Tre lærere: Sådan lykkes vi med klasseledelse – det meste af tiden

Når en lektion slutter, stiller Nethe Strøm sig ofte ved udgangen af klasselokalet, så eleverne skal gå forbi hende på vejen ud. Hun kigger hver enkelt elev i øjnene.

”Nogle gange siger jeg tak for i dag, og nogle gange spørger jeg dem, hvad er det vigtigste, du har lært i dag?” fortæller Nethe Strøm, som underviser i engelsk og idræt.

Lykkes med undervisningen
Hun sidder sammen med sine kolleger Lise Hauerslev og Ama El-Nazzal på Tårnby Gymnasium og HF på Amager og taler om klasseledelse. Det er lige efter frokostpausen, og over gymnasiets højttaleranlæg fortæller rektor, at det nu er tid til de ugentlige 45 minutters TG læser, hvor alle elever sidder stille og læse i en bog efter eget valg.

De tre lærere arbejder meget bevidst med klasseledelse og oplever selv, at de derfor ofte lykkes med at flytte deres elever fagligt.

Transparent over for eleverne
De tre lærere gør mange af de samme ting, men dog på hver sin måde. Lise Haurslev og Ama El-Nazzal står for eksempel ikke ved døren og siger tak for i dag til eleverne, når timen slutter, men de er enige i, at eleverne har brug for at blive set. Og de har brug for tydelighed.

”Jeg tager styringen fra start, og det kan eleverne godt lide. Jeg tager for eksempel ansvaret for at dele eleverne op i grupper, når der skal være gruppearbejde. Hvis jeg ikke gør det, bliver der for meget fnidder fnadder, og der kører forskellige sociale spil,” siger engelsk- og matematiklærer Lise Haurslev.

Hun vælger at inddele grupper efter et tilfældigt system, og hun deler systemet med eleverne.

”Jeg gør det helt transparant, for ellers har jeg oplevet, at eleverne tror, at der er en speciel grund til, at jeg har inddelt grupperne, som jeg har gjort. Det giver en tryghed, at de kan se, at jeg tager styringen,” siger Lise Haurslev.

Skærer ud i pap
Ama El-Nazzal nikker. Hun fortæller, at hun også er meget tydelig og næsten ”skærer det ud i pap”, når hun for eksempel sætter en opgave i gang.

”Når de har gruppearbejde, så fordeler jeg roller i gruppen. En er ordstyrer, en skal skrive, og to andre skal fremlægge arbejdet, når jeg kommer rundt til grupperne. Det er forskelligt fra klasse til klasse, og det bliver jeg nødt til at planlægge efter.  I nogle klasser skal jeg lave mere stram styring end i andre klasser,” siger Ama El-Nazzal, som underviser i matematik og kemi.

Usikre elever
De tre lærere fortæller, at der er sket en udvikling, hvor flere elever er blevet mere usikre på sig selv. De har sværere ved at tænke på deres egen læring og sig selv, men er hele tiden optaget af, hvad deres klassekammerater siger og gør. Samtidig er de heller ikke så fagligt nysgerrige og stiller sjældent spørgsmål og slet ikke i plenum. Eleverne tænker meget over, hvordan de fremstår i de andre elevers øjne og ører, og det kræver også, at undervisningen planlægges anderledes.

”Undervisning i plenum fungerer ikke så godt længere. Eleverne rækker ikke fingeren op og vil ikke sige noget. Det er især svært i fremmedsprog, hvor eleverne er bange for, hvordan de fremstår over for hinanden” siger Nethe Strøm.

Samarbejde mellem elever
Hun laver derfor ofte undervisning, hvor eleverne i grupper skal samarbejde om at løse en opgave. Det kan for eksempel være, at eleverne skal svare på det samme spørgsmål og på skift skrive noget til svaret, og til sidst er der en eller to, som skal fortælle, hvad gruppen er kommet frem til.

”Det gør det mere trygt for dem at fremlægge, hvad de er kommet frem til sammen frem for at sidde alene og skulle sige noget. Mange elever er blevet mere usikre på sig selv,” siger Nethe Strøm.

Skæv udvikling
De tre lærere peger på udviklingen med sociale medier, hvor eleverne i mange år har været vant til at måle sig op imod hinanden, som en mulig forklaring på udviklingen.

Relationerne til eleverne er helt afgørende for at lykkes med klasseledelse, er de tre lærere enige om. Det handler ikke om, at lærerne skal være venner med deres elever og vide, hvem der kyssede med hvem til den seneste fest.

”Det er en professionel og faglig relation. Jeg siger til eleverne, at jeg kan lære dem meget, hvis de selv byder ind og deltager i undervisningen. Eleverne kan mærke, at vi vil dem det godt, og det betyder meget, at de føler sig trygge,” siger Lise Hauerslev.

Uro i timen
Ama El-Nazzal fortæller om en episode en dag i den sidste lektion, hvor der blandt nogle elever var uro.

”Jeg sagde til eleverne: Nu er der 20 minutter tilbage, og hvis I har lyst, må I gerne gå hjem, og I vil ikke få fravær. Der blev mere ro, og alle elever blev til timen var færdig. Eleverne kan godt mærke, at jeg kan lide dem, og vi har en god relation, og det betyder rigtig meget,” siger Ama El-Nazzal.

Klare rammer
Hun beskriver, hvordan det er nødvendigt at sætte nogle klare rammer i begyndelsen af 1.g og især i begyndelsen af 1.hf.

”Nogle elever skal have at vide, at de skal tisse af i pausen, og at man ikke fylder vanddunken i timerne eller kommenterer på klassekammerater, når de siger noget. Det er jeg meget tydelig om i begyndelsen af skoleåret,” siger hun.

Forskel på stx og hf
De tre lærere er enige om, at der er forskel på elever på stx og hf.

”Nogle elever på hf er ikke rigtigt studieegnede, når de begynder, og de forstår ikke helt kodeks for, hvordan det er at gå i skole. Nogle regner med, at de modtager læring uden selv at gøre noget,” siger Nethe Strøm.

Løsningen på den udfordring er ifølge de tre lærere at stilladsere undervisningen og være meget tydelig og komme tæt på eleverne.

”Det handler igen om relationer til eleverne, og det er også derfor, at det er så hårdt at undervise, fordi du hele tiden er på og har tæt kontakt med eleverne,” siger Nethe Strøm.

Prioriterer at bruge mere tid
Lise Hauerslev er enig og fortæller, hvordan hun prioriterer at bruge mere tid på nogle grupper af elever i nogle lektioner, mens der så er andre, der får mindre opmærksomhed. Og så kan det være omvendt i næste lektion.

”Når eleverne har gruppearbejde, vælger jeg at blive længere tid i en gruppe. Nogle gange skal der god tid til, før eleverne indrømmer, at de ikke forstår det, vi arbejder med – og det er først efter noget tid, at de undrende spørgsmål opstår. Hvis man bare går hurtigt rundt til grupperne, siger eleverne, at de har styr på det,” siger Lise Hauerslev.

Ama El-Nazzal bruger samme metode:

”Så er der nogle andre elever, man ikke kan hjælpe med det samme, men jeg opfordrer dem til, at de så spørger hinanden om hjælp, og det lærer de også noget af,” siger hun.

Igen lyder stemmen fra rektor over højttalerne, og de 45 minutters læsning er forbi. Kort efter bliver de tomme gange fyldt med elever. En gruppe drenge med store smil kommer forbi og hilser på de tre lærere, inden de går videre.