
Det sidste tabu
Det har lige været kvindernes kampdag, og selvom vi må konstatere, at der ikke er ligestilling på det danske arbejdsmarked endnu, så er der alligevel nogle gode takter at spore for kvinderne. Blandt andet har man i nogle virksomheder på det private arbejdsmarked med Clever i front, lavet nogle tiltag i arbejdsmiljøet, der tilgodeser kvinders biologi i overgangsalderen.
På kampdagen kom der også en undersøgelse ud fra sundhedsvæsnet, der viste, at 2 ud af 3 kvinder i sundhedssektoren er så plaget af overgangsalderen, at det har indflydelse på deres arbejde. Vi begynder altså i det offentlige rum at tale om det, som man ofte kalder ”det sidste tabu”. I undervisningsbranchen forholder vi os til høje følelsesmæssige krav og stor kompleksitet, så mon ikke vi lægger os godt i slipstrømmen af denne undersøgelse.
Der er ikke noget at sige til, at mange lider i stilhed. Nogle tænker nok, at det ikke er særlig vitalt at have passeret den fødedygtige alder, og så er skønhed jo også forbundet med ungdom i vores kultur. Der er også forskning, der peger på, at hvor mænd betragtes som værende i deres ”prime” på arbejdsmarkedet i 40’erne og 50’erne, er det anderledes for kvinder. Derfor har de fleste nok heller ikke lyst til at tale højt om søvnløse nætter, hjernetåge, hukommelsestab, øget sårbarhed, hedeture, tristhed og mange andre symptomer, der følger med for nogle kvinder. Vi skal kunne tale om alle de aspekter, der fylder gennem livet, for at skabe et godt arbejdsmiljø og holde på de erfarne medarbejdere.
Måske kunne vi i GL blive ”firstmovere” inden for undervisningsbranchen.
Tilbage til Clevers tiltag, så er nogle af deres tiltag en ekstra hjemmearbejdsdag om ugen, midlertidig nedsat tid (min 27 timer) i optil 4 uger om året, adgang til stille arbejdsrum, tilgængelige vifter og yoga i arbejdstiden en gang om ugen for alle medarbejdere.
Jeg synes, at det kunne være rigtig godt, hvis vi kunne få gang i debatten om dette emne i GL og måske også få sat en større undersøgelse i gang. Det engelske arbejdsmarked er allerede langt fremme, og jeg kunne godt tænke mig, at vi følger op på det. Måske kunne vi i GL blive ”firstmovere” inden for undervisningsbranchen. Det vil jeg i hvert fald rigtig gerne arbejde for, hvis jeg vælges ind i GL’s hovedbestyrelse.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode