Når det faglige bliver sekundært: underpræstrende drenge fortæller

Af Birgitte Gottlieb og Kim Bojsen (pensionerede gymnasielærere med mange års undervisnings- og ledelseserfaring)

For et par år siden drøftede vi ofte det voksende karaktergab mellem drenge og piger. Denne problematik synes lige i øjeblikket at være næsten glemt, mens AI, PISA-undersøgelse og gymnasiereform – forståeligt nok – fylder meget i den offentlige debat. Men problematikken forsvinder ikke, medmindre vi adresserer den. Derfor dette indlæg.

Drenge som gruppe klarer sig fagligt dårligere end piger i uddannelsessystemet. Forskellen har været stigende gennem en årrække, og udviklingen har fået både forskere og politikere til at efterlyse forklaringer og løsninger. Det er ikke et specifikt dansk problem, men kan iagttages i hele den vestlige verden: organisationer som Nordisk Råd, OECD og Verdensbanken har peget på de uheldige langsigtede konsekvenser af den voksende forskel – det gælder fx ulige uddannelsesmuligheder og dermed også en øget risiko for et dårligere liv.

I 2024 offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriets ekspertgruppe om køn og faglige resultater en rapport, hvor et centralt budskab var, at forventninger spiller en afgørende rolle: lærernes forventninger til eleverne og elevernes forventninger til sig selv former deres faglige udvikling.

I vinteren 2024-2025 lavede vi en række interviews for at undersøge problemstillingen lokalt – nærmere betegnet på et større gymnasium i hovedstadsområdet. Baggrunden var markante fald i drengenes eksamensresultater. Hvor drengenes gennemsnit på skolen i perioden 2017-2019 lå på 7,8, var det i 2023 faldet til 7,0, samtidig med at forskellen mellem pigers og drenges karaktergennemsnit voksede betydeligt.

Men hvad gemmer der sig bag tallene? Hvad tænker de drenge, som lærerne oplever som fagligt underpræsterende? Og hvordan oplever de elever, der faktisk engagerer sig i skolearbejdet, den kultur, de er en del af? Vi interviewede en række lavtpræsterende drenge (flere af dem betegnede sig selv som ”slackere”) og fulgte op med et interview af en kontrolgruppe bestående af højtpræsterende elever.

Svarene tegner et interessant og til tider bekymrende billede af gymnasieelevers forhold til læring, fællesskab og identitet.

“Jeg vil bare bestå”
Det måske mest markante fund i undersøgelsen er ikke mangel på evner, men mangel på faglig ambition.

De interviewede drenge beskriver gennemgående skolearbejde som noget, der skal overstås. Ambitionen er ofte ikke at blive dygtigere, men blot at komme igennem gymnasiet med et acceptabelt resultat. Flere fortæller direkte, at de “bare skal bestå”, fordi de forestiller sig en fremtid i forsvaret, politiet eller som ambulancereddere, hvor et højt karaktergennemsnit ikke opleves som afgørende.

I stedet prioriteres træning, fritidsjob, venner og sociale aktiviteter højere end skolearbejdet. Når karaktererne bliver dårlige, opleves det sjældent som en anledning til at ændre adfærd. Tværtimod beskriver flere en selvforstærkende proces: Man læser ikke lektier, får dårlige karakterer og mister derefter yderligere motivation til at gøre en indsats.

Undersøgelsen peger derfor på en væsentlig pointe for gymnasiesektoren: Motivation kan ikke reduceres til et spørgsmål om interesse eller lyst. For mange af de interviewede drenge handler det om, hvorvidt skolearbejde overhovedet opleves som meningsfuldt eller nødvendigt.

En kultur, hvor det faglige mangler status
Et andet centralt fund handler om gruppedynamikker.

Når drengene beskriver deres skoleliv, fremstår det sociale fællesskab som ekstremt betydningsfuldt. Anerkendelse blandt kammerater vægtes højt, og selv om de fleste interviewpersoner afviser egentlig mobning af fagligt dygtige elever, beskriver flere en kultur, hvor man risikerer drillerier eller social distance, hvis man fremstår for seriøs omkring skolearbejdet.

Den formulering, som måske tydeligst indfanger problematikken, kommer fra en elev i 3.g:

“Det er sådan, at man næsten bliver set ned på, hvis der bliver lavet lektier eller afleveringer.”

Formuleringen genfindes flere steder i de interviews, vi gennemførte, og understøttes af elever fra både gruppen af underpræsterende drenge og kontrolgruppen af fagligt engagerede elever. Begge grupper beskriver, hvordan visse drengefællesskaber reproducerer en kultur, hvor det hverken giver status at læse lektier eller deltage aktivt i undervisningen.

Her trækker undersøgelsen på den svenske ungdomsforsker Fredrik Zimmerman, hvis forskning peger på, at en ikke-anstrengelseskultur blandt drenge kan udvikle sig til stærke sociale normer. I sådanne miljøer opnås status gennem humor, sport og social position snarere end faglige præstationer. Ikke-anstrengelseskulturen udmønter sig ofte i en uhensigtsmæssig og i nogle tilfælde selvhandicappende studieadfærd.

For gymnasielærere er dette perspektiv vigtigt, fordi problemet dermed ikke kan forstås som et individuelt motivationsproblem alene. Der er tale om kulturelle mønstre, som opstår i elevfællesskaber og derfor må adresseres som fælles anliggender.

Drengene efterspørger tydelige lærere
Vores undersøgelse udfordrer samtidig nogle stereotype forestillinger om de såkaldt uengagerede elever.

For selv om mange af drengene beskriver sig selv som relativt uambitiøse, har de klare forventninger til deres lærere. De efterspørger undervisere, som kombinerer faglig autoritet med relationel nærhed. En god lærer er ifølge eleverne engageret, interesseret, humoristisk og tydelig i sin klasseledelse.

Særligt relationen fremstår afgørende. Drengene opfatter tydeligvis relationen til læreren som central for motivation og for det at anstrenge sig, yde en indsats.

Drengene fortæller, at de deltager mere aktivt, når læreren viser interesse for dem som personer, følger op på deres indsats og hjælper dem videre, hvis de sidder fast. Omvendt beskriver de undervisningsformer præget af lange læreroplæg og passiv lytning som demotiverende. Variation, aktivitet og dialog fremhæves som væsentlige faktorer.

Et interessant aspekt er også ønsket om struktur. Flere af de underpræsterende drenge efterlyser faktisk mere styring, tydeligere forventninger og hyppigere opfølgning. De ønsker sig ikke nødvendigvis mere frihed, men snarere hjælp til at etablere studievaner og fastholde fokus.

Det peger på et paradoks: De elever, der ofte fremstilles som modstandere af regler og struktur, efterspørger i praksis ofte netop tydelige rammer.

Fra folkeskole til gymnasium: Vaner følger med
Vores undersøgelse peger på, at mange af de observerede mønstre ikke opstår i gymnasiet.

Både de underpræsterende drenge og de højtpræsterende elever beskriver, hvordan normer omkring skolearbejde følger med fra grundskolen. Flere taler om en gruppeorientering blandt drenge, hvor det allerede tidligt i skoleforløbet bliver unaturligt at fremstå for flittig eller ambitiøs.

Når eleverne starter i gymnasiet, sker der derfor ikke nødvendigvis et kulturelt nybrud. Tværtimod reproduceres eksisterende mønstre gennem kendte venskaber og etablerede sociale hierarkier. Nogle elever beskriver endda bestemte studieretninger som bærere af særlige elevkulturer, hvor faglig indsats har lav status.

Set i dette perspektiv bliver overgangen mellem grundskole og gymnasium et vigtigt indsatsområde. Hvis gymnasiet ønsker at skabe en stærk studiekultur, må arbejdet begynde tidligt og målrettet.

Hvad gør de elever, der lykkes?
Et særligt interessant aspekt ved undersøgelsen er interviewene med de højtpræsterende elever.

Her tegner sig næsten et spejlbillede af de underpræsterende drenges fortællinger. Disse elever beskriver skolearbejde som deres eget ansvar. De planlægger, prioriterer og accepterer, at nogle sociale aktiviteter må vælges fra i perioder. De oplever også pres og stress, men de ser dette som en del af opgaven snarere end som en grund til at opgive den.

Samtidig er de meget opmærksomme på betydningen af klassekulturen. Flere fortæller, at motivation smitter. Omgiver man sig med elever, der arbejder seriøst, øges sandsynligheden for selv at gøre det samme. Omgiver man sig med elever, der konsekvent signalerer ligegyldighed, bliver det vanskeligere at fastholde engagementet.

Undersøgelsen peger dermed på, at studiekultur er et kollektivt anliggende. Elevers arbejdsindsats formes ikke alene af individuelle valg, men også af de normer, der udvikler sig i klassen og på skolen. Derfor må vi fremme den skolekultur, der på forskellig vis tydeliggør værdien af læring – herunder lektielæsning og aktiv deltagelse i undervisningen.

Hvad kan gymnasiet gøre?
En gennemgående pointe i vores undersøgelse er altså behovet for en mere eksplicit studiekultur. Hvis en kultur præget af ikke-anstrengelsesnormer opstår blandt elever, må skolen aktivt etablere modfortællinger, hvor det har værdi at gøre sig umage. Dette kræver, at lærere og ledelse tydeligt kommunikerer forventninger og anerkender studieindsats som noget positivt.

Derudover peger undersøgelsen på behovet for:

• tidlig indsats over for elever med tegn på useriøs studieadfærd,
• systematisk undervisning i studieteknik,
• øget inddragelse af forældre,
• tættere samarbejde med grundskoler,
• mere varierede undervisningsformer,
• tættere samarbejde mellem lærere i forhold til at fremme en fælles studiekultur,
• samt fokus på relationer mellem lærere og elever.

Anbefalingerne er næppe overraskende for erfarne gymnasielærere. Det interessante er, at de også formuleres af de elever, der selv kæmper med motivationen.

Mere end et drengeproblem
Det er fristende at læse undersøgelsen som en fortælling om drenge. Men rapportens måske vigtigste konklusion er bredere.

Når en skolekultur udvikler normer, hvor det ikke giver status at gøre sig umage, rammer det ikke kun drenge. Det påvirker læringsmiljøet for alle elever. Zimmermans forskning peger på det samme: En kultur, hvor faglig indsats nedvurderes, er destruktiv uanset køn.

Derfor handler arbejdet med drenges præstationer i sidste ende ikke blot om drenge. Det handler om, hvilke værdier gymnasiet ønsker at fremme. Om det er legitimt at være fagligt ambitiøs. Om det giver anerkendelse at fordybe sig. Og om eleverne oplever, at det faktisk betyder noget at gøre sig umage.

Vores undersøgelse viser, at mange af svarene allerede findes hos eleverne selv. Spørgsmålet er, om vi som lærere og institutioner er villige til at lytte.

(Man kan få adgang til undersøgelsen ved at henvende sig til Kim Bojsen: kbkimboj@gmail.com)