Studieretningsgymnasiets uddannelsessyn stresser eleverne 

Som studievejleder har jeg her efter jul stadig besøg af elever, som ønsker at skifte klasse eller studieretning, fordi de fortryder deres valg eller savner vennerne fra grundforløbet. At sætte unge mennesker på omkring 16 år til 3 måneder inde i 1.g at vælge studieretning og derved tage stilling til, om de vil være sygeplejerske eller læse humaniora eller ingeniør, er med til at presse en i forvejen presset ungdom og gør ikke noget godt for trivsel og giver ikke den ro, som nutidens unge i en kultur præget af acceleration og præstation har brug for.

Jeg gør derfor et stort nummer ud af at fortælle dem, at ingen døre lukker, at de skal vælge studieretning efter fag, de synes er sjove og spændende, og at de altid kan supplere – og underminerer på den måde selve pointen med studieretningsgymnasiet. Men jeg har intet andet valg, målet for mig er ikke, at der hurtigst muligt kommer skattebetalende borgere ud i den anden ende, målet for mig er, at eleverne får en gymnasietid præget af indre motivation og engagement ligegyldigt, om de ved, hvad de vil læse efter gymnasiet.

Grundforløbet, som studieretningsgymnasiet fordrer, er, som en velformuleret lærer fra Rødovre Gymnasium skildrer, en saga for sig selv, og er ødelæggende for både lærere og elevers relationsdannelse, som både mine to seje kollegaer i GL’s hovedbestyrelse og en kvik elev beskriver. Tre vakse lærere fra Gammel Hellerup har også gjort deres og været klare i mælet.

Jeg bruger i november enormt meget tid på at tale med elever, som savner deres lærere og klassekammerater fra grundforløbet, og de kan ikke forstå, hvad klasseskiftet skal til for. Og jeg må blive dem svar skyldig. Jeg forstår det heller ikke. Hvad der kan være af fordele ved grundforløbet, står slet ikke mål med ulemperne, og det virker absurd ikke at kunne komme med en ordentlig begrundelse for dette klasseskift år efter år. I øvrigt ser jeg en stigende tendens til, at forskellige elevtyper klumper sig sammen i bestemte studieretninger, hvilket hverken er befordrende for diversiteten eller klasserumskulturen.

Det er ikke endnu ikke GL’s vedtagne politik, men fra min stol er opfordringen klar: Lad os ikke fejre studieretningsgymnasiets 20 års fødselsdag. Det er tid til at få åbnet reformen og  erkende, at studieretningsgymnasiet ikke fungerer efter hensigten, men at grundforløb og valget af studieretning presser og slider eleverne. Dannelse er en hjørnesten i vores gymnasiale uddannelser og er i en tid præget af polarisering og mistro vigtigere end længe. Den almene dannelse, som gymnasieskolen står for, skal være en modpol til det meget perfekte og målrettede liv, som stresser vores elever – ikke en del af det. Lad os få studieretningsgymnasiet afskaffet og tage grundforløbet med oveni. Man kan sagtens forestille sig andre modeller for opbygningen af de 3-årige gymnasiale uddannelser. For eksempel kunne man have et valgfaggymnasium, hvor eleverne bliver i samme klasse alle tre år og har de obligatoriske fag og så vidt muligt også de kreative fag og valgfrie naturvidenskabelige fag sammen. Så kan de i sprog og A-fag og valgfag gå på hold alt efter, hvad de har valgt. Det kunne også være hovedspor, som man havde førhen bare med en mulighed mere end kun to. Det, at skulle vælge og indirekte tage stilling til, hvad man vil læse om 3-4 år, hvilket er meget i et ungt menneskes liv, er ikke en frihed, men en begrænsning, som vi som lærere og studievejledere bruger al for meget tid på. Tid som kunne være brugt på at knytte stærke og holdbare relationer til vores elever.