Legitimitet til at styre slagets gang

Nogle ved mere end andre, og nogle bestemmer mere end andre. I et klasseværelse er det måske den mest grundlæggende præmis af alle, mener erhvervspsykolog og medvært på podcasten ’Lederhjerne’, Louise Dinesen.

Louise Dinesen

Louise Dinesen er erhvervs- og krisepsykolog, autoriseret arbejdsmiljørådgiver og forfatter til bl.a. bøgerne “Hvem passer på chefen?”, “En medarbejders bekendelser om ledelse” og “Kort & godt om kriseledelse”.

Hun er medvært på podcasten Lederhjerne, hvor hun sammen med Vibeke Lunding-Gregersen deler viden om mental bæredygtighed og arbejdsmiljø i ledelse. Hun har desuden speciale i ledelse, psykisk arbejdsmiljø, krisehåndtering og organisatoriske forandringer. Hun er stifter af Dinesen & You.

”Magten har en meget vigtig funktion, nemlig at skabe organisering i vores sociale liv. Og på et gymnasium accepterer alle jo stiltiende, at det fungerer bedst, hvis der er en lærer, som fra starten udstikker rammerne og sætter fartgrænser. Det er det her, vi skal sammen, og sådan kommer det til at foregå. Jeg vil gerne have, at vi ikke hele tiden afbryder hinanden, og jeg kommer til at gribe ind, korrigere og sandsynligvis også udskrive en fartbøde eller to undervejs.”

Hvis du som lærer håndterer magten positivt, pointerer Louise Dinesen, vil du også spørge dine elever:

”Giver det mening det, vi gør? Er der noget, jeg har overset? Er der brug for, at vi tager en pause? Hvis I er med på, at vi lige kører lidt hårdt igennem nu og så holder en pause bagefter, mon så ikke det går an? Den magtforvaltning, som hele tiden søger balancen mellem at være styrende og retningssættende, men samtidig inddragende og med blik for retfærdighed, gennemsigtighed og respekt, har gode muligheder for at lykkes.”

Legitimitet til at styre slagets gang
Problemet med magten opstår, hvis den, der besidder den, ikke er opmærksom på magtdimensionen, for der ligger en gevaldig etisk fordring i hele tiden at forholde sig til den, mener Louise Dinesen.

”Der er rigtig mange magtudøvere i flade hierarkier, som ikke vedstår den autoritet, der ligger i at sætte rammer og gribe ind, hvis rammerne skrider. Man ser ikke sig selv som en magtperson og definerer derfor ikke, hvilke koder ’der gælder her’. Dermed opnår man ikke legitimitet til at kunne styre slagets gang. Hvis man kun går med empatien, inddragelsen og medfølelsen, men uden at sætte nogle ambitiøse mål for magtanvendelsen, så bliver det meget svært at gribe ind. For hvordan har du så ret til pludselig at blive den, der udøver sanktioner?”

Hvis du ikke har defineret fartgrænserne fra start, så kan du ikke give bøder, understreger Louise Dinesen.

”Positiv magtudøvelse kommer sammen med en udtalt tydelighed omkring, hvordan du forvalter relationer, og hvad du forventer. Hvis du ikke er til at misforstå, får du opbygget en psykologisk kontrakt fra start, som står klokkeklart. Så kan det sagtens være, at kontrakten kan genforhandles, når klassen skal på en tur og ind på et museum. ’Ok – jeg bøjer mig for jeres ønske om, at I kan gå rundt for jer selv den næste time’. Den lærer, som har klare koder omkring sin magtudøvelse, har også nemt ved at slække på dem, hvis det passer godt ind i situationen. Og behøves ideelt set slet ikke at indskærpe forbuddet mod alkohol på turen, nu eleverne, mod de oprindelige aftaler, får lov til at gå rundt for sig selv. For den ramme er så klart defineret på forhånd, at ingen er i tvivl.”

Beskyt dig selv mod magtens mørke sider
Når magt diskuteres i ’menneskefag’, sker det ofte indirekte i forbindelse med andre temaer som pædagogik, ledelse og uddannelsespolitik. Men vi skal kunne tale direkte om magten, mener Louise Dinesen.

”Gymnasielæreren deler vilkår med psykologen, fængselsbetjenten og sundhedspersonalet. De er alle fagprofessionelle, som skal kunne gå ind og ud af nogle intime domæner med høje følelsesmæssige krav.”

Gymnasielæreren kommer tæt på elever, der går igennem voldsomme livskriser. Og vi ved, at når man har gjort det tilstrækkelig mange gange, så eksponeres man for udmattelse og omsorgstræthed.

“Det er i netop de situationer, vi ikke kan lade som om, at magten ikke er der. For det er i afmagt, vi ved, at vi er eksponerede for at misbruge magten. Først er man god, så føler man pres, så føler man afmagt, og lige pludselig forvandler man sig til ondskabsfuld. Det er en veldokumenteret risiko,” siger Louise Dinesen.

Som fagprofessionel kan man, hvis man er tilstrækkeligt presset, komme ind i forløb med enkelte elever eller i værste fald hele klasser, der minder om et dysfunktionelt parforhold, mener Louise Dinesen.

”I starten kan vi skændes lidt, så kan vi råbe, så kan vi kaste ting efter hinanden, og pludselig er der vold. Det sker glidende og umærkeligt, at de her interne klimakriser forvandler os, fordi magt forvandler vores hjerne. Den bliver bogstavelig talt og neurologisk set mindre empatisk indstillet.”

Det er derfor, gymnasielærere skal beskæftige sig med magten, så de kan træne i med nogle klare koder at fastholde en konstruktiv magtudøvelse. Og så de med en høj bevidsthed om magtens karakter kan beskytte sig selv mod dens mørke sider, siger Louise Dinesen.