Magistrenes A-kasse i fokus: Skal det fremover kunne betale sig at være medlem af en a-kasse?
Der har aldrig været så mange i arbejde som nu, og der mangler arbejdskraft. Men skyerne på himlen har aldrig været så sorte. Digitale beregninger på nettet (Det Faglige Hus) fortæller, at man kan spare 3500 kr./år som gymnasielærer eller 3912 kr. som medlem af DM, hvis man skiftede både fagforening og a-kasse. Det er især interessant, når en sammenligning alene af fagforeningskontingenter kan svinge mellem 55-468 kr. om måneden.
Som akademiker, der gerne vil være medlem af en solidarisk a-kasse uden fede ben og med direkte valg til bestyrelsen, der sikrer den størst mulige medlemsindflydelse, er der kun ét valg: Magistrenes A-kasse. Dér sidder eksperterne med viden om magistrene og scient´ernes 300 uddannelseskombinationer, kompetencer, nuværende og potentielle arbejdsmarkeder. Dér koster kontingentet 502 kr. om måneden. I Akademikernes A-kasse koster det 467kr. om måneden. De har til gengæld ikke noget direkte valg til bestyrelsen, ingen direkte medlemsindflydelse eller indgående ekspertise om magistre og scient’er.
Dit kontingent dækker en arbejdsløshedsforsikring, hvilket giver en vis sikkerhed, skulle man blive arbejdsløs. Da staten også er med i forsikringsordningen, er der love og regler, der skal overholdes, og derudover kan a-kasserne udbyde forskellige goder, som medlemmerne efterspørger – f.eks. sparring om ansøgning, kurser og netværk – også til de atypisk ansatte. Med andre ord er arbejdsløshedsforsikringen en fordel økonomisk så vel som fagligt.
Men de sidste tyve år er den højt besungne ”velfærd” for a-kassernes medlemmer kun gået ned ad bakke. Vi har set hvordan politikerne har skåret i dagpengene, så ét års dagpenge svarer til 10 måneder, måske nu kun 6-9 afhængig af bolig og inflation. Dagpengeperioden er halveret, genoptjeningskravet fordoblet. Dimittendsatsen (for ikke-forsørgere) er reduceret fra 82 til 71,5% af højeste dagpenge. Pensions- og efterlønsalderen er forhøjet, men dagpengene forhøjes ikke med ancienniteten, og efterlønnen er skåret fra fem til tre år, hvilket i praksis svarer til en udfasning. Man må spørge sig, hvor længe det kan betale sig at være medlem af en a-kasse, hvis derouten fortsætter.
Vi siger stop for udhulingen af dagpenge, og i den nuværende krise må og skal der en inflationssikring til. Vi siger stop for flere regler (mere end 30.000 sider!). A-kasserne skal have større frihed, og de kan sagtens varetage jobformidlingen i de første 6 måneder. Det skal fortsat – fagligt og økonomisk – kunne betale sig at være medlem af en a-kasse som Magistrenes A-kasse, a-kassen, der samler og forener magistre og scient´er! Politikerne skal huske a-kassens medlemmer og især de ledige, for vi skal ikke bøde for andres uvidenhed, fordomme eller arrogance. Vi vil ikke gå en stille død i møde.
Finn Hartvig, medlem af Magistrenes A-kasses bestyrelsen
Sigrid Jørgensen, næstformand i Magistrenes A-kasse
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode