Artikel
På studietur da Danmark blev lukket ned
Anders Dam LInd studietur

På studietur da Danmark blev lukket ned

Lærer Anders Dam Lind sad over 2.000 kilometer væk fra Danmark sammen med 23 elever, da Danmark blev lukket ned. Det fortæller han om i Gymnasieskolens nye serie Dagbog i en krisetid.

Onsdag den 11. marts
Jeg sidder på hostellet i Barcelona, da statsminister Mette Frederiksen holder det skelsættende pressemøde, hvor hun varsler, at store dele af Danmark – inklusiv gymnasierne – skal lukke ned. Så bliver det pludselig hektisk, for mange ting skal håndteres. Min kollega og jeg samler de 23 2. års elever, som vi har været på studietur med siden mandag. De har allerede fået nyheden hjemmefra, og en del af eleverne er ret kede af det. De ser videoer på de sociale medier, der viser kaos i Danmark, blandt andet at folk hamstrer i supermarkeder. Vi taler også med skolens ledelse, som vil have os hjem så hurtigt som muligt, selvom Spanien ikke er markeret rødt i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Vi bruger lang tid på at trøste eleverne, for nogle af dem er det hele kogt over. Vi beroliger dem med, at vi har styr på det, og omkring midnat er der ro igen.

Torsdag den 12. marts
Vi skulle oprindeligt hjem lørdag, men det er lykkedes rejsebureauet at ændre billetterne til afrejse tidligt fredag morgen. Stemningen er god blandt eleverne igen. Min kollega og jeg går i gang med at flytte dele af fredagsprogrammet til i dag. Det passer meget godt, da dagens program alligevel er blevet aflyst. Den lokale handelsskole, som vi skulle have besøgt, aflyste i går, da den catalanske regering havde indført et forbud mod besøg på skoler. Også det planlagte besøg på Barcelonas børs er blevet aflyst. I stedet tager vi til den gamle fæstning Castell de Montjuic. Der er et par restriktioner, i forhold til at man kun må være udenfor og ikke nede i katakomberne, men besøget går fint alligevel. Vi må også lige forbi Det Danske Konsulat, da en elev har smidt sit pas væk. Desuden får eleverne lidt fritid selv – det passer dem godt. Vi dropper fællesspisningen om aftenen, da vi skal meget tidligt op næste morgen. 

Jeg har ikke følt mig utryg, men der har været 1.000 praktiske ting, vi skulle have styr på. 

Anders Dam Lind, lærer
Handelsgymnasiet Nykøbing Falster

Fredag den 13. marts
Vi står op klokken 03.30, da vi allerede skal med flyet til København klokken 07.20. Trods det tidlige tidspunkt går det helt fantastisk – eleverne er knivskarpe og har pakket i går, så vi ikke vækker de andre gæster på hostellet. Klokken 13.30 ankommer vi til Nykøbing Falster Banegård, og vi kan overlade eleverne til deres forældre. Det er lidt en lettelse. Jeg har ikke følt mig utryg, men der har været 1.000 praktiske ting, vi skulle have styr på, samtidig med at vi skulle være der for eleverne. Heldigvis kender min kollega og jeg Barcelona godt, han har boet der i flere år, og jeg har besøgt byen utallige gange. Beslutningen om at afholde studieturen blev taget, efter at vi havde rådført os med Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen, og de frarådede ikke at tage afsted mandag. Jeg tjekkede faktisk en sidste gang i Kastrup Lufthavn i mandags, inden vi tjekkede ind på flyet til Barcelona. Men meget er sket siden.  

Lørdag/søndag den 14.-15. marts
Jeg prøver at forholde mig til den nye virkelighed, der starter på mandag, hvor jeg skal afvikle min undervisning, samtidig med at mine tre børn, der går i 3., 5. og 7. klasse, også er hjemme.
Jeg er barselsvikar for en kollega og har lige overtaget hans 3. årselever i virksomhedsøkonomi, så jeg bruger lidt tid på at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere dem og min egen klasse.

For de elever, der i forvejen synes, at skolen er lidt forvirrende, gør virtuel undervisning det ikke nemmere. 

Anders Dam Lind, lærer
Handelsgymnasiet Nykøbing Falster

Mandag den 16. marts
Heldigvis har jeg kun to lektioner i dag, så jeg har tid til at planlægge omlægningen af undervisningen. Lektionerne i finansiering B forløber fint, men eleverne er også ret selvkørende i forvejen. Jeg bruger bare vores faste platform Moodle, hvor jeg fortæller eleverne, hvad de skal lave, og så stiller jeg spørgsmål i chatfunktionen. Jeg kan godt mærke, at der er mange, der bruger systemet, for chatfunktionen kører meget tungt. Vi har jo ikke et system på skolen, der er gearet til fjernundervisning, så jeg vil gerne finde noget andet. En elev har allerede lavet en introduktionsvideo og tilbudt mig at oprette klassen i systemet Discord, men jeg aner ikke noget om det, så det må jeg se, om jeg får tid til senere. Det er sjovt at opleve, hvordan sådanne situationer kan ændre ved rollerne, så elever hjælper lærere med at løfte opgaver. 
Jeg har fem lektioner med mine 3. årselever i morgen, hvor jeg havde planlagt at gennemgå terminsprøven, som de var til i sidste uge, samt at træne mundtlighed. Men det er lidt svært, når man ikke er ‘face to face’ med eleverne, så jeg bruger det meste af dagen på at gennemtænke undervisningen og skrive forklaringer.

Tirsdag den 17. marts
Jeg bruger chatfunktionen på Moodle igen til at gennemgå terminsprøven og forberede eleverne til den mundtlige eksamen, men det er ikke optimalt. Eleverne synes, at det er forvirrende, og det kan jeg godt forstå. Der kommer jo svar frem og tilbage, hvilket betyder, at de skal hente informationer i mange forskellige kommentarer. De velfungerende elever har ikke svært ved den virtuelle undervisning, men jeg kan godt bekymre mig lidt om en anden gruppe elever. For de elever, der i forvejen synes, at skolen er lidt forvirrende, gør virtuel undervisning det ikke nemmere. Jeg satser på at få styr på en bedre platform i løbet af i dag. 

Anders Dam Lind

Billedet er taget på stranden i Barcelona efter en løbetur med eleverne.
  • Lektor på Handelsgymnasiet Nykøbing Falster.
  • Underviser i virksomhedsøkonomi,  erhvervscase, og matematik.

 

Dagbog i en krisetid

Gymnasierne blev lukket ned ligesom store dele af resten af Danmark, men gymnasielærerne fortsatte med at undervise i helt andre rammer.  

Hver uge beder vi en lærer om at skrive dagbog fra det anderledes lærerliv.

Uge 1: På studietur da Danmark blev lukket ned

Uge 2: Lærer om hjemmeundervisning: "Nogle dage er ren overlevelse"

Uge 4: "Jeg er bekymret for ikke at give eleverne en retfærdig karakter"

Uge 5: "Distancen til eleverne bliver mere og mere tydelig"

Uge 6: Lærer: "Vi har skabt en god ramme for vurdering af eleverne"

Uge 7: “Jeg duer ikke til at være låst fast på et lille kontor” 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater