Artikel
Tesfaye gav grøn epx-hue videre til Heunicke: “Jeg har en lille smule dårlig samvittighed”
IMG_0114-scaled-aspect-ratio-348-234

Den grønne epx-hue fulgte med, da Mattias Tesfaye overdrog Undervisningsministeriet til Magnus Heunicke.

Tesfaye gav grøn epx-hue videre til Heunicke: “Jeg har en lille smule dårlig samvittighed”

Magnus Heunicke overtog onsdag Undervisningsministeriet. Den nye minister lover at lytte til “den snakkende sektor”.

Tekst_ Serge Savin
Foto_ Serge Savin

Den var grøn, ny og endnu ikke set på hovedet af en eneste student.

Alligevel kom den til at fylde en del, da Mattias Tesfaye (S) onsdag overdrog posten som undervisningsminister til sin partifælle Magnus Heunicke.

Den afgående minister havde nemlig taget en gave med: en grøn studenterhue til den kommende epx-uddannelse, der efter planen skal kunne sættes på hovedet af de første studenter i 2032.

Huen vakte forrige år debat, da Mattias Tesfaye i en Instagram-video servede en øl fra den til en ung kvinde, hvilket han siden måtte beklage.

Men tirsdag symboliserede den opgaven, Magnus Heunicke nu overtager.

For selv om epx-reformen blev aftalt, mens Mattias Tesfaye sad i ministerstolen, er det hans efterfølger, der skal være med til at føre den ud i livet.

Det var også en pointe, Mattias Tesfaye selv dvælede ved i sin afskedstale.

Først advarede han dog Magnus Heunicke om, at han nu lander i en undervisningssektor med mange forkortelser.

Stu, fgu, eud, fbu, stx og hhx, opremsede Mattias Tesfaye, der jokede med, at den nye minister skal kunne dem alle sammen, hvis han bliver vækket om natten.

“Og den vigtigste af alle er AGF,” understregede Mattias Tesfaye med henvisning til sin forkærlighed for det aarhusianske fodboldhold.

Der er andre i Danmark, der ikke har opdaget, hvor afgørende og vigtig en reform, der er aftalt.
Afgående børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)

Den næstvigtigste forkortelse var til gengæld epx.

Ifølge Mattias Tesfaye fylder reformen allerede meget i undervisningssektoren. Men uden for sektoren er dens væsentlighed blevet overset, mener han.

“Der er andre i Danmark, der ikke har opdaget, hvor afgørende og vigtig en reform, der er aftalt. Og som jeg håber, du vil kaste alt, hvad du har, for at få realiseret – for den har jeg en lille smule dårlig samvittighed over at forlade,” sagde den afgående minister.

Mattias Tesfaye – der nu bliver gruppeformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe – fortalte samtidig, at han selv har ønsket at stoppe som minister, fordi han vurderer, at han bedre kan bidrage til at undgå en politisk højrebølge og ”angreb på det danske velfærdssamfund” uden for ministerholdet.

Datter til eksamen
Departementschefen havde kort forinden kaldt epx “den største reform på ungdomsuddannelsesområdet i mange årtier” og fremhævet, at Mattias Tesfaye har været med til at føre et nyt ungdomsuddannelseslandskab fra 2030 igennem.

Foto: Marie Hald

Magnus Heunicke (S)

Tidligere transportminister, sundheds- og ældreminister, sundhedsminister og senest miljøminister og minister for ligestilling

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 2005, hvor han blandt andet har været politisk ordfører, trafikordfører og it- og teleordfører.

Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, arbejdede på Danmarks Radio fra 2001 til 2005

Født 28. januar 1975 i Næstved

Magnus Heunicke lagde i sin tale heller ikke skjul på, at han overtager et ministerium, hvor meget allerede er sat i gang.

Han fortalte, at han natten forinden havde fået et opkald “af den slags, der forandrer ens liv”. Men ikke mere, end at morgenen derhjemme inden kongebesøget havde budt på noget andet vigtigt: Hans datter i 1.g skulle til eksamen.

