En snæver sprogkomité er farlig

Netop nu finder nogle farlige konstellationer sted omkring 2. fremmedsprog i Danmark.

Jeg skal fremhæve den nationale sprogkomité anført af Region Midtjylland og Bertel Haarder, der sammen med Dansk Industri lige nu arbejder intenst på, at alle elever skal have tysk eller fransk på fortsætterniveau som 2. fremmedsprog. Eleverne skal ifølge deres forslag ikke kunne vælge begyndersprog som erstatning – kun som supplement. På komiteens hjemmeside finder man blandt sprogkomiteens medlemmerne blandt andre Maja Bødtcher-Hansen, Frederiksberg Gymnasium også formand for Danske Gymnasier.

Generelt kan det undre, at Region Midtjylland kan orkestrere en national sprogkomité, da komiteen jo ikke er et nationalt organ og derfor udvælger sine egne medlemmer ganske selektivt. Komiteens legitimitet fremstår svækket som repræsentanter for et samlet Danmark, men omvendt ret potent i forhold til at få gennemtrumfet egne særinteresser.

Det er tal fra Dansk Industris interne sprogundersøgelse blandt egne medlemmer fra februar 2026, som tilsyneladende ligger til grund for både den nationale sprogkomités projekt og for DI’s sprogpolitik.

Det stikker dog i øjnene, at DI baserer sine udmeldinger på en undersøgelse, hvor de reelt kun har spurgt 500 virksomheder. Af de 500 virksomheder, hvoraf 453 har svaret, at de har behov for medarbejdere med fremmedsprogskompetencer, svarer 17 % fransk, 12 % svarer spansk. Procentmæssigt er der ikke stor forskel mellem de to sprog, og dertil kommer, at der ikke er taget hensyn til den indgående MercoSur-aftale mellem EU og flere store latinamerikanske lande.

Lignende aftaler mellem EU er indgået mellem Mexico og EU d. 22. maj 2026 og mellem Chile og EU d. 13. december 2023.

Samtlige aftaler har og vil få en enorm betydning for EU og Danmark i udvidelsen af vores kommercielle markeder samt minimere de nuværende eksportafhængigheder, og jeg kan tilføje, at EU desuden indgik lignende kommercielle aftaler med Colombia, Peru og Ecuador i 2014, med Centralamerika i 2012 og i 2008 med 14 andre caribiske lande.

Til sammen er der tale om et åbent, spansk marked mellem EU, Danmark og 630 millioner mennesker, hvoraf 520 millioner har spansk som modersmål, og i modsætning til de allerede kendte engelske handelspartnere, er engelsk langt mindre almindeligt i Latinamerika, hvorfor spansk som kommunikationssprog er påkrævet.

Med de kolde tal og fakta på plads vil jeg også bare gerne give rum til, at læseren forstår begyndersprogenes enorme effekt og betydning for gymnasieeleverne. Her argumenterer jeg for bevarelsen og udbredelsen af samtlige begyndersprog i gymnasiet – også italiensk, russisk, kinesisk, japansk, m.fl., fordi de alle bidrager med et stort dannelsespotentiale, der udvikler det enkelte individ personligt, og giver dem følelsen af mestringskompetence. Ikke mindst set i lyset af de fantastiske, analoge skriftlige eksaminer, som modige spansklærere har ageret spydspids for få år tilbage. I begyndersprog oplever vi glade elever i sproglokalerne. Elever, der arbejder meget aktivt med deres sproglæring, fordi de kan mærke, at det nye sprog og undervisningen flytter dem nye steder hen, hvor de gerne vil være.

Hvis Sprogkomiteen med Bertel Haarder i spidsen og med Dansk Industri som tyndt belæg for påstanden slipper igennem med deres forslag om obligatorisk tysk eller fransk, vil alle disse begyndersprog i fremtiden kun eksistere som ikke-obligatoriske valgfag, og store horisonter vil lukke sig for vores elever, før de har fået studenterhuen på.

I øvrigt findes fransk som fortsættersprog reelt kun i Region Hovedstaden, hvilket gør fransk til et begyndersprog på linje med alle andre begyndersprog i gymnasiet, så hvis Sprogkomiteens og Dansk Industris forslag gennemføres med argumentet om “at styrke fortsættersprog og begrænse (læs: eliminere) begyndersprog”, så lærer Danmarks ungdom om lidt kun engelsk og tysk, medmindre de er bosat inden for hovedstadsområdet eller i Nordsjælland.

Det er ikke bare ualmindeligt dumt, det er ganske enkelt heller ikke noget retfærdigt uddannelsestilbud til hele Danmark, og forskellen mellem land og storby vil blive stærkt øget. At dette ydermere vil komme til at påvirke hele Danmarks muligheder for at udvide sine kommercielle økonomiske, politiske og kulturelle horisonter, er et faktum. De tabte markeder vil gå til Sverige og Norge, hvor henholdsvis 50 % og 40 % af en ungdomsårgang har lært spansk i gymnasiet, mens dansk ungdom kan tilbydes at tage ned over grænsen for at handle.