Ny forskning giver konkrete greb til at styrke arbejdet med trivsel

Skal gymnasiernes arbejde med trivsel for alvor rykke noget, så er det vigtigt, at fokus flyttes væk fra enkeltelever og fra enkelte lærere og særlige indsatser. For skal trivslen øges, kræver det en systematisk, fælles og kontinuerlig indsats som en integreret del af skolens kernepraksis.

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i en netop offentliggjort bog fra Center For Ungdomsforskning (Cefu) på Aalborg Universitet.

”Vi skal fokusere mindre på den individuelle vej – og have af-individualiseret snakken om unges trivsel, for dér, hvor trivselsarbejde kan gøre en forskel, er, når det bliver et kollektivt fokus, hvor trivselsarbejde ikke bliver enkeltstående isflager, men et kredsløb, hvor lærere, ledere og elever arbejder sammen i skolehverdagen,” siger Noemi Katznelson, leder af Cefu og en af forskerne bag.

Bogen med titlen ’Trivselsarbejde mellem skole og ungdomsliv: At forstå og arbejde med trivsel som en del af skolens praksis’ bygger på fire års arbejde med ungdomsuddannelser over hele landet – primært gymnasier – og omfatter spørgeskemaundersøgelser, interviews, observationer og udviklingsprojekter, herunder halvandet års udviklingsarbejde sammen med 70 lærere på 14 ungdomsuddannelser.

Et sammensat fænomen
Udviklingsarbejderne er udtænkt af institutionerne selv, og de har arbejdet med trivsel på tre forskellige niveauer – skolen som helhed, i klasserne og omkring gruppearbejde.

”Betingelserne for trivsel kan øges – og paradoksalt nok ikke først og fremmest ved at rette fokus på elevernes trivsel – men ved at arbejde systematisk med en række greb, som vi har fundet, og som kredser om relationer, rammer og rutiner, der giver eleverne mulighed for at høre til og trives – og om skolens muligheder for at arbejde meningsfuldt med at bedrive skole,” fortæller Noemi Katznelson.

I bogen præsenterer forskerne en model med konkrete greb, som lærere og ledere kan bruge – med alt fra elevinddragelse og lærerrelationer til skolekultur og organisering. Modellen understøtter det, som forskningen også viser, nemlig at trivsel for elever i dag i særlig grad hænger sammen med fire centrale dimensioner: mestring, tryghed, betydningsfuldhed og tilhør.

Ifølge forskerne er der behov for en erkendelse af, at trivsel i praksis er et bredt og sammensat fænomen, der ikke kan reduceres til hverken den enkelte elevs velbefindende eller skolens sociale aktiviteter. Trivsel bliver til i fysiktimen, i frikvarteret og til skolefesten – i alt det, der udgør skolens hverdagsliv.

Det pædagogiske møfferi
Forskerne ser trivselsarbejde som det at skabe meningsfulde forbindelser mellem skolens formål, dens pædagogiske praksis og eleverne. Trivselsarbejde betegner skolens samlede bestræbelser på at skabe og opretholde sammenhænge, hvor institutionens formål og praksis forbindes med elevernes og de ansattes trivsel – hvor det opleves som meningsfuldt at være, og hvor deltagelse og tilhør er muligt.

Derudover understreger forskerne, at trivselsarbejdet hele tiden må justeres, genforhandles og tilpasses nye elevgrupper, skiftende rammer og forandrede tider.

”Bæredygtigt trivselsarbejde handler ikke om at finde de rigtige opskrifter, men om at skabe rum for kollektivt at arbejde med ’det pædagogiske møfferi’ og for vedvarende refleksion og fælles erfaring og læring,” pointerer Noemi Katznelson og fortsætter:

”For trivsel er ikke noget, der kan fikses en gang for alle – det er netop et vedvarende arbejde, som gerne skal være kollektivt, da det ellers risikerer at lande som overbelastninger hos den enkelte lærer.”

Nye krav til lærerrollen
Ifølge hende er et markant fund i forskningsprojektet, at nutidens unge ikke længere bare læner sig ind i skolens givne og automatiske fællesskaber – hverken de faglige eller de sociale. Tidligere bandt klassefællesskabet, pauserne og aktiviteterne omkring undervisning eleverne sammen. I dag oplever mange unge skolens fællesskaber som utrygge – både festerne og den daglige undervisning i klasserummet. I stedet søger mange unge mod selvvalgte fællesskaber – i og uden for skolen, hvor de føler sig trygge sammen med andre, der ligner dem selv. De segmenterer nærmest sig selv og hinanden i selvvalgte grupper.

Samtidig har elevernes forventninger til skolens ændret sig. De efterlyser oplevelser af betydningsfuldhed – især i mødet med lærerne.

”Det stiller nye krav til lærerrollen og til skolens evne til at skabe tryghed og tilhør, og som skole i dag skal man være meget mere skarp på, hvad er det for et fællesskab, vi har her på skolen. Vores skolekultur, hvordan taler vi sammen, hvordan man som skole ønsker, at vi skal være sammen både socialt og fagligt,” forklarer Noemi Katznelson.

Selvom de fleste unge trives, så viser en undersøgelse i forbindelse med projektet også, at trivslen er under pres. 75 procent af underviserne og 91 procent af lederne erklærer sig helt eller delvist enige i, at en stadig større gruppe elever kæmper med trivslen. Derudover er 89 procent af underviserne og 91 procent af lederne enige i, at trivselsproblemerne påvirker elevernes deltagelse – både i undervisning og i skolens bredere aktiviteter.

”Når fællesskaberne ikke længere bærer sig selv, må skolen tage ansvar for at skabe dem, og her kan vores refleksionsværktøj sætte gang i det nødvendige fælles trivselsarbejde,” mener hun.