I danmark skal vi helst være enige

Mikkel Mailand er ved at skrive en bog om overenskomstforhandlingerne i 2013. Han er lektor ved FAOS – en forkortelse for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier – ved Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, og så er det selvfølgelig interessant at se på, hvad der egentlig skete ved overenskomstforhandlingerne i 2013. Det var nemlig ikke helt gængs. Hverken processen eller forhandlingsresultatet var noget, man tidligere havde set ved en overenskomstforhandling på undervisningsområdet.

”OK 13 var kulminationen på et politisk ønske, der i lang tid havde været der, om at gøre op med gymnasielærernes arbejdstidsregler,” siger Mikkel Mailand.

Forhandlingsmåden blev hård, og Finansministeriet gav sig ikke. Når linjerne blev så skarpt trukket op, skal man se på, hvad der skete to år forinden, mener Mikkel Mailand:

”De var tæt på at nå til enighed om en arbejdstidsaftale i 2011 på gymnasieområdet. Motivationen var der, men der skete ikke meget. Kilder, der var tæt på forhandlingerne ved overenskomsterne i 2011, har fortalt, at Finansministeriet følte sig snydt. Så i 2013 skulle det være anderledes. Og samtidig skulle regeringen jo også have gennemført en folkeskolereform,” siger han.

Mikkel Mailand påpeger, at det ofte har været sådan, at hvis man skal gøre noget, der gør ondt på fagbevægelsen, skal det ske under de socialdemokratiske regeringer.

”Socialdemokraterne har jo traditionelt været gode venner med fagbevægelsen, så derfor var det lettere for dem at gribe ind i overenskomstforhandlinger og gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Hvis det havde været de borgerlige, der gjorde det, havde der været mere ballade,” fortsætter Mikkel Mailand.

Konflikten i 2013 endte som bekendt med et lovindgreb for lærerne. Gymnasielærerne fik en lidt anden tur i møllen, fordi Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) formand valgte at afgive aftaleretten mod en lønkompensation. Gorm Leschly, der på det tidspunkt var formand for GL, vurderede, at gymnasielærerne under alle omstændigheder ville miste aftaleretten. Så hellere lade det ske med en godtgørelse oveni.

I det store og hele var regeringens krav til både grundskole- og gymnasielærerne de samme.

”Det blev parallelle løsninger. Generelt for dem begge var, at forhandlingsretten blev taget fra de faglige organisationer, så lederne og rektorerne fik en ren ledelsesret,” siger Mikkel Mailand.

Og jo: Der har været konflikter på området før. Mikkel Mailand anslår, at det sker cirka hvert tiende år, at regeringen griber ind i overenskomstforhandlingerne.

”I de senere år er det sket i 2008 og så igen nu i 2013. Ser vi ned igennem historien, har det typisk været konflikter, der har taget udgangspunkt i lønmodtagernes krav. Det har helt klassisk handlet om, at de ville have mere i løn. Det er ikke set før, at arbejdsgiveren har været den udfarende part, som det skete i 2013. Men hvis man tager de store briller på, har parterne generelt været gode til at blive enige,” siger Mikkel Mailand.

For og imod modellen
Det med at være gode til at blive enige er en del af den danske model, der har sin rod i septemberforliget i 1899. Oven på en fire måneder lang konflikt, hvor arbejderne blev lockoutet, gik parterne sammen om en måde at løse fremtidige konflikter på; den danske model.

Måden at forhandle på bredte sig gradvist til det offentlige, og med tjenestemandsreformen i 1969 kan man tale om en dansk model også i den offentlige sektor. Det er dog ikke entydigt det bedste at have en aftalebaseret regulering af arbejdsmarkedet, mener Mikkel Mailand.

”Det gode ved den danske model er, at det er en fleksibel måde, hvor de parter, der er direkte berørt af reguleringen, ved, hvor skoen trykker. Men hvis den ene part er for svag, bliver det måske en aftale, der tilgodeser den stærke. Det er en model, der kun fungerer, hvis man har stærke fagforeninger og en høj overenskomstdækning. Omvendt kan fagforeningerne blive så stærke, så de blokerer for nødvendige reformer. I sådanne tilfælde er lovgivning bedre. Der var nogle, der mente, at det var sådan, lærerforeningen reagerede denne gang, og at det var derfor, regeringen var nødt til at sætte sig igennem,” siger Mikkel Mailand.

Konsensuskultur
Der er en grund til, at det hedder den danske model, for den er dansk. I Norge og Sverige har de aftaler på arbejdsmarkedet, der minder om den danske tradition om at søge konsensus. Mikkel Mailand mener, at en af grundene blandt andet skal findes i de stærke fagforeninger, men sender så bolden videre til Ove Kaj Pedersen, der er professor på Copenhagen Busi­ness School (CBS) på det institut, der på nudansk hedder Department of Business and Politics.

”Konsensuskulturen kommer af, at alle tre skandinaviske lande er åbne, kapitalistiske og parlamentariske demokratier. Og så er det små lande med en meget homogen befolkning. Danmark er det mest homogene land, faktisk det trejdemest homogene land i verden næst efter Sydkorea og Japan, når man kigger sprog og religion. Det er vi, fordi vi har tabt mange krige og tabt store områder som Norge, Skåne, Halland, Blekinge og store dele af Tyskland. Det har gjort, at vi er blevet en lille befolkning, der ligner hinanden sprogligt, etnisk og religiøst,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den kultur er slået igennem på arbejdsmarkedet siden det omtalte septemberforlig i 1899. Når danskerne er gode til at blive enige, skyldes det også, at Danmark er et land uden store klasseforskelle, siger Ove Kaj Pedersen:

”Danmark har heller ikke haft store borgerkrige som Treårskrigen i Tyskland eller revolutionen i Rusland, der siden førte til voldsomme klassekonflikter. Den udvikling, der har været i Danmark, har gjort, at vi har haft mulighed for at skabe et grundlag for samarbejde. Men det kan kun lade sig gøre, i det øjeblik man fastholder en homogenitet i samfundet,” siger Ove Kaj Pedersen.

Han tilføjer, at den forholdsvis lille indvandring, Danmark har haft, ikke rokker ved homogeniteten i samfundet: Vi er stadig meget ens.

”Det har gentagne gange været fremme, at fordi samfundet har ændret sig så meget, er den danske konsensuskultur i fare. Men den danske model har jo været der gennem det 20. århundrede med de enorme omvæltninger, der har været. Den kultur har været fastholdt og udbygget. Og den er der stadigvæk,“ siger Ove Kaj Pedersen.

Det varer ikke længe, før kravene til OK 15 udveksles. De faglige organisationers legitimitet har ikke lidt skade efter OK 13, vurderer Mikkel Mailand:

”Det kan da godt være, der er nogle, der sætter spørgsmålstegn ved den danske model, efter hvad der skete i 2013. Men det er sjældent, der bliver gået så hårdt til værks, som det skete i 2013. Jeg tror ikke, man skal forvente, at det sker igen lige foreløbig. Hvis Finansministeriet vil gøre alvor af at afskaffe reguleringsordningen, der binder lønudviklingen i det offentlige til den private sektors lønudvikling, vil der jo komme et ramaskrig. Så min vurdering er, at de nu vil tage den lidt med ro, også fordi politikerne står over for et valg snart. De er ikke interesserede i at lægge sig ud med de offentligt ansatte lige op til et valg.”