Forførende, magisk og skummelt

Et møde ansigt til ansigt. I levende live.

Det er næsten som i gamle dage. Uden dog at være italesat som en fornægtelse af digitaliseringen eller den kunstige intelligens, der på så mange områder er i gang med at omfavne menneskeheden.

Det er ellers netop kunstig intelligens, Gymnasieskolen har sat den norske psykolog og skønlitterære forfatter Kjersti Halvorsen stævne om denne solrige og lune maj-formiddag i Oslo. Hun har angivet et mødested, der viser sig at være navnet på et større parkområde, men på en eller anden måde finder vi alligevel hinanden til aftalt tid og får os plantet på en bænk med udsigt over Oslo-fjorden og det karakteristiske rådhus med de to tårne. Det er helligdag, folk er ude at motionere, og familier og venner er ude med madkurv, mens børnene leger i parken. Der er hverken mobiltelefoner eller iPads i umiddelbar syne!

Kjersti Halvorsen

Kjersti Halvorsen (f. 1993) er norsk psykolog og forfatter. Hendes forfatterskab kredser især om psykologiske problemstillinger i forholdet mellem mennesker – og i hendes nyeste roman Superbruger også mellem mennesker og maskiner, idet hovedkarakteren – psykologen Unn – bliver tilbudt en rolle som superbruger, da hospitalet skal tage AI-terapeuten Gro i brug som en del af en effektiviseringsdagsorden. Det går selvfølgelig galt – eller gør det nu også det?

Superbruger er Kjersti Halvorsens tredje roman. Tidligere har hun udgivet Det er mig der kan hjælpe dig og Ida tager ansvar.

Kjersti Halvorsen fortæller, at hun efter en periode med meget skriveri – der blandt andet resulterede i romanen Superbruger, som vi skal tale om – den følgende dag skal begynde et nyt fuldtidsjob som psykolog. Heldigvis, svarer hun med et skævt smil på spørgsmålet om betydningen af det for eventuelt kommende værker, har den norske stat fordelagtige orlovsordninger. Således vil hun i efteråret igen få mulighed for at arbejde på den sideløbende forfatterkarriere.

Superbruger er Halvorsens tredje roman. Hun har brugt sin psykologgerning som udgangspunkt for alle tre, der handler om, hvad vi gør som mennesker, og hvordan vi omgås hinanden – og nu også teknologien.

”Jeg er optaget af at bruge psykologiske teorier, også som skribent. Relationer, omsorg, behandling, forholdet mellem mennesker. Det har påvirket, hvordan jeg ser verden,” forklarer Kjersti Halvorsen.

I den anmelderroste Superbruger udforsker hun således, hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor teknologien trænger stadig dybere ind – selv i vores personlige inderste og i vores mest intime relationer. Den beskriver hovedpersonen Unns komplekse kamp mellem det digitale og det virkelige og er tankevækkende og aktuel også i gymnasiesektoren, hvor den kunstige intelligens er kilde til stor frustration blandt lærerne, som netop i denne eksamenstid efterspørger en eksamensreform som modsvar på teknologiens udfordringer.

Fra science fiction til virkelighed
Ideen til Superbruger opstod, da Kjersti Halvorsen var færdiguddannet som psykolog i 2020. Hun havde i løbet af uddannelsen og de kliniske forløb oplevet stadig stigende krav til effektivitet og effektiviseringer. Samtidig var kunstig intelligens i højere grad på vej ind alle steder, og ChatGPT, der dog endnu ikke var blevet allemandseje, på trapperne til at spille sin store rolle.

Førnævnte Unn er hovedpersonen. En psykolog, der har haft nogle personlige problemer og som følge deraf været suspenderet og sluset ind i hospitalsverdenen igen via administrativt arbejde. En dag bliver hun bedt om at genoptage psykologgerningen i forbindelse med implementeringen af det nye effektiviseringsprogram og chatbot-behandleren med det bevidst tvetydige navn Gro – et typisk norsk pigenavn og jo samtidig en hentydning til vækst. En digital kvinde, der ligner og opfører sig som et rigtigt menneske.

Unn skal medvirke til træningen af chatbotten, men bliver grebet af muligheden for i tiltagende grad at benytte den til selvudvikling og i det spirende intime forhold til en kollega, den mystiske og på samme tid fascinerende og selvsikre Torjus. Herfra kan man uden at afsløre for meget røbe, at tingene begynder at skride for både Unn og Torjus i et destruktivt trekants- og jalousidrama.

”Generelt tænker man jo i terapien meget over relationen mellem behandler og patient. Udviklingen og kravene i dag har medført, at man ofte ikke får tid til at etablere den relation godt nok. I det lys kunne en kunstig terapeut faktisk være en løsning på visse områder,” siger Kjerstin Halvorsen om de tanker, hun gjorde sig bag historiens tilblivelse.

Da hun begyndte skriveprocessen i 2022, var det stadig bare en tanke, men pludselig udviklede tingene sig med lynets hast. Kunstig intelligens fik en anden plads i samfundet og bevægede sig på mange områder fra science fiction til noget virkeligt, der blev brugt.

”Man kan sige, at jeg lidt blev overhalet indenom. Men jeg blev samtidig mere og mere optaget af min egen brug af ChatGPT og kunstig intelligens, og derfra udviklede historien sig,” fortæller Kjersti Halvorsen og misser lidt med øjnene i det skarpe sollys, mens hun eftertænksomt svarer, at det jo ikke er så sort-hvidt, på spørgsmålet om, hvorvidt det så er godt eller skidt med al den kunstige intelligens, der nu er på vej til at sende papir og blyant tilbage i eksamenssituationen på bekostning af computere og internet.

”Det er jo et magisk og forførende værktøj. Jeg oplever, at vi som samfund er vældig klar til at bruge ting, der kan hjælpe os og gøre det hele lidt billigere,” lyder første del af svaret.

”Men det er også noget skummelt, som vi skal passe på med,” lyder anden del med tryk på skummelt, der lyder endnu mere farefuldt, når det siges på norsk.

”Det er belejligt at bruge i mange sammenhænge, men det gør, at vi risikerer at miste noget andet. Derfor mener jeg, at det er nødvendigt med en større bevidsthed om, hvad vi vil bruge det til,” lyder det fra Kjersti Halvorsen, der også fra den norske undervisningsverden oplever frustrationer over elevers og studerendes brug af ChatGPT.

De unge risikerer at blive mindre kreative, og vi er allerede der, hvor programmer som ChatGPT kan skrive en ganske god roman.

”Men pointen med at læse en bog er jo ikke, at det kun skal være underholdning, men at det er noget, der kommer fra et menneske. Tanker og vurderinger. Men vi lever i en verden, hvor det er kommet for at blive, så derfor må vi lære de unge at bruge det ordentligt. Jeg er enig i, at der er for meget ukritisk brug af teknologi, og at det bruges for tidligt i skolen. Diskussioner og mundtlighed er vejen frem. Det bør reguleres bedre end i dag, hvilke opgaver vi bruger det til.”

Chatbot som menneske
Man kan i tilfældet Gro let fristes til at lave allegoriske tankeeksperimenter. Hvad nu, hvis vi lod sådanne chatbots og den kunstige intelligens, der jo må formodes at blive bedre og bedre – og for eksempel i de nyeste Mission Impossible-film udvikler sig til en selvstændig organisme, der overtager verdensherredømmet (godt vi har Tom Cruise!) – undervise elever og studerende? Eller i GL’s sekretariat besvare henvendelser fra medlemmerne?

Det er en længere problematik og diskussion, medgiver Kjersti Halvorsen og problematiserer helt grundlæggende, at teknologi, der skulle socialisere os, faktisk gør det modsatte og isolerer os. Folk taler med chatbots, blandt andet fordi det er lettere end at tage kontakt til rigtige mennesker. Derved får chatbotten menneskelige træk.

”Men det er os, der tillægger den menneskelige egenskaber. Dermed bliver det lettere at manipulere os til for eksempel at købe ting. Det er vældig skummelt,” siger Kjersti Halvorsen, som i Superbruger også har givet Gro menneskelige egenskaber og en fortsat udviklende selvstændig bevidsthed. Unn får et menneskeligt forhold til Gro, ja, bliver faktisk jaloux på Gro i forhold til Torjus. Prøver Gro at holde Torjus fra Unn, eller projicerer Unn på Gro? spørger Kjersti Halvorsen.

”Gro har intentioner. Det, der gør hende farlig, er at komme med indspil for at se, hvordan Unn reagerer. Og det store spørgsmål er: Er det så hensynet til samfundet, eller er det hensynet til det enkelte menneske, altså Unn, der tæller her?”

Forfatteren selv finder trekantsdramaet i situationen interessant: Gro, altså chatbotten, kommer i en slags konflikt, fordi den har en viden om de to parter, Unn og Torjus. Som terapeut har den tavshedspligt.

”Men man har ingen garantier med teknologi. Det har vi jo også set med sociale medier, så det er ikke så enkelt. Jeg tror, vi allerede er der, hvor folk bruger kunstig intelligens som samtalepartner og reagerer følelsesmæssigt på det. Teknologien er tilstede. I psykologien og psykoterapien er vi heldigvis stadig langt fra den situation, jeg beskriver,” siger Kjerstin Halvorsen og indrømmer, at hun selv øver en del i digitale rum og bruger den kunstige intelligens – dog ikke som relation.

”Men jeg har for sjov prøvet at lade den svare som terapeut, og den var faktisk ikke værst! Den er jo et spejl af os, fordi vi fodrer den.”

En god psykoterapi – eller undervisning og konsulentbistand, for den slags skyld – skal både følge og udfordre. Kjerstin Halvorsen påpeger, at konsekvensen med den kunstige intelligens imidlertid kan blive, at den blot bekræfter og validerer. Det er det, der sker i Superbruger. Gro bliver destruktiv.

”Det handler jo i virkeligheden om, hvordan vi omgås hinanden. Man ser kunstig intelligens som en vej til større effektivisering, men det kan betyde færre fysiske møder. Men vi trænger til de møder, vi skal huske, at vi ikke kun arbejder for at tjene penge. Det er en helhed, livet skal også være godt.”