Forsker: Spreder vi minoritetselever for meget, kan det få den modsatte effekt

I bedste mening drømmer gymnasier om at gøre det : At fordele minoritetsetniske elever, så de bliver spredt ud over flere gymnasier.

Det så man for eksempel for nylig, da syv almene gymnasier i Aarhus søgte tilladelse til en lokal fordelingsaftale, men blev afvist af den daværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som ikke mente, der var lovhjemmel. Både GL – Gymnasielærerne og Danske Gymnasier har også før og sidenhen presset på for en ny elevfordelingsaftale.

Og der kan bestemt være en logik bag at sprede minoritetsetniske elever, understreger antropolog Marie Fjellerup Bærndt, der er postdoc på Aarhus Universitet. Hun oplever, at man også ser fænomenet, når det enkelte gymnasium skal fordele elever i grundforløbsklasser.

Men hendes forskning tyder også på en anden effekt, man skal være opmærksom på, advarer hun.

”Det, der bliver gjort i den bedste mening om at blande fællesskaber, kan få den stikmodsatte effekt end det, man gerne vil.”

Svært grundforløb
Hun har over flere måneder fulgt elever tæt gennem observationer og interviews for at forstå deres fællesskaber. Det skete som del af det Velux-støttede forskningsprojekt Fællesskaber på tværs, der er gennemført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Aarhus Universitet .

Helt konkret har de fulgt dagligdagen på fire forskellige skoler, og her så de et særligt mønster.

”Alle de minoritetselever, jeg interviewede, havde haft det svært i grundforløbet, fordi de var sat i nogle fællesskaber, hvor der ikke var nogen, der lignede dem selv. De manglede nogle, de kunne spejle sig i. De havde en stærk trang til at finde sammen med nogle, de følte sig tilpas med,” siger Marie Fjellerup Bærndt, der understreger, at der er tale om et kvalitativt studie og ikke en bred kortlægning.

Hun fortæller, at det fik flere af de minoritetsetniske elever på tværs af grundforløbsklasser til at koordinere, hvilke studieretninger de efterfølgende søgte, i håb om at finde tryghed i nogle, der ligner dem selv.

”Der var endda elever, der tog fag, de måske syntes var lige lovligt svære for at kunne finde nogle at spejle sig i.”

Mere end etnicitet
Men mønsteret stopper ikke ved etnicitet.

For det, forskeren så i klasserne, var i virkeligheden en mere grundlæggende mekanisme: Elever søger mod dem, de deler noget med.

”Det kan være etnicitet, men det kan lige så vel være gamle bekendtskaber, fælles interesser eller at man kommer fra den samme del af byen.”

I pauserne blev det tydeligt, hvordan elever fordelte sig i bestemte grupper helt fysisk på skolen, hvad end de var ved kantinebordene eller på fællesarealerne.

”Når de kommer ud af klassen, så søger de sammen med dem, de føler sig mest hjemme hos – og det er måske ikke så overraskende,” siger Marie Fjellerup Bærndt.

Det vidner for hende om, at mekanismen med opsplitning også kan komme i spil, når der ikke blot er tale om, at man selv kan vælge sin klasse til efter et grundforløb.

”Hvis det ikke er ved at vælge, hvilken klasse de skal gå i, kan det også ske ved, at de vælger, hvem de er sammen med i pauserne og lignende.”

Eleverne oplever problemer
Samtidig viser studiet en forskel mellem elevernes egen oplevelse og det, hun observerede.

I den klasse, hvor flere minoritetselever havde fundet sammen efter grundforløbet, talte eleverne selv meget om, at fællesskabet var udfordret. De var optagede af opdelinger og af, om de var “en rigtig klasse”.

Men det billede stemte ikke nødvendigvis overens med det, som Marie Fjellerup Bærndt oplevede. Eleverne samarbejdede, deltog i undervisningen og bakkede hinanden op. Stemningen var god, og der var en uformel omgangstone.

”Hvis jeg ikke havde interviewet dem, ville jeg ikke have tænkt, at de var udfordrede. De fungerede faktisk rigtig godt sammen. Det er ikke, fordi eleverne tager fejl, men de er bare enormt optagede af at vurdere deres eget fællesskab. Og den opmærksomhed er både en styrke og en byrde,” siger hun.

At de var kritiske over for deres egen evne til at danne fællesskab vidner ifølge hende netop om, hvor optagede de var af det.

”Det er både opmærksomheden på det, der gør, at det fungerer, men også at de bliver kritiske over for dem selv.”

Ikke et argument mod at blande elever
Marie Fjellerup Bærndts pointe er ikke, at man skal stoppe med at fordele elever på forskellige gymnasier eller i de enkelte klasser.

For der er klare fordele ved, at unge møder nogle, der er anderledes end dem selv, viser forskningen. Det gælder både fagligt og socialt.

”Man lærer andre perspektiver og bliver også bedre til at forstå ens eget ståsted,” siger hun.

Derfor handler det ifølge hende om balance, hvor man møder noget nyt, men heller ikke står helt alene.

”For eksempel kan man tænke i, at alle har en form for ‘ven’ med ind i nye grupper. Altså at der både er noget trygt og noget nyt,” lyder det fra antropologen, der peger på, at hendes kollega Abir Mohamad Ismail netop arbejder med denne balance i begrebet ‘tryg utryghed’.

Men hvis elever oplever at stå alene uden nogen at spejle sig i, kan det få konsekvenser for deres trivsel og for, hvordan de efterfølgende orienterer sig, mener hun.

”Hvis man ikke føler, at man har nogen at læne sig op ad, så begynder man i ekstra høj grad at søge derhen, hvor man føler sig mere hjemme. Det er vigtigt at have in mente, når man udformer fordelingerne,” siger hun.