Endelig får slumbørnene ordet

Alexander sidder i hjørnet og læser sin tekst på det krøllede papir. Om lidt er det ham, der skal op og rappe. Han fumler med papiret og forsøger febrilsk at få styr på noterne. Han er nervøs. Musikken stopper, og de 30 drenge i lokalet hujer og klapper ad den seneste optræden. Nu er det Alexanders tur. Han træder ind midt på gulvet. Rundt om ham danner drengene en cirkel. Der er få sekunders stilhed, før beatet går i gang. Alexander begynder at rappe. Han mumler, men nervøsiteten forsvinder hurtigt, og han rapper højere og mere tydeligt. Om vold, stoffer, familien og slummen. Og om muligheden for et bedre liv.
Det er onsdag eftermiddag i ungdomsfængslet Centro Fortaleza i den bolivianske by Santa Cruz. Den lokale organisation K.A.I. har fået lov til at undervise 30 unge drenge i alderen 12-17 år i hiphop. De fleste af drengene er i ungdomsfængslet på grund af voldtægt og røveri. Hele dagen har de brugt på at skrive tekster om deres liv, problemer og drømme for fremtiden. Nu skal de på skift optræde for hinanden og rappe den tekst, de har skrevet. Det går godt for Alexander. Drengene pifter højt og klapper, da han er færdig. Han smiler genert og sætter sig ned igen. Lettet. 
”Jeg takker Gud for, at jeg var i stand til at stille mig op. Jeg var nervøs, men jeg klarede det,” siger Alexander. Han er 16 år gammel og har været i rehabiliteringscentret i halvandet år. 
”Alle os, der er her i dag, har gået ad den forkerte, kriminelle sti. Men vi er i samme båd, og det giver mig styrke, at vi alle har rappet i dag. Vi har stået sammen.” 
Han fortæller, at vold og kriminalitet var dagligdagen for de unge, før de kom på centret. Og hvis han ikke var blevet anbragt her, var han død, mener han. Slummen viser ingen nåde. Men i dag har hiphop givet ham ny tro på, at han godt kan ændre noget ved sit liv. 
”Jeg kan godt lide, at hiphop er så ligetil. Der bliver ikke lagt skjul på noget – og man kan sige alt. Når jeg kommer ud herfra, vil jeg gerne bruge musikken til at give budskaber videre til andre unge om, at livet ikke bare er et spil. Vi kan forandre nogle ting sammen, og vi kan vælge en anden vej,” siger Alexander.

Kampen mod diskrimination 
Bagest i lokalet står Ivana Balboa. Tilbage i 2006 tænkte hun, at hun var nødt til at gøre noget for Bolivias oprindelige befolkning. For virkeligheden var – og er stadig – at Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og to tredjedele lever for mindre end 11 kroner om dagen. Og det er i udbredt grad den oprindelige indianske befolkning, som er ramt af fattigdommen. Den indianske befolkning bliver diskrimineret i landet og deltager i mindre grad i politik sammenlignet med andre befolkningsgrupper. Dette fik Ivana Balboa til sammen med nogle venner at overveje, hvordan de kunne give unge mennesker på kanten af det bolivianske samfund en mulighed for at få ordet. Løsningen blev hiphop. 
”Vi har valgt hiphop, fordi det er en global kunstform, som alle unge kender – og samtidig kræver det ikke meget udstyr og mange mennesker at lave hiphop,” siger hun. 
De begyndte at banke på døre hos politikere og embedsfolk, og i dag er organisationen veletableret og tager ud flere gange om ugen og laver musik, danser og maler graffiti sammen med unge. Blandt andet i slummen og i fængsler som i dag. 
”Vi arbejder i udkanten af samfundet. I mange områder er forholdene kummerlige, og mennesker lever uden vand og elektricitet. Samtidig bliver de set ned på, fordi de har en indiansk baggrund,” fortæller Ivana. 
”De unge i slumområderne er sky og introverte. De bor og lever i en verden af stoffer, vold, prostitution og diskrimination – og de stiller sig ikke normalt op og siger deres mening. Og det er normalt, at forældrene ikke er i stand til at tale med deres børn om problemer. Derfor har de brug for hjælp – og her kan vi hjælpe ved at skabe nogle områder, hvor vi kan give viden videre, og de unge kan snakke om vold, stoffer og diskrimination.” 
”Musikken kan være med til at give de unge en tro på, at der er en bedre fremtid for dem. Vi kan se, at personlighederne vokser, når de får undervisning. De bliver stolte af, at unge med indiansk baggrund stiller sig op og taler højt om problemerne i samfundet. Og sætter ord på deres drømme.” 
Hun forklarer, at hiphop kan bruges til at give de unge en styrke til at turde stille sig op og for en gangs skyld være stolte af deres baggrund. Ivana Balboas egen far er aymara-indianer. 
”Vi føler os diskrimineret og ikke som en del af samfundet. For eksempel ændrer mange indianere i Bolivia deres navne for ikke at blive diskrimineret – blandt andet landets vicepræsident,” fortæller hun. 
I 2006 kom indianeren Evo Morales til magten som præsident, og mange fra de traditionelle befolkningsgrupper håbede på, at det betød store ændringer for dem. Men det er ikke sket, mener Ivana. 
”Vi havde det som amerikanerne, da de fik valgt Barack Obama. Vi håbede på ændringer. Men vi har ikke fået nogen ændringer, og mange føler sig snydt. Der er stadig korruption, selv om han lovede at fjerne det. Og det er stadig jakkesæt og ikke ponchoer, der sidder på kroppen af dem, der har de vigtigste job i landet.”

En global kultur 
Den danske forening Rapolitics blev blandt andet dannet på baggrund af et besøg i Bolivia. Organisationen arbejder nu verden over med at bruge netop hiphop til at skabe forandring. Fra 2009 og tre år frem samarbejdede Rapolitics med Ivanas organisation i Bolivia. I fællesskab nåede de ud til flere end 7.000 unge marginaliserede unge i skoler, på gader og i fængsler. Camilla M. Kronborg er cand.mag. med speciale i unge og hiphopkultur – og forkvinde for foreningen Rapolitics. 
”Hiphop er en global ungdomskultur, som unge alle steder kan referere til og dermed kan føle sig som en del af,” siger hun. 
Siden hiphoppens begyndelse i 1970’ernes ghettoer i New York har musikken været bygget op omkring en fortælling om at være ung, marginaliseret og fattig – og have svært ved at handle. I dag er hiphop en global musikform. 
”Hiphop er et redskab, som gør de unge til ’nogen’ i stedet for blot at være en ung, marginaliseret i et slumområde. Man kan fortælle om sin situation og gøre modstand med ord,” siger Camilla M. Kronborg. 
Hun forklarer, at fordelen ved hiphop er, at det er en lavteknisk kulturform. Alle kan rappe. Du behøver ikke masser af udstyr og instrumenter, så der er et stort potentiale blandt fattige. Og lige nu bruges hiphop som et redskab til at ytre holdninger og ønsker om forandringer. 
”Jeg ser nogle klare paralleller mellem Bolivia og det, der skete i for eksempel Egypten under det arabiske forår. Begge lande har været igennem nogle store revolutioner, og begge steder har hiphop blomstret. Under det arabiske forår spillede hiphop en relativt stor rolle i Egypten. Man kan sige, at det var et soundtrack til revolutionen. Lokale rapmusikere stiller sig fortsat op ved demonstrationer og rapper om behovet for ændringer,” siger hun og tilføjer: 
”Hiphop viser, at nogen tør sige noget, og er et eksempel på, at ordet kan være et våben – og være med til at bane vejen for social forandring.” 
Reportagerejsen til Bolivia er støttet af Danidas Oplysningsbevilling.