Undervisningsministeren måtte et øjeblik lede efter navnet på opgaven – og bekræftede dermed sin forgængers pointe om de mange forkortelser i sektoren – inden han kom frem til, at der var tale om dansk-historieopgaven, DHO.

Anekdoten brugte han til at slå fast, hvor grundlæggende uddannelse er.

”Man glemmer aldrig sin egen første skoledag,” sagde han.

Magnus Heunicke fortalte, at han selv havde været nervøs på sin første skoledag, men også at han fik en skolegang, hvor han lærte samfundet at kende — og lærte at læse, skrive og regne.

“Danmark var ikke noget, hvis vi gav op på den kommende generation,” sagde han.

Den nye minister understregede også, at han blev “lykkelig”, da statsministeren ringede om “præcis det her område”. Og han fremhævede, at han er glad for at overtage efter Mattias Tesfaye, fordi den afgående minister efter Magnus Heunickes vurdering har arbejdet med selve “grundfundamentet” i ministeriet.

“Det betyder, at en del af det arbejde, som vi skal lave nu, er at udmønte og videreføre det. Og så er det jo rigtigt, at der med regeringsgrundlaget er kommet endnu flere ting til,” sagde han.

Dermed pegede den nye minister selv på det, der synes at blive en af hans store opgaver: at implementere de mange reformer, der allerede er aftalt på uddannelsesområdet.

I regeringsgrundlaget lægger den nye regering netop op til et “selvstændigt fokus” på implementeringen af de senere års uddannelsesreformer. På gymnasieområdet gælder det især epx, men også blandt andet en kommende national AI-strategi, en naturvidenskabsstrategi og initiativer om ro, tryghed og undervisningsparathed på ungdomsuddannelserne.

Overblik: Regeringsgrundlaget på gymnasieområdet

Fokus på implementeringen af uddannelsesreformer
På ungdomsuddannelsesområdet gælder det især epx-aftalen. Her ønsker regeringen desuden at sikre tilbud til udsatte elevgrupper, opretholde mindst 10 eksisterende institutioner med særlig erfaring på området og sikre ”god geografisk balance i institutionslandskabet”.

Ny national AI-strategi
Strategien skal både danne ramme om at ”gribe de mange muligheder” – for eksempel for differentierede undervisningsforløb – og om at dæmme op for uhensigtsmæssig brug i klasseværelser, prøver og eksamener. Samtidig skal strategien sætte fokus på digital suverænitet og på, at nye teknologiske løsninger i uddannelserne bygger på en dansk skole- og læringstradition.

Ny naturvidenskabsstrategi
Strategien skal ”styrke kvaliteten i undervisningen i naturvidenskab” i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

En øget indsats for at sikre ro og undervisningsparathed
Herunder nultolerance over for vold og kriminalitet. Samtidig vil den ”modvirke enhver form for social kontrol, religiøs dominans eller mobning”.

Nye målsætninger
Regeringen vil udvikle målsætninger for, hvor mange unge der består folkeskolens afgangseksamen, får en ungdomsuddannelse og/eller en uddannelse derudover.

Kilde: Det politiske grundlag for firkløverregeringen

Den snakkende sektor
Mattias Tesfaye havde i sin tale beskrevet undervisningssektoren som en, der er god til at komme til orde — og som “snakker fra morgen til aften”.

Det skyldes, sagde han, at de mennesker, der arbejder i daginstitutioner, skoler og på ungdomsuddannelser, har noget på hjerte. De går ikke kun på arbejde for at få løn, men vil også noget med deres arbejde, mente han.

Den formulering samlede Magnus Heunicke op i sine afsluttende bemærkninger.

“Jeg glæder mig meget til arbejdet og til hele den snakkende sektor — og jeg lover, at jeg lytter,” sagde han.

Men så kom der et forbehold.

“Men jeg lover også, at når vi taler sammen, er det selvfølgelig for at blive klogere sammen, men først og fremmest er det for at forbedre det, der sker helt derude, når man er over for eleverne.”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater