i en ny social virkelighed – og så ovenikøbet med den viden i baghovedet, at deres nye klasse – deres nye sociale virkelighed, deres nye relationer – om lidt splittes op, hvorefter de kan starte stort set forfra.

Og det fører mig videre til den anden konkrete grund til min holdningsændring. For når jeg i år bedre kunne forstå de frustrationer, mine grundforløbselever gav udtryk for i vores korte samtaler, skyldes det, at det er sammenligneligt med noget andet, jeg har haft helt tæt inde på livet – nemlig min egen lille skolestarter herhjemme. Min yngste begyndte i skole efter sommerferien, og det havde hun glædet sig helt vildt til. Dag 1 og dag 2 gik da også forrygende; hun var glad, spændt, nysgerrig og oplevede en masse. Men BUM, så skete der noget. På dag 3 meddelte hun om morgenen, at hun ikke ville i skole, og det skulle vise sig at være indgangen til 6 svære uger, hvor alt var en kamp: At komme gennem morgenen uden alt for store nedsmeltninger med gråd og vredesudbrud, at aflevere og sige farvel på skolen, at få lov til at hente bare lige lidt senere end kl. 13.15, hvor hendes skoledag slutter. Alt var svært for hende. Lille hjerne på totalt overarbejde fra morgen til aften. Hurtigt viste det sig, at det ikke var selve det at gå i skole og modtage undervisning, der var svært. Det var alt det andet – og først og fremmest alt det, der var forbundet med en overgang fra noget til noget andet. Frikvartererne var svære, spisepausen i kantinen var svær, og især var det næsten uoverskueligt for hende at vide, at hun nogle dage skulle i SFO. For hvem skulle hun lege med? Hvad skulle hun lave? Og hvor skulle hun gå hen? Heldigvis begyndte billedet lige så stille at ændre sig i ugerne op imod efterårsferien, og vi har nu (for det meste) et glad skolebarn.

Da jeg sad og snakkede med mine grundforløbselever den anden dag, gik det op for mig, at de jo reelt har stået i den samme situation som min datter. Og hvis de har brugt energi på at lære alt det nye at kende i et omfang, der bare minder en smule om hende, så har det været svært – hvilket de netop selv giver udtryk for. Der er med andre ord fællestræk mellem en skolestarter på 6 og en på 16. Men også forskelle. For hvor min 6-årige nu kan begynde at profitere af de seneste måneders anstrengelser, så skal vores grundforløbselever i stedet gøre det hele én gang til. Dertil kommer, at min 6-årige ikke ovenikøbet har skullet forholde sig til en faglig dagsorden, hvilket ifølge mine grundforløbselever har været et yderligere pres. Det har ganske enkelt været svært for dem at koncentrere sig om det faglige, fordi alt det sociale fyldte så meget.

Jeg har ikke nogen klar løsning på ovenstående problematikker, men tilbage står en oplevelse af, at der skal gøres et eller andet ved grundforløbet. For det er utilfredsstillende, ja synd for vores elever, som det tilrettelægges nu. Måske skal vi – hvilket også er Danske Gymnasiers forslag – tilbage til, at eleverne forhåndstilkendegiver et studieretningsvalg, men indtil det måske sker, kan vi nok ikke gøre så meget andet end at være virkelig opmærksomme på at hjælpe de nye elever til så tryg en begyndelse på deres ungdomsuddannelse som overhovedet muligt – så de kan trives og dermed få overskud til også at tage fat fagligt.