Det føltes, som var det hen over en weekend, at alting ændrede sig på den skole, neuroaffektiv psykolog Susan Hart gik på i starten af 1970’erne.
Før var det lektor Blomme, som var målestokken for afstanden mellem lærerne og eleverne. Efter den weekend tog børnene over.
Uden forudgående varsel skulle vi pludselig mere eller mindre bestemme det hele, fortæller Susan Hart.
Magten i klasseværelset
Vi taler sjældent om magten. For det meste er den heller ikke umiddelbart synlig eller hørbar – medmindre man har et særligt blik eller øre for den. De fleste af os vil, hvis vi overhovedet erkender, at den er til stede, helst lade, som om den ikke findes. Det bekræfter det ene socialpsykologiske eksperiment efter det andet.
Men magten er altid til stede i rummet. Hvis den ikke udøves åbenlyst, sniger den sig langs panelerne og skjuler sig i mikrohandlingerne. Den former vores adfærd – både når vi har meget magt, og når vi næsten ingen har.
I en serie artikler om magtanvendelse deler en erhvervspsykolog, en neuroaffektiv psykolog og en adfærdspsykolog den opfattelse, at gymnasielærerne bør tage noget af den magt i klasseværelset tilbage, som de, hen over de sidste 50 år, har afgivet. Efterfølgende vil vi høre lærernes version.
”Vi måtte selv tilrettelægge dagen med ’fri arbejdsplan’. Vi fik medbestemmelse i alt fra klassens regler til aktiviteter og indretning, og vi fik rygerum. Det kom som lidt af et chok, for det var jo ikke en magt, vi selv havde tilkæmpet os. Det var lærerne, der sagde ’værsgo – I er kompetente børn fra nu af’. Følelsen var berusende, men jeg kan huske, at det også var lidt utrygt, at den struktur, som lærerne havde rammet skoledagen ind i, pludselig var væk.”
Lærernes rolle som autoritetspersoner har siden svinget lidt med tidens strømninger. Men reelt har de aldrig taget den karavanefører-funktion, som de frivilligt gav fra sig for godt 50 år siden, tilbage, vurderer Susan Hart.
”Jeg har hørt mange lærere pointere, at det står i folkeskoleloven, at ’børnene skal være undervisningsparate, så det er forældrenes opgave’. Derfor går man ikke ind og siger til to elever, at de ikke skal sidde ved siden af hinanden, selvom de laver ballade i hver eneste time,” siger psykologen med et eksempel fra grundskolen, men problematikken viser sig til tider også i gymnasiet, hvis lærerne ikke er opmærksomme på den – det har Susan Hart på baggrund af sin forskning blandt andet skrevet om i en bog henvendt direkte til gymnasielærere.
“Det er min vurdering, at der er rigtig meget brug for, at lærerne igen tager rollen som karavaneførere, der styrer slagets gang, på sig. ’Nu går vi den vej – og nej, vi går ikke den vej’.”
Når læreren ikke tager kontrollen
En lakmusprøve på om en organisation er sund i dens grundlæggende struktur er, om den, der har den formelle magt, også har den uformelle magt, mener Susan Hart.
”Der skal helst være et hierarki på en skole, som alle er enige om. Hvorfor? Fordi så bliver alle trygge og kan koncentrere sig om at lære noget.”
Vi ser alt for ofte, at det er eleverne, som har den reelle magt i klasseværelset.
”Vi mennesker er hypersociale flokpattedyr, der er på konstant arbejde med at positionere os overfor hinanden. Du behøver bare at iagttage et møde – eller for den sags skyld et klasseværelse – så kan du alene på kropssproget se, hvem der placerer sig i magtens centrum, og hvem der glædeligt lægger sig i periferien af magten.”
Susan Hart
Siden 2002 har Susan Hart afholdt seminarer, kurser og foredrag om neuroaffektiv udviklingspsykologi i både Danmark og internationalt.
Hun er pioner inden for neuroaffektiv udviklingspsykologi – en forståelsesramme, der integrerer den nyeste hjerneforskning med udviklingspsykologi, tilknytningsteori og traumeforskning. Hun har skrevet en lang række anerkendte bøger om emnet, bl.a. “Neuroaffektiv udviklingspsykologi – til gymnasiet” samt fået publiceret diverse forskningsartikler. Hendes forskning er funderet i både gymnasiet og bredt i hele ungdomsuddannelsessektoren; hendes nuværende store projekter omfatter unge mellem 13 og 23 år.
Susan Hart er psykolog, ph.d., specialist og supervisor i børnepsykologi og psykoterapi. Hun har modtaget Gyldendals Formidlingspris og er kendt for at kunne formidle kompleks viden om følelsesmæssig og social udvikling på en praksisnær og tilgængelig måde.
Hvis den, der har den formelle magt – gymnasielæreren – ikke fuldt ud tager den på sig, så er der elever, der står klar til at tage over, understreger Susan Hart.
”Vi ser nogle gange, at det er eleverne, som har den reelle magt i klasseværelset. Hvis læreren ikke tager kontrollen, opstår der et vakuum, som de mest magtfulde elever er klar til at fylde ud. Det foregår ubevidst og ofte meget subtilt gennem de positioneringssignaler, der bliver udsendt i hver eneste lektion. Og det fører til uorden i klassen.”
Eleverne har i de tilfælde ikke blot fået for meget magt, de har også fået for meget ansvar, mener Susan Hart.
”Hvis en elev ikke er uddannelsesparat, er det ikke lærerens ansvar. De velregulerede elever kan uden problemer håndtere det. Men mange gymnasieelever har ikke de ressourcer, der skal til for at tage ansvaret selv. De har brug for en lærer, som har den naturlige autoritet til at sætte rammen og udstikke retningen. Det kan en lærer sagtens gøre, samtidig med at eleverne får en masse medindflydelse.”
Den uhensigtsmæssige magtudfoldelse
De fleste gymnasielærere har heldigvis godt styr på det. Men i de problematiske tilfælde er der fire måder, gymnasielæreren kan udfolde sin magt uhensigtsmæssigt, vurderer Susan Hart.
Den undvigende lærer er ikke synlig overfor eleverne og bliver irriteret, når de ikke selv kan finde ud af at løse deres opgaver.
Den afhængige lærer kan ikke tage beslutninger og søger råd hos eleverne. Med det resultat, at alting sejler, fordi der ikke er nogen konsekvens.
Den ambivalente lærer søger råd hos eleverne, men vil alligevel selv bestemme, når det kommer til stykket. Skifter så igen mening og synes, at eleverne er utaknemmelige, hvis de ikke forstår retningen.
De lærere, der alt for godt kan lide magten, har det, der skal til for at være øverst i statushierarkiet.
“Disse tre lærertyper er der håb for. De kan med selvindsigt og en god portion selvrefleksion genvinde deres position som karavaneførere.”
Den fjerde lærertype er stort set uden for pædagogisk rækkevidde, vurderer Susan Hart.
”Hvem tør puste sig mest op, og hvem er mest truende? De lærere, der alt for godt kan lide magten, har det, der skal til for at være øverst i statushierarkiet. Men de har ikke en personlighed, der kan forvalte magten til fordel for eleverne. De er de sidste, der synes, de selv har et problem. Hvis vi skal løse problemet med den lærertype, så handler det om rekruttering. De skal slet ikke være lærere. Men heldigvis ser vi færre og færre af dem på skolerne, mens der desværre bliver flere og flere af de tre første lærertyper, som ikke bryder sig om at tage magten på sig.”
Lærere skal ikke igen til at være hårde eller dominerende, understreger Susan Hart.
”Vi skal netop undgå, at pendulet svinger helt over i den anden grøft som reaktion på, at rammerne er blevet for utydelige, og lærernes autoritet er blevet udvandet. Det handler om at finde en god balance, hvor magten ikke bruges destruktivt, men heller ikke fornægtes,” siger Susan Hart.
Kommentar til artiklen
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2026
Tak til Susan Hart for ordene. Den Sorte skoles magtmisbrug fra lærerside hænger stadigvæk i skolens rum som en dårlig lugt, selvom det er henved 50 år siden, det blev bragt til ophør. Da det skete, røg der et barn eller to ude med badevandet, herunder lærerens pligt og ret til at styre i klasserummet. Det er i den grad på tide, at de enorme vanskeligheder, som skolen i dag har på dette område, bliver italesat ordentligt og taklet seriøst. Vi må have et opgør den lammende politiske korrekthed, der hindrer en åben og ærlig debat om det her. Uden at rutsche over i den anden grøft.