Bekymrende tendenser

Skoleåret er ved at være omme.
3 års eleverne har netop afsluttet deres fag, og snart vil eksamenerne vise, hvor meget viden de har taget til sig på de tre år. Det er her bekymringerne tager til.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mine elever har lært utrolig meget, men har de lært nok? Vi følger vores fags bekendtgørelse – vi tjekker op på reglerne og sågar dobbelttjekker.
Alle elever burde i princippet være godt rustet til at få 12, men som vi alle ved, er der stor forskel på teori og praksis, og et 10-tal mundtligt udløser ikke per definition et 10-tal skriftligt.

For det første synes jeg, der er en tendens til, at eleverne virkelig sløser deres sidste måneder væk. Eleverne nærstuderer deres fraværsprocent og afvejer, om en tilstedeværelse kan betale sig eller ej, og alt imens eleverne bliver mere dovne og ligeglade med undervisningen, bliver lærerne mere og mere pressede. Den sidste viden skal lige med.

For det andet synes jeg, eleverne er alt for optimistiske i deres tro på egne evner. Her på det seneste har jeg hørt flere lærere fortælle, at de har modtaget mails fra elever, der sammen med deres skriftlige aflevering har vedhæftet en lille note om, at de rent faktisk har gjort sig umage med opgaven, besvaret opgaveformuleringen til fulde, bygget opgaven op som foreskrevet og derfor mener, at deres produkt bør få karakteren 12.

Endvidere har jeg hørt flere elever klage over lærernes årskarakterer, sågar debatteret højlydt med lærerne på gangen om dette. Eleverne ved bedst, mener de i hvert fald selv, og personligt må jeg sige, det er vildt, at eleverne vitterligt mener, de bedre kan bedømme sig selv, end vi kan. Hvad skal de så med uddannelse? Og med os?

Der er en bekymrende tendens til, at elever ikke godtager lærernes ord, og at eleverne er overbeviste om, at en potentiel klage vil tydeliggøre den uretfærdighed, de mener, de er blevet udsat for. Ærligt talt ved jeg heller ikke, om jeg skal grine eller græde, når en elev klager over sin årskarakter med begrundelsen, at i 10. Klasse fik han/hun 12 til den mundtlige eksamen, hvorfor et 4-tal  tre år efter på gymnasialt niveau ikke kan være rigtigt bedømt fra min side. Flere elever mener endvidere, at blot fordi de rækker hånden op i timerne, er de sikret mindst et 7-tal. De er mere end uforstående over for, at denne karakter ikke blot kræver håndsoprækning, men at der også er substans bag det sagte. Det er fx ikke nok at gentage eller omformulere det, sidemanden har sagt.

En ting er naturligvis klagerne, det andet er den følelse, flere af lærerne efterlades med. Det er aldrig rart, at der bliver sået tvivl om ens dømmekraft, og det påvirker mere, end man tror, uanset om man vil indrømme det eller ej.