Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Lene Esthave
Anne Lildholdt Jensens mand døde efter lang tids sygdom. I dag kan hun se, at hun havde brug for orlov i månederne efter.
I 2023 havde Anne Lildholdt Jensen og hendes mand, Martin, haft en dejlig sommerferie i Danmark. Kort tid efter fik Martin det mærkeligt og havde svært ved at finde ordene.
15 måneder senere, den 9. november 2024, tog Anne Lildholdt Jensen sammen med sine tre voksne børn afsked med sin mand, da hans hjerte slog for sidste gang på Hospice Sønderjylland.
Fokus: Arbejdsliv
Flere og flere slår sig på det moderne arbejdsliv. Også gymnasielærere. For det kan være svært både at klare arbejdet og alt det andet, livet består af.
I dette tema kan du møde lærere, der blandt andet fortæller om overgangsalder, dødsfald og børn med diagnoser – og eksperter, der efterlyser, at vi indretter vores arbejdsliv på nye måder.
”Det var roligt og smukt. Det var, som om han til sidst valgte at lade være med at trække vejret, da han vidste, at vi var samlet,” fortæller Anne Lildholdt Jensen, der er billedkunstlærer på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa.
Metastaser havde spredt sig
Det viste sig, at Martins problemer med at finde ordene skyldtes, at flere metastaser havde spredt sig til hjernen fra en tidligere kræftsygdom i nyrerne i 2018. Parret og lægerne troede ellers, at han var kræftfri.
”Omkring juletid 2023 fik vi at vide, at sygdommen var uhelbredelig. Han udviklede også epilepsi, hvilket er meget normalt, når man har metastaser i hjernen, og han fik blodpropper i lungerne som bivirkning af medicinen. Det var en meget voldsom tid,” siger Anne Lildholdt Jensen.
Hun er rigtig glad for sit arbejde som billedkunstlærer på gymnasiet og arbejdede det meste af tiden i sygdomsperioden.
”Min ledelse har været rigtig gode til at bakke mig op og give mig plads. Arbejde giver også en form for normalitet i en hverdag med sygdom,” siger hun.
Kunne ikke gå
Cirka et år efter at sygdommen blev opdaget, satte Anne Lildholdt Jensens krop dog ud, og hun blev sygemeldt fra arbejdet.
”Jeg kunne bogstaveligt talt ikke gå, så ondt havde jeg i fødderne. Det var, som om mine fødder sagde, at min krop skulle tage den med ro,” siger hun.
I efteråret 2024 brugte Anne Lildholdt Jensen meget tid på Hospice Sønderjylland, og parrets ældste datter havde taget plejeorlov.
Martin blev mere og mere syg og svag og tilsvarende fyldt med morfin. Parret havde fået styr på alt det praktiske fra økonomi til sangene, der skulle synges ved bisættelsen.
Jeg ville have haft godt af et par måneders orlov.
”Til sidst lukkede han ned, og det var kun et spørgsmål om tid. Han og vi var klar over, hvad der skulle ske,” siger hun om den sidste tid på hospice.
Omkring en måned efter bisættelsen var hun tilbage på arbejde. På mange måder var det godt at være tilbage i billedkunstlokalet med eleverne og se kollegerne igen. Hun kan dog i dag se, at hendes krop og sind efter 15 måneders alarmberedskab var slidt.
”Jeg ønsker for andre i sådan en situation, at de fremover kan få retten til sorgorlov, hvis deres ægtefælle eller voksne barn dør. Når du mister en tæt på, så ramler du ind i en form for vanvid. Jeg kan se nu, at jeg ville have haft godt af et par måneders orlov sidste forår. Da jeg nåede sommerferien, hang jeg kun i med neglene,” fortæller hun.
I dag har man kun ret til sorgorlov, når man har mistet et barn under 18 år. Her har begge forældre ret til 26 ugers orlov med løn.
Mange sygedage
I efteråret har Anne Lildholdt Jensen haft rigtig mange sygedage med blandt andet corona, forkølelse, børnesår, helvedesild og så videre.
”Jeg tror, mit immunforsvar har været i bund efter så lang tid i alarmberedskab. Skolen har haft en vikar til at varetage noget af min undervisning, så det er gået nogenlunde i forhold til mine elever,” siger hun.
Anne Lildholdt Jensen vil gerne slutte af med et klart budskab til andre lærere:
”Jeg forstår godt, at der er berøringsangst i forhold til døden, men hvis du har en kollega, som har mistet, så skal du sige noget til vedkommende. Det er nok at sige, at du er ked af det, men ikke ved, hvad du skal sige. Jeg havde kolleger, som ikke sagde noget til mig, da jeg kom tilbage, og det har man ikke brug for,” siger Anne Lildholdt Jensen.
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